Nørregadeteatret i Maribo giver musicalen om den skøre Familien Addams danmarkspremiere i overraskende flot opsætning.
* * * *
Man kan ikke andet end blive imponeret over at det er lykkedes det lille Nørregadeteatret i Maribo dels at få rettighederne til en Broadway-musical som ”Familien Addams” og dernæst være i stand til at skabe en opsætning, som syner meget, meget større end den i virkeligheden er.
Musicalen præsenteres med en imponerende videoscreen-scenografi, hvor historiens karikerede, gotiske tegneserieunivers udfolder sig, med en overflod af kostumer, der bestemt ikke ligner et Halloween-optog, og med – hold fast – 22 mennesker på den lille, trange scene.
”Familien Addams” er en amerikansk musical fra slutningen af 00’erne, som er baseret på karaktererne fra Charles Addams’ originale tegneserie, der i 1991 blev til en uhyre succesfuld film, som igen har udviklet sig til en hel franchise, senest med en Netflix-serie, der har familiens datter, Wednesday (her i den danske oversættelse; Onsdag), som hovedperson. Familien Addams er en uhyggeligt excentrisk familie, der bor i et kæmpemæssigt palæ midt i New Yorks Central Park, og dyrker det okkulte, med en ganske særlig faible for pinsler, død og ulykke. Krypten under huset bebos af zombier (levende døde) og familiens tjener er en klon af Frankensteins monster. Persongalleriet er farverigt på den mest kulsorte facon; Det seksuelt udfarende ægtepar Gomez og Morticia, deres børn, Onsdag, som elsker at skyde dyr i Parken med sin armbrøst og pine sin lillebror, Hecktor, i husets torturkælder, den månesyge onkel Fester, og bedstemor Addams, der blander eliksirer og ryger pot. I musicalen er historien, at Onsdag har mødt en ung mand, som hun vil gifte sig med, men først skal hans småborgerlige og stift regelrette forældre, møde hendes familie og det kan naturligvis kun gå galt – indtil det lige så naturligvis ender lykkeligt.
Første akt sprudler af idérig galskab, hvor manuskriptforfatterne Marshall Brickman og Rick Elise, i bedste farcestil lader det ene absurde og meget morsomme optrin afløse det andet. Efter pausen synes de at være løbet tør for ideer, og der går historien i tomgang i takt med at det unge par skal få hinanden, stivstikker svigerforældrene skal genfinde ungdommens glød og ægteparret Addams skal klinke skårene, efter at han har brudt familie-kodekset om aldrig at have hemmeligheder. Ja, selv den tossede onkel Fester flyver ud i universet for at møde sit livs kærlighed. Som romantisk komedie er ”Familien Addams” er middelmådig musical, og det er nok årsagen til at den ’kun’ gik to år på Broadway inden den røg ud på en omfattende turné. Og måske også årsagen til at det ikke er de store danske musicalteatre, som Det ny Teater og Fredericia Teater, der har sikret sig rettighederne til danmarkspremieren, men derimod det lille teater i Maribo.
Det er lykkedes teaterchef Frank Rubæk, som selv ganske charmerende spiller Gomez Addams, at caste rollerne overraskende godt. Blandt andet musicalperformeren Anne-Mette Riis som den vulgært sexede Morticia, der i sandhed strutter af dødslyst, og Bjarne Antonisen, der har en særlig poesi som den månesyge Onkel Fester, og som faktisk er forestillingens bedste rolle. Pia Rosenbaum leverer et lille skønt stykke karakterkomik som bedstemor og Peter Zhelder er ret sjov som det uartikulerede monster af en butler. Velsyngende Christina Elizabeth Mørkøre og Peter Thieme er tilpas irriterende som svigerforældrene og unge Samuel Traum er sød og ubesværet som Onsdags udkårne.
Ditlev Tiede Rejnholdt leverer en sjov figur helt i forlæggets ånd, som den tykke lillebror, og bedst af alle er unge Iris Mealor Olsen som giftesyge Onsdag. Sin unge alder til trods har hun allerede et omfattende cv på tv- og filmproduktioner, og med baggrund i Eventyrteatret synes musicalgenren også at ligge godt til hende.
Selvom ”Familien Addams” ikke er en sværvægter indenfor musicals, og selvom Nørregadeteatret naturligvis ikke kan måle sig med hverken Fredericia eller Det Ny Teater, så lykkes opsætningen overraskende godt. Det er underholdende og sjovt. Der er fine sangnumre, flotte optrin og masser af skægge ideer i Michael Lindvads instruktion, der også giver plads til små satiriske svirpere undervejs, helt ude af historiens kontekst, men helt i galskabens ånd.
Det er således bestemt umagen værd at sætte kursen mod Maribo for at opleve denne skøre familiemusical.
—-
”Familien Addams”. Manuskript: Marshall Brickman & Rick Elice. Musik & sangtekster: Andrew Lippa. Baseret på karakterer skabt af Charles Addams. Oversat af Frank Rubæk. Sangtekster i samarbejde med Steffen Gliese.
Instruktion: Michael Lindvad i samarbejde med Frank Rubæk. Koreografi: Rachel Ireson. Kostumer: Charlotte Strahenberg. Scenebilleder: Broadway Media og K&F Graphics. Musikalsk indstudering. Carl Ulrik Munk Andersen, Jakob Lindbrik og Jørn Bonde.
Medvirkende: Iris Mealor Olsen, Anne-Mette Riis, Frank Rubæk, Bjarne Antonisen, Pia Rosenbaum, Peter Zhelder, Ditlev Tiede Rejnholdt, Christina Elizabeth Mørkøre, Peter Thieme og Samuel Traum samt Nørregadeteatrets ensemble på 12 døde forfædre og fire ekstra korsangere.
Spiller på Nørregadeteatret, Maribo til 2. april.
Anmeldt 16. marts (premiere)
Foto: Brita Fogsgaard.