16 år efter forestillingen ”PIS” mødes fem skuespillere igen på scenen og fortæller om at være mand i tiden. De er forrygende underholdende, men ”Ikke noget pis” savner en opstramning.
* * * *
Det er egentlig ærgerligt at jeg ikke, for 16 år siden, oplevede forestillingen ”Pis”, hvor Lars Mikkelsen, Henrik Prip, Janus Nabil Bakrawi, Rasmus Botoft og Peter Oliver Hansen i samarbejde med dramatiker og instruktør Kamilla Wargo Brekling første gang konfronterede begrebet om at være ’mand af tiden’.
I filmens verden kan man samle op på video, men teatret forgår. Det sker her og nu. Og når det er sket, er det sket. Lidt lige som livet i al almindelighed. For et øjeblik siden, er det seneste øjeblik i fortiden.
Havde man set ”PIS” dengang, hvor det handlede om at være mænd i 40-års alderen, havde man haft et andet afsæt at tilgå ”Ikke mere pis” med. For det er vel meningen, at der netop tegnes en streg mellem dengang og nu. På den anden side, så kan undertegnede helt ubesværet relatere til udgangspunktet for ”Ikke mere pis”, for jeg er præcis jævnaldrende med de fem skuespillere på scenen – og det de taler om, og de følelser de gennemlever, er ikke kun brudstykker af deres liv, men også af mit eget. Ikke 1:1, men meget af det kommer ganske tæt på.
Derfor er ”Ikke noget pis” for mig, både relevant, genkendelig og morsom. De er ganske forrygende, de fem på scenen, der er i et utal af kortere og længere sekvenser, monologer og fabuleringer reflekterer over selve livet, som det tager sig ud – lige her og nu.
Teksten veksler mellem det balstyrisk morsomme og det dystert alvorlige, mellem det helt personlige og det alment betragtelige. Det helt konkrete og det flagrende dagdrømmeri. Alt sammen i korte fragmenter, og med hurtige, abrupte skift.
Skuespillerne er de samme som dengang, og de er forrygende underholdende. Rasmus Botofts angreb mod den vestlige civilisations overforbrug af tøj er en tour de force udi vanviddets overdrev. Lars Mikkelsens ’3 sekunders regel’, der handler om hvor længe man som mand i dag kan tillade sig at fæstne blikket ved en kvindes kavalergang, Janus Nabil Bakrawis intense boksekamp mod alkoholismen, Peter Oliver Hansens utopiske drøm om overalt i verden at kunne kysse sin mand i det offentlige rum uden at det vækker opsigt og Henrik Prips hjerteskærende besøg hos sin gamle mor på demensplejehjemmet er alt sammen eksempler på spændvidden og bredden i forestillingen, og eksempler på hvor godt det lykkes.
Alligevel fremstår ”Ikke noget pis” som en forestilling, der burde være strammet mere op. Burde holdet – instruktør Kamilla Wargo Brekling og de medvirkende – ikke have dræbt nogle af deres ’darlings’ i processen? I programmet angives at forestillingen varer en time og 35 minutter, men til premieren var man oppe på et lille kvarter mere. Jeg kan ikke sætte en finger på præcis hvilke af forestillingens ’fragmenter’, der måske burde være udeladt, for hver for sig fungerer de alle glimrende. Men hvad publikum ikke ser, savner de ikke, og man kan alligevel ikke vende alle sten på stranden.
Måske havde det her været en fordel at have set version 1 dengang for mange år siden. Måske ligger der i fortiden et svar på nutidens synder.
—–
”Ikke noget pis”. Manuskript: Kamilla Wargo Brekling i samarbejde med Karina Dichov Lund og de medvirkende.
Instruktion: Kamilla Wargo Brekling. Co-iscenesættelse, koreografi og dramaturgi: Karina Dichov Lund. Scenografi, lys- og kostumedesign: Raphael Frisenvænge Solholm. Lyddesign: Janus Jensen. Animation: Morten Just.
Medvirkende: Janus Nabil Bakrawi, Rasmus Botoft, Peter Oliver Hansen, Lars Mikkelsen og Henrik Prip.
Spiller i Skuespilhuset (Mellemgulvet) til 4. juni.
Anmeldt 22. april (premiere).
Foto: Emilia Therese
