Et stjernegodt skuespillerhold er desværre ingen garanti for en god revy. I Svendborg er der al for meget genbrug og alt for få gode tekster.
* * *
Tommy Kenter fejrer 50-års jubilæum med at medvirke i Svendborg Sommerrevy Rottefælden, præcis 10 år efter at han sidst spillede revy (Revyperler 2013). På papiret er det et scoop for revyens direktørpar Christine Astrid og Mikkel Schrøder, og der er sikkert også blevet solgt godt med billetter på hans navn, men selvom Tommy Kenter besidder en uforlignelig og egentlig temmelig udefinerbar charme, så er der ikke alene tale om et gensyn med ham, men også med nogle af hans gamle karakterer og numre.
Det kunne så endda godt gå an, bevares det ville ikke være første gang en ældre revyskuespiller lod sig hylde for og med sin fortids dyder, men gensynet med Kenters temmelig gamle karakterer og lige så gamle vittigheder, er desværre ikke det eneste genbrug – af konkrete numre eller af velkendte idéer – i dette års revy.
Den sydfynske revys talisman, Jan Schou, laver igen både sin Dronning Margrethe-parodi, i år med en meget lidt morsom tekst af Leif Maibom, og gentager såmænd også sin kiksede refrænsanger Henning, som ikke er nær så morsom som sidste år, eller forrige gang for den sags skyld. Sammen med Tommy Kenter laver Schou en plejehjemssketch, som er set både i Vinterrevyen i Nykøbing Falster og i Christine Astrid/Mikkel Schrøders egen Aarhus revy dette forår, og hele ensemblet åbner anden akt med at suge de sidste dråber blod ud af parodi klichéer som Lars Lilholt, Rasmus Seebach, Anne Linnet og Jørgen Leth m.m.fl., denne gang pakket ind som en støttekoncert for Irma.
Det er et udtryk for uopfindsomhed, og bestemt ikke for den fornyelse af den gamle Rottefælde-revy, som man med rette kunne forvente af direktørparret. Det virker næsten som om Svendborg Revyen i år er venstrehåndsarbejde i forhold til parrets langt mere moderne, musikalske og originale Aarhus revy, der spillede i april og maj. Man må spørge sig selv, om der bliver gabt over mere end man magter, med to store revyer på så kort tid.
At revynumre er benyttet andre steder før, eller at idéer genbruges i lettere reviderede versioner er jo ikke i sig selv diskvalificerende – de kan stadig, og har det da bestemt også, have en ganske god underholdningsværdi. Ja, noget af genbruget kan tilmed være på krav fra publikum. Men det efterlader ikke meget plads til nyt; nye idéer, skarp satire og aktualitet.
Svendborg Revyen har kun 20 numre i år – måske er det hvad vi skal vænne os til, for Tivoli Revyen bød på ca. det samme antal – men piller man åbnings- og finalenumre fra, og sorterer de genbrugte idéer fra, så ender man med meget lidt, der for alvor skal definere en revy årgang.
I Svendborg lader man Jon Stephensen og Lizette Risgaard deltage i Vild med Dans, for der må man gerne klappe de unge mænd og kvinder på numsen; Jan Schou som Lizette Risgaard, der allerede savner tillidsmænd og krammerater, er bestemt ikke ueffent. Og den knalddygtige Rikke Buch Bendtsen leverer et par performances på højt niveau som den inflationsramte kvinde, der forelsker sig i en økonom, og som amerikansk countrysangerinde, der i bedste Donald Trump-stil vil gøre Svendborg great igen.
Jan Schou har varme og sjælebund i en vise om en ældre mand, der i mangel af opkald fra sønnen, glædes ved at blive ringet op af telefonsælgere, og Tommy Kenters poetiske klovnerier og hans vise om ikke at være bange for noget mere – bortset fra at blive kontaktet af Mikael Bertelsen – har rørende undertoner.
Christine Astrid er effektivt sjov, som den bitre ekskone, der holder beruset tale til eksmandens 60-års dag, men også dette nummer er en afledt genbrugsidé, som er set sjovere og skarpere før. Til gengæld er hun og Rikke Buch Bendtsen ret skønne i et særpræget og originalt nummer om at vi alle er ens i begyndelsen, uanset om vi er udkantsbørn eller storbybørn.
Mikkel Schrøder synger sig elegant gennem de fire årstider, der alle er den bedste tid på året, og så er han jo en dygtig parodist. Det ér et dygtigt skuespillerhold, de har samlet i Svendborg, men tekst materialet lader helt grundlæggende meget tilbage at ønske, og derfor løfter årets revy sig ikke meget over det jævnt middelmådige.
Jens Krøyers trio spiller glimrende, som de altid har gjort, og de holder sig i år tilbage i forhold til at interagere aktivt med skuespillerne på scenen. Det er Christine Astrid og Mikkel Schrøder selv, der har instrueret revyen, med Anne Herdorf som assistent. Når jeg nævner hende, så er det fordi hun sammen med pianisten Esben Just underholder publikum til spisningen inden forestillingen, og det gør de med stor musikalitet og smittende charme.
Svendborg Sommerrevy Rottefælden skuffer i år, men når jeg gav Tivoli Revyen tre stjerner, så må jeg også være flink her og kvittere med tre stjerner, og håbe at det ikke i længden går ud over kvaliteten at skulle lave to revyer på få måneder.
—-
Svendborg Sommerrevy Rottefælden. Tekst og musik: Jens Krøyer, Mikkel Schrøder, Leif Maibom, Tommy Kenter, Rasmus Krogsgaard, Kenneth Sichlau, Sune Gylling Æbelø, Revy-trioen, Carl-Erik Sørensen, Jean Jacques Diversé, Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaard, Slava Polunin, Ronny Ronald, Rikke Buch Bendtsen, Christine Astrid, Søren Anker Madsen, Lukas Birch og diverse.
Instruktion. Christine Astrid & Mikkel Schrøder. Scenografi: Jens Aas. Koreografi: Christine Astrid. Kostumer: Lasse Spangenberg. Kapelmester: Jens Krøyer.
Medvirkende: Rikke Buch Bendtsen, Tommy Kenter, Jan Schou, Christine Astrid og Mikkel Schrøder.
Producent: Mikkel Schrøder/ Det’Revy ApS
Spiller på Svendborg Teater til 12. august.
Anmeldt 7. juni (premiere)
Foto: PR-Foto
