Karen-Lise Mynster er aldeles vidunderlig som Paris’ nærigste mand i Grønnegårds Teatrets livfulde opsætning af Molières komedie.
* * * * *
Komedien ”Den gerrige” om den nærige Harpagon, der elsker sine penge højere end noget andet, endda højere end han elsker sine børn, er flittigt spillet herhjemme. Senest i en ganske vellykket turnéudgave for tre år siden på Folketeatret med Kristian Holm Joensen i glansrollen som Harpagon (Se anmeldelsen her).
På Grønnegårds Teatret, der traditionen tro spiller under åben himmel i Odd-Fellow Palæets have, er rollen tildelt Karen-Lise Mynster. Dermed bliver den en såkaldt ’bukserolle’, altså hvor en kvinde spiller mand. Den tradition stammer oprindeligt fra operaens verden, hvor især unge mandepartier med meget lyse stemmer blev sunget af kvinder. Og i en tid, hvor den traditionelle kønsopfattelse er i opbrud, breder traditionen sig på teatrene. Vi har set det i moderne dramatik på bl.a. Mungo Park, og i den klassiske julekomedie ”Et Juleeventyr” på Nørrebro Teater, hvor Mette Horn har spillet rollen som den ondskabsfulde Scrooge igennem flere sæsoner. Men man har ikke set det mere gennemført vellykket end her, hvor Karen-Lise Mynster er aldeles vidunderlig som den halvgamle patriark. En ondskabsfuld, lunefuld gnier.
Med fipskæg og strittende øjenbryn, der ville have gjort selv salig Ole Ernst grøn af misundelse, og med øjnene rullende rundt i hovedet, favner hun ikke kun det latterlige og komiske i sin Harpagon, men også figurens tragiske elementer. For uanset hvor ubehagelig en karl, den nærige, herskesyge Harpagon er, lige så meget er han en stakkel, som vi – modvilligt – får lidt ondt af. Præstationen er pletfri; Karen-Lise Mynster er usigeligt morsom, og aldeles modbydelig på den mest elskelige facon.
I Madeleine Røn Juuls iscenesættelse får komedien et mere menneskeligt udtryk, end tilfældet var i den rejsende Folketeater-version, der lagde vægten på den kulørte farce. Harpagon er enkemand og lever i et stort palæ i Paris med sine to giftemodne børn, Èlise og Cléante. De har begge fundet kærligheden; hun er forelsket i den forældreløse Valere, som for at komme helt tæt på sin elskede har narret sig til et job som hushovmester hos Harpagon, og Cléante er forelsket i den fattige nabokones kønne datter, Mariane. De to unge holdes i stram snor af deres nærige far. Cléante må låne penge ude i byen for at kunne leve det liv han synes han fortjener – tænk lige over hvor forud for sin tid, Molière i virkeligheden var tilbage i 1668, da han skrev skuespillet! – og Èlise har Harpagon besluttet skal giftes med en rig greve, fordi greven ædelt har afstået at få medgift. For at det ikke skal være løgn, så har Harpagon bestemt sig for at gifte sig igen – og har udset sig netop Mariane, som han har fået kontakt til gennem koblersken Frosine. Dermed bliver han sin egen søns rival.
For at vinde i kærlighedens spil, må de unge – med god hjælp fra husets tyende – bruge det eneste middel, som Harpagon for alvor er sårbar overfor; hans penge. Og først da det lykkes at franarre den gerrige hans gemte skattekiste, kan intrigen finde sin løsning.
De unges oprør mod den gamle patriark får ganske god plads i denne opsætning, hvor Andrea Øst Birkkjær og Jeppe Ellegaard Marling begge spiller med energisk opsætsighed iblandet forelskelsens perlende sødme. Men ellers så synes alting at være tilpasset til at spille op til Karen-Lise Mynsters dominante Harpagon. Det er hendes show, og derfor bliver bl.a. Tina Gylling Mortensens Frosine en fint tegnet, men mindre komisk karakter end man kunne have forventet, og i rollerne som de kuede tjenestefolk og som pantelåner og betjent fremstår Jesper Hyldegaard, Peter Flyvholm og Jacob Weble som vellykkede sidekicks. Alle tre er morsomme, uden at stjæle fokus alt for meget. Nanna Skaarup Voss giver Mariane en naiv sødme, og Joachim Kubel fremstår med slesk mandighed som Valere, der taler Harpagon efter munden for at fremme sin egen sag, og endelig runder teaterchef Steen Stig Lommer ensemblet af som Grev Anselme, der kommer ind til allersidst og bidrager til at alle forviklinger redes ud, de unge elskende får hinanden og Harpagon får lov at kramme den skattekiste med hans elskede penge, som i sidste ende betyder allermest for ham.
Man kan se ”Den gerrige” som en rendyrket komedie. Og som sådan er den i sjælden grad vellykket i denne livfulde opsætning. På Molières tid blev stykket imidlertid også opfattet som en hån imod det borgerskab, der satte rigdom over medmenneskelighed, og som en kritik af det patriarkalske system, hvor fædre bestemte betingelsesløst over sine børn.
Også på det punkt rammer Madeleine Røn Juuls opsætning plet. Der er noget tidløst over Harpagons gnieri, hans besættelse af at have penge og modvilje mod at bruge dem. Mer’ vil ha’ mer’. Mon ikke Walt Disney også har skelet til Molière da han skabte Joachim von And (som jo har sit originale navn efter Dickens’ Scrooge). Hvad er meningen med at have mange penge, hvis man ikke bruger dem til noget?
Ligger der noget dybere i at lade en kvinde spille den patriarkalske fedtsyl? Udover at man i Karen-Lise Mynster har en vidunderlig skuespiller, der kan forløse alle rollens mange facetter til noget nær perfektion? Måske at Harpagons karakterbrist er universel og således ikke har noget køn? Nuvel. Missionen lykkes, og forestillingen er uhyre vellykket i Gøje Rostrups labyrintiske trappescenografi og flotte kostumering, der ganske finurligt også her lader Harpagon skille sig ud fra det øvrige ensembles klassiske 1600-tals inspirerede kostumer.
—-
”Den gerrige”. Af Molière. Oversættelse: Jesper Kjær.
Instruktion: Madeleine Røn Juul. Scenografi & kostumer: Gøje Rostrup. Koreografi: Esa Alanne.
Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Andrea Øst Birkkjær, Jeppe Ellegaard Marling, Joachim Kubel, Nanna Skaarup Voss, Tina Gylling Mortensen, Jesper Hyldegaard, Peter Flyvholm, Jacob Weble og Steen Stig Lommer.
Producent: Grønnegårds Teatret.
Spiller udendørs i Odd-Fellow Palæets Have til 26. august.
Anmeldt 5. juli.
Foto: Bjarne Stæhr.
