Modigt, morsomt, men ikke helt vellykket eksperiment om vores præstationssamfund synes at være havnet på en for stor scene.
* * *
Åbningsreplikken i ”Alice” minder mig om Rasmus Botofts legendariske comedy-monolog om ”Den lille Gumbas”. Det er den om skoven, søen, katten med de onde øjne og om at vi skal længere ind, helt ind i sindet….
På samme måde som at Botofts parodi på en terapeut tager os dybt ind i skoven, så tager Nicolas Bros mystiske kanin det drømmende barn, Alice, med sig ned i kaninhullet, hvor han præsenterer hende for en drøm om det gode liv, som meget hurtigt udvikler sig til et absurd mareridt om et præstationssamfund, der er kørt af sporet, og som kræver sine ofre.
Udgangspunktet er Lewis Carolls klassiske værk ”Alice i Eventyrland” og dens fortsættelse ”Gennem spejlet”, men der er ikke meget andet end nogle karakterer og en ramme tilbage af Caroll efter at Alexandra Moltke Johansen og Amanda Ginman, sidstnævnte står også for instruktionen, har skabt deres bearbejdelse til Betty Nansen Teatret.
I stedet får vi en mærkværdig og absurd enakter på fem kvarter, et psykedelisk drømmespex om hvordan tidens unges drømme om et lykkeligt liv har en høj pris, og om at jo hurtigere vi løber, jo smukkere vi er, og jo mere sushi vi spiser, desto lykkeligere skulle vores liv blive. Men det er jo netop ikke sandheden. Det er forestillingens pointe.
Amanda Ginman og koreografisk instruktør Sebastian Kloborg vandt i fællesskab en Reumert for deres ”Mørkt forår” på Edison sidste efterår, og i ”Alice” har de benyttet samme skabelon, med at fusionere dans og performance med det klassiske ord-teater. ”Mørkt forår” var en glimrende forestilling (læs anmeldelsen her), om en ung kvindes alt for korte liv i mellemkrigstidens Tyskland. Samme niveau når ”Alice” på ingen måde. Måske har ambitionsniveauet været for højt, eller måske har materialet været for omfattende at bearbejde.
Og nok så væsentligt. Hvor ”Mørkt forår” spillede på Betty Nansen Teatrets lille, eksperimental scene, og passende strålende ind i de rammer, så synes selve Betty Nansen Teatrets scene at være for ’stor’ til et eksperiment som dette. Det er modigt af teaterchef (og instruktørkonsulent) Elisa Kragerup at stille hovedscenen til rådighed for de fem kvarter i selskab med Alice, Kaninen. Dronningen og de andre sære gestalter i Wonderland, men er det virkelig dét scenen skal benyttes til, når man nu råder over en specialscene til netop den slags eksperimenter?
I rollen som Alice imponerer Freja Klint Sandberg ellers endnu engang med sit vide register, der spænder over såvel det komiske, som det fysiske til det oprigtigt inderlige og indædt trodsige. Hun får herligt, rablende modspil af Marie Dalsgaards hvide dronning, og Morten Brovns selvfede konge, der spilles som var de på euforiserende svampe. Og så er det dejligt at Nicolas Bro igen har fået tid til at spille teater. Han har en særlig evne udi i det absurde, og han fuldender et velspillende skuespillerhold, som suppleres af de tre fysisk imponerende dansere/performere Dorotea Saykaly, Matthew Rawcliffe og Linn Fletcher samt percussionisten Rasmus Junckers drømmende lydunivers.
Petruska Miehe-Renard har skabt kostumerne i et bizart lilla glimmerunivers, mens Steffen Aarfings hvide kaninhul har utallige åbninger, de medvirkende kan springe ud og ind ad. Alt sammen isoleret set glimrende. Men som helhed synes eksperimentet ikke at gå op i en højere enhed, og efter en meget morsom indledning, bliver det over tid lige lovligt anstrengende at overvære.
Eksperimentet slutter med at Alice flygter ud af teatret, og hvis teatret ikke får succes med at kommunikere forestillingens eksperimenterende format ud til sit publikum, kan man frygte at nogle får købt katten i sækken og flygter samme vej. Er man derimod parat til at møde byens lige nu mest absurde og mærkværdige teatereksperiment, så kan man sagtens få én på opleveren.
Numensas, numensas…
—–
”Alice”. Dramatisering Alexandra Moltke Johansen og Amanda Ginman (meget) frit efter Lewis Carolls ”Alice i Eventyrland”.
Instruktion: Amanda Ginman. Koreografisk instruktion: Sebastian Kloborg. Koreografi: Skabt sammen med de medvirkende Scenografi: Steffen Aarfing. Kostumedesign: Petruska Miehe-Renard. Komponist: Rasmus Juncker. Lysdesign: Christian Alkjær.
Medvirkende: Freja Klint Sandberg, Marie Dalsgaard, Nicolas Bro, Morten Brovn, Dorotea Saykaly, Matthew Rawcliffe, Linn Fletcher og Rasmus Juncker (percussion).
Spiller på Betty Nansen Teatret til 23. november.
Anmeldt 20. oktober (premiere)
Foto: Camilla Winther.
