Forside Anmeldelser 2024 AFBRUDT SAMLIV

AFBRUDT SAMLIV

424
0

Fremragende kammerspil om snigende Alzheimers er nu på turné i Jylland. Strålende spil af Lisbeth Gajhede og Jørgen Bing som det ældre ægtepar, der langsomt glider fra hinanden.

* * * * *

I 2022 vandt Henriette Katrine Lund Teater V’s dramatikerkonkurrence Dramatisk Debut, og senere samme år blev vinderstykket ”Afbrudt samliv” opført i et produktionssamarbejde mellem det lille københavnske storbyteater Teater V og Vendsyssel Teater med Lisbeth Gajhede og Jørgen Bing i de to bærende roller som ægteparret Marianne og Carsten.

Forestillingen blev særdeles godt modtaget af såvel anmeldere som publikum, og det er derfor meget glædeligt, at det nu i de tidligste måneder af 2024, præcis to år efter Henriette Katrine Lund vandt dramatikerkonkurrencen, genopsættes og kommer på en turné rundt i Jylland.

For det er en meget seværdig og smuk lille forestilling, om et følsomt og måske også tabubelagt emne, som mange af os oplever tæt på vores eget liv, i nær eller lidt fjernere familie- eller venskabskreds.

Marianne og Carsten har været gift i 45 år. De har haft et lykkeligt og varmt samliv, fået børn og børnebørn, og delt en fælles glæde ved musikken, som har styrket båndet mellem dem. Vi fornemmer, at det har været et langt, og ganske problemløst ægteskab, hvor kun en fælles bekendts flirt med hende engang har sat ham lidt under pres.

Da Marianne rammes af demens-sygdommen Alzheimers glider de to langsomt længere fra hinanden; hun ud et sted i glemsomhedens tågelandskab, han ud på afmægtighedens tynde is. For uanset hvor meget han gerne vil gøre for at hjælpe, og hvor langt han er parat til at gå, så nytter det ikke. Marianne forsvinder ind i sin eget lille verden, her både morsomt og tåkrummende skildret gennem en pludseligt opstået hang til at se og gense den samme pornofilm i båndslynge. Hun lærer sig filmens sparsomme dialog og sætter sig pornoskuespillerindens sted, med den grænseløst tålmodige Carsten på sidelinjen, og i et pinefuldt forsøg på at ’spille med’ for af den vej at bevare en forbindelse til sin kone, som forsvinder længere og længere væk fra ham. Historien er angiveligt inspireret og udsprunget af Henriette Katrine Lunds egne oplevelser som pårørende, og den er beskrevet med et meget stort empatisk nærvær og en hjertelig komisk distance.

Rikke Juellunds sfæriske scenografi med skummende bølger projiceret op på scenerummets tre vægge fungerer som en perfekt illustration af hjernens morads, og i Kim Bjarkes følsomme personinstruktion, synes Lisbeth Gajhede og Jørgen Bing at få alle nuancer med i deres umådeligt fine portrætter af ægteparret.

Tror du også, jeg kommer til at glemme hvem du er er, siger Marianne i et kort, klart øjeblik, og Lisbeth Gajhede siger ordene med en renhed så smuk og autentisk, som det overhovedet synes muligt. Jørgen Bing giver hende værdigt modspil, uden en eneste uren tone, selv når desperationen slår ham ud.

Forestillingens producent, Pelle Koppel, har til turnéen selv overtaget forestillingens lille, tredje rolle som VVS-manden, der ufrivilligt bliver en del af parrets fortælling, og leverer også et sympatisk portræt af et menneske, som vi fornemmer selv har oplevet noget lignende.

Jeg så desværre ikke ”Afbrudt samliv” da forestillingen havde urpremiere i slutningen af 2022, og er derfor meget glad for at have fået muligheden på Teatret Svalegangen i Aarhus, hvor man endnu til og med lørdag kan opleve den, inden den rykker videre til Randers, Herning og Vendsyssel Teater i Hjørring, hvor den spiller fra 24. januar til 3. februar. Det er et smukt fortalt, og hjerteskærende velspillet lille kammerspil om et yderst relevant emne, og forestillingen kan varmt anbefales til alle nu hvor chancen er der igen.

—-

”Afbrudt samliv”. Af Henriette Katrine Lund.

Instruktion: Kim Bjarke. Scenografi: Rikke Juellund. Videodesign: Morten Just.

Medvirkende: Lisbeth Gajhede, Jørgen Bing og Pelle Koppel.

Producent: Teater-V og Vendsyssel Teater.

Spiller til 3. februar på hhv. Svalegangen, Aarhus (til 13/1), Randers Teater /15-16/1), Team Teatret, Herning (22-23/1) og Vendsyssel Teater (24/1-3/2).

Anmeldt på Svalegangen 10. januar.

Forestillingsfoto: Daniel Buchwald.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her