Kongedrama eller løssluppen queer-komedie? Betty Nansen Teatrets opsætning af ”Edward II” vil begge dele og finder aldrig rigtigt fodfæste, trods gode skuespillere.
* * *
Handler Betty Nansen Teatrets opsætning af den engelske dramatiker Christopher Marlowes (1565-1593) skuespil ”Edward II” i virkeligheden om Marlowe selv?
Den tanke er ganske nærliggende, når man læser en lille smule op på Marlowe. Han var Shakespeares samtidige, men var allerede inden Shakespeare skabte sin karriere den førende dramatiker i datidens England. Marlowe døde imidlertid ung, blot 29 år gammel, på mystisk vis og hans skuespil har aldrig nået i nærheden af Shakespeares senere verdensberømmelse og ikoniske ry. Marlowe var på alle måder kontroversiel for sin tid, hvor han både blev rygtet som ateist, som fransk spion, for at manipulere gennem sine interesser ved hoffet og for sin påståede homoseksualitet.
Alle de samme ’egenskaber’ som Piers Gaveston har i ”Edward II” – som er Marlowe måske mest berømte skuespil. Edwards far dør, og den unge prins krones som ny konge af England. Han er forvirret og har på ingen måde sans for at håndhæve magten, og til adelens store fortrydelse retter Edward II i stedet hele sin opmærksomhed mod sin elsker, den flamboyante Piers Gaveston.
Gaveston infiltrerer hoffet, får store titler og udvidede magtbeføjelser af sin forelskede konge, og hans anarkistiske tendenser truer rigets sikkerhed. Sammen med den oversete dronning lægger adelen en plan, der skal fjerne Gaveston fra hoffet – og Edward II fra tronen.
Der er lagt op til den programerklæring, om et kongedrama om forbudt kærlighed som teatret benytter om ”Edward II”, men dramaet lader nu vente på sig, og man skal faktisk et godt stykke ind i anden akt, før man med nogen reel ret kan tale om kongedrama af den slags, der får de små hår på armene til at rejse sig.
Det meste af tiden spilles dramaet som en ekvilibristisk og ganske underholdende queer-komedie, med en ganske majestætisk Peter Plaugborg i centrum som kongen, der er fuldkommen forgabt i Simon Bennebjergs flamboyante Gaveston, der vimser rundt iført stramtsiddende fullbody-tricot, og bølgende gevandter. Når Edward II møder op til statsråd med adelen er det da også i en kongeblå kreation, som mere end noget andet ligner en kjole.
Hofsnogene, biskoppen og den magtfulde baron Mortimer tegnes karikeret op, med nærmest tegneserieagtige gimmicks, og det hele krydres med Line Feldings sang og musik, der spilles live fra bagerst på scenen, og inkluderer flere sange af Queen og lidt Annie Lennox. Der er discokugler og klubstemning, når Gaveston slår sig løs med sin konge, og det er alt sammen både dygtigt, underholdende og noget overfladisk.
Min umiddelbare tanke var, om instruktør og teaterchef Elisa Kragerup ønsker at tage Marlowe alvorligt, eller om de alle sammen bare tager pis på det hele. Efter pausen, hvor dramaet ganske vist fortættes og forestillingen får mere substans, bliver man næsten overbevist om, at de trods alt nok tager det alvorligt, men opsætningen finder aldrig rigtigt fodfæste.
Det er ikke fordi skuespillerne ikke leverer. Peter Plaugborg er ganske strålende som den kærlighedsramte, tvivlrådige konge. En stoisk skikkelse, som krakeleres i magtkampen. Overfor ham leverer Simon Bennebjerg et lille show i showet som über homo, med et underliggende slesk og beregnende magtbegær. Maria Rossing er foruroligende kynisk som den oversete dronning, der allierer sig med adelen, og så skaber Ena Spottag endnu en lille pragtkarakter til sit efterhånden fine CV når det kommer til hybridroller mellem kønnene. Her dels som adelsmand, men især som Edwards lille søn, der til sidst mod sin vilje sættes på tronen under administration, da adelen omsider får held til endegyldigt at fjerne både kongen og hans elsker.
Mikkel Arendt fører an i adelens opgør som den nedrige manipulator Mortimer, som ikke alene gerne vil have magten, men også score dronningen, når kongen alligevel ikke gider hende. Johanne Louise Schmidt, Thorbjørn Hedegaard og Asbjørn Krogh Nissen agerer adel, kirkefolk og kor med fine karikaturer, og så har Xenia Noetzelmann den omfattende rolle som kongens loyale bror, Kent, der til sidst må forråde ham. En opgave hun sprogligt ganske enkelt ikke magter og som derfor fremstår direkte forstyrrende. Det bliver desværre ikke bedre af, at spillerne omkring hende alle har en fortræffelig scenediktion.
Teater handler meget om hvordan man som publikum køber ind på den givne præmis. Som stampublikum på Betty Nansen Teatret må man formodes at have en vis forventning om udtrykket, og denne opsætning af ”Edward II” ligger ganske godt i tråd med tidligere forestillinger, hvor man på teatret har bearbejdet klassikermateriale med en anarkistisk, komisk tilgang til stoffet, hvor musikken effektfuldt inddrages og hvor der gøres op med kønsstereotyper og flydende identiteter.
Det er en legesyg forestilling, hvor skuespillerne brillerer og som sådan er overordentligt underholdende, men det er ikke en forestilling, der kryber ind under huden på mig og fæstner sig. Men slutreplikken er smuk, med sin opfordring til, at intet menneske skal blive straffet for hvordan man elsker andre.
Dén husker man.
—–
”Edward II”. Tekst af: Christopher Marlowe, William Shakespeare og Tom Silkeberg. Oversættelse: Niels Brunse.
Bearbejdelse: Tom Silkeberg og Elisa Kragerup. Instruktion: Elisa Kragerup. Scenografi: Karin Gille. Kostumedesign: Maja Mircovic. Lysdesign: Christian Alkjær. Koreografisk konsulent: Signe Fabricius.
Medvirkende: Peter Plaugborg, Simon Bennebjerg, Maria Rossing, Mikkel Arendt, Ena Spottag, Asbjørn Krogh Nissen, Xenia Noetzelmann, Johanne Louise Schmidt, Thorbjørn Hedegaard og Line Felding (musiker).
Spiller på Betty Nansen Teatret til 10. februar.
Anmeldt 20. januar.
Foto: Camilla Winther.
