Der er noget galt med tid og sted i Nicolei Fabers klassiker-opsætning af Tjekhovs ”Mågen”, hvor Odense Teaters stærke skuespillerhold igen viser deres niveau.
* * *
Jeg har spændt hestene for, siger godsforvalteren da stjerneskuespilleren Irina og hendes elsker, den væsentligt yngre forfatter Boris Trigorin, gør klar til at forlade det gods, hvor hun har efterladt sin voksne søn, Konstantin, hos sin sygdomsplagede bror. Broderen kører på samme tid rundt på en moderne invalidescooter, og så er det jo man undrer sig over at det celebre par fra Moskva ikke bare tager bilen til stationen – eller helt hjem.
Den russiske forfatter Anton Tjekhovs skuespil ”Mågen” er med rette én af scenekunstens helt store klassikere. Det første af hans fire store skuespil, og det var på sin tid – det er skrevet i 1896 – banebrydende indenfor tidens moderne dramatik. Det er stadig stor dramatik, absolut. Ikke mindst efter den anerkendte britiske dramatiker Simon Stephens har versioniseret det, så det værste støv er ’banket af’, og sproget er moderniseret. Handlingen og temaet er der ikke pillet ved. Det handler stadig om store, og mestendels uforløste følelser.
Alle elsker hinanden på kryds og tværs, uden at kærligheden sådan for alvor er gengældt. Centralt er forholdet mellem den feterede skuespillerinde Irina, spillet grandiost af Natalí Valespir Sand, og hendes voksne søn, Konstantin (Kristoffer Helmuth), som er stykkets egentlige hovedperson. Han drømmer om at blive en stor forfatter, men savner anerkendelse ikke mindst fra sin mor. Da han under en sommerferie på onklens gods lader et teaterstykke han har skrevet opføre i parken, med den unge, smukke nabodatter, Nina (Rosemarie Mosbæk) i hovedrollen, som han er forelsket i, ender det i fornedrelse, og konflikten bliver ikke mindre af, at Nina forelsker sig i Irinas forfatter-elsker Trigorins berømmelse og selv har store drømme om teatret. Trigorin (Claus Riis Østergaard) har succes, men ved inderst inde godt, at han ikke er lige så god en forfatter som de store russiske mestre. Han forblændes af Nina, der har den ungdommelige sprødhed som hans Irina er vokset fra. Ja, det er godt nok noget rod med de følelser. Og det ender da også helt galt til sidst.
Det er ikke kun hovedkaraktererne, der har noget på spil. Den lokale skolelærer, en som altid mesterlig Benjamin Kitter, er forelsket i godsforvalterens kønne datter (Lea Baastrup Rønne), som slet ikke gengælder hans følelser, for hun er forelsket i Konstantin, som omvendt overhovedet ikke kigger til hendes side. Og så må hun jo tage hvad hun kan få på dette gudsforladte sted i provinsen. Godsforvalterens kone (Malene Melsen) er hemmeligt forelsket i den lokale læge (Mikael Birkkjær), som har slået sig ned på landet efter et begivenhedsrigt liv ude i verden, og midt i det hele triller godsejeren (Anders Gjellerup Koch) rundt og er plaget af sygdom og kedsommelighed langt væk fra storbyen.
Kristoffer Helmuth spiller Konstantin som en vred ung kunstner fra 1980’erne. Med sortlakerede negle og en ørenring, som måske antyder en svævende kønsidentitet. Han er dog til knoglerne forelsket i den skønne Nina, og selvom hun svigter ham groft, svækkes hans kærlighed til hende ikke. Det øger blot hans suicidale sortsyn, som så til gengæld har det resultat at han kan skrive digte, der bliver udgivet, og han får den succes som forfatter, han har drømt om, men som nu ikke længere kan tilfredsstille ham. Hans martrede kunstnersjæl, indadvendte forpinthed og hans higen efter sin mors anerkendelse er grundpillen i Tjekhovs drama, men helt troværdigt bliver det ikke for alvor og det er én af årsagerne til, at den en time og 45 minutter lange første akt næsten føles endnu længere.
I rollen som Nina får Rosemarie Mosbæk lidt af et scenisk gennembrud. Hun er kendt fra tv-serien ”Doggestyle”, hvor hun brændte igennem med en autentisk, sårbar skrøbelighed, og det er en fornøjelse at opleve, at hun også efter at have været på scenekunstskolen har bevaret autenticiteten i sit spil. Hun er glimrende, både med sin indledende ungdommelige sødme og sitrende livsmod, og i den vanskelige anden akt, hvor hendes bristede drømme har sendt hende på en alvorlig deroute med direkte kurs mod afgrunden.
Jonas Fly Filberts koksgrå, triste betonklods scenografi ligner alt andet end et provinsgods ved en smuk skovsø. Den vækker mindelser om gamle sovjettiske industribyer, men den indkapsler på udmærket vis den indre tristesse, alle synes at bakse med. Scenografien minder i øvrigt om beskrivelser af den scenografi, der var til den tyske udgave af ”Mågen”, som for år tilbage gæstespillede på Det kgl. Teater. Der er andre træk i denne opsætning, der peger i retning af en tysk inspiration. Spillestilen, og det bevidste mash-up af tid og sted.
Det er her vi kommer tilbage til indledningen. For selvom Nicolei Faber lader historien udspille sig i slutningen af 1800-tallet, så peger opsætningen i alle mulige andre retninger. Det gælder blandt andet Hannah Schneiders synthesizer-drevne musikalske lydspor og hendes sang, der er på engelsk. Hvorfor dog det? Hannah Schneider er på scenen fra start til slut, som en art Konstantins alter ego. I første akt med ryggen til publikum og begivenhederne, efter pausen med front mod os og dramaet. Repræsenterer hun en spaltning af kunstneren – en pil fra Tjekhovs 1800-tallet og op i vor tid? Mod slutningen af første akt rejser hun sig pludselig fra klaveret og synger i en håndholdt mikrofon. Det forekommer helt ude af sync med Tjekhov og helt uden tidsfornemmelse.
Og det samme gælder jo den bestemt muntre gimmick med invalidescooteren. Hvorfor? Kostumemæssigt flagrer det også i skiftende retninger. Fra Irinas storslåede kjoler, til Konstantins ærmeløse undertrøje, til lægen, der er klædt på så han ligner en af stamkunderne fra bodegaen i Blommenslyst. Lars Simonsens forbitrede forvalter i skjorte og lysebrun cardigan a la Flyttemand Olsen, og Trigorin i ternet blazer a la en brugtvognsforhandler i et Anders And blad. Der er formentlig tænkt dybe tanker om det, men jeg forstår intet af de valg.
”Mågen” varer tæt på tre timer, og havde det ikke været for Odense Teaters stærke skuespillerensemble, som endnu engang spiller ensembleteater på et meget højt niveau, næsten stærkest i de små birollepræstationer, så kunne denne opsætning være endt som en langgaber. Så galt går det trods alt ikke, men der er unægtelig kunstneriske valg, som er diskutable.
—-
”Mågen” af Anton Tjekhov i Simon Stephens version. Oversættelse: Odense Teater. Konsulent: Peter Dupont Weiss.
Instruktion: Nicolai Faber. Scenografi og kostumer: Jonas Fly Filbert. Komponist: Hannah Schneider.
Medvirkende: Kristoffer Helmuth, Natalí Vallespir Sand, Rosemarie Mosbæk, Claus Riis Østergaard, Anders Gjellerup Koch, Lars Simonsen, Malene Melsen, Lea Baastrup Rønne, Mikael Birkkjær, Benjamin Kitter, Andreas Dissing Hyttel og Hannah Schneider.
Spiller på Odense Teater til 9. marts.
Anmeldt 3. februar (premiere).
Foto: Emilia Therese
