Fremragende teatertekst rammer på overbevisende vis en nerve i tidsånden, hvor faglighed og viden tilsidesættes for at imødekomme en krænkelseskultur, som synes løbet af sporet. Aldeles blændende præstation af Iben Hjejle i spidsen for skarpt ensemble.
* * * * *
”Viden er fand’me ikke et synspunkt!!
Den danske astrofysiker Anja C. Andersens bramfri udsagn, der blev et viralt hit i 2022 i forbindelse med at hun klagede over et satireprogram på DR, indkapsler i virkeligheden hvad den britiske dramatiker Robert Ickes skuespil ”Lægen” handler om.
Kan man, skal man eller bør man tilsætte videnskab og faglighed til fordel for religiøse, etniske, økonomiske eller politiske interesser? Og hvad sker der med fagligheden, når the shit hits the fan?
Den kvindelige professor Ruth Wolff i ”Lægen” er indbegrebet af faglig integritet. ’BB’ kalder de hende på det institut på Universitetshospitalet som hun selv har stiftet og står i spidsen for. ’BB’ for ’Big Bad’. Hun er sådan en man kan slå sig på. Kontant, skarp og ubøjelig. Når noget er ’krystalklart’, så står det ikke til diskussion. Men er alt nu også ’krystalklart’? Eller kan fakta gradbøjes efter behov, så de tilgodeser politiske, kulturelle, religiøse og etniske behov – og måske endnu vigtigere, så de tilfredsstiller folkedybet på de sociale medier.
I ”Lægen” afviser Ruth Wollf en katolsk præst, som uanmeldt møder op på instituttet for at give den sidste olie og syndsforladelse til en 14-årig patient, der ligger for døden efter en selvpåført abort. Han har intet at gøre der, mener hun, for patienten skal have lov at dø i fred, og da pigen ikke selv har bedt om besøget endsige sagt at hun – som sine forældre – er katolik, vil hun ikke lukke præsten ind. Midt i tumulten dør pigen i alt andet end fred, og så bryder helvede løs.
Familien klager, medierne får nys om sagen, kolleger i lægekollegiet er uenige i lægens beslutning og ser deres snit til at puste ild i den magtkamp, der jo altid ulmer i forsknings- og universitetsverdenen. Der startes en underskriftsindsamling på de sociale medier, og inden Ruth Wollf ved af det har hendes fagligt funderede beslutning, klog eller uklog, udviklet sig til en shitstorm. Hun nægter at undskylde offentligt for hun mener jo at have gjort det rigtige ud fra et lægefagligt synspunkt. Og ligesom i eventyret om fjeren, der bliver til fem høns, udvikler historien sig fra at handle om interne magtkampe på hospitalet, og om risikoen for at miste sponsorater og offentlige tilskud, til et opgør mellem videnskab og religion, om kønspolitisk nepotisme, køn, kulør, etnicitet, anti-semitisme og seksualitet. Hele cancel culture problematikken udfolder sig i Ickes fornemt veldrejede ordrige, symbolfyldte tekst, der i Niels Brunses eminente oversættelse og Kim Bjarkes bearbejdelse og instruktion kommer til at fremstå som knivskarpt debatskabende teaterkunst.
Shitstormen får ikke alene faglige konsekvenser, men rammer også lægens privatliv, der kredser sig om partneren Charlie (en disket øm Mette Kolding) og den unge pige Sami (en vidunderligt overbevisende Laura Kronborg Kjær), som får lektiehjælp af lægen, som hun knytter nære, personlige bånd til.
Robert Icke leger bevidst med karakterernes identitet – kvinde, mand, sort, hvid, kristen, jøde – og det virker i indledningen forvirrende, men brikkerne falder på plads i den eminente anden akt, hvor Ruth Wollf modvilligt stiller op til et tv-debatprogram og konfronteres med stereotype repræsentanter for bestemte samfundsgrupperinger; blandt andet advokaten, der repræsenterer abortmodstandere, en sort kvindeaktivist, og en ung tørklædepige, der læser strukturel racisme ud af et hvert udsagn.
Lægen, der ellers kandiderer til en Nobelpris, ender med at få frataget hele sin identitet og sit eftermæle. Og at det er til ingen verdens nytte understreges af en hjertegribende scene mod slutningen af stykket, hvor præsten, der startede hele palaveren opsøger Ruth Wollf i hendes hjem. ”Det kunne ikke være anderledes. Jeg gjorde hvad der var min pligt som præst. Og du hvad der var din pligt som læge”, siger han.
Robert Icke har ladet sig inspirere af et mere end 100 år gammelt skuespil af Arthur Schnitzler, ”Professor Bernhardi”, hvori grundkonflikten er den samme. Ved at føre historien frem til vor tid, lægger Icke de ekstra lag på, som de mellemliggende 100 år har skabt. Med internettet som et nådesløst ekkokammer, hvor tro og synsninger i styrke overgår selv den tungeste faglighed, og derfor påvirker beslutningsprocesserne i uhensigtsmæssig grad. Der er mange tolkningslag i teksten, og i opsætningen, som synes at have været i de bedste hænder hos Kim Bjarke, der også sidste sæson, havde en særdeles kompetent hånd med den tidsaktuelle, moderne dramatik på Folketeatret i den glimrende ”The Humans”.
Ensemblet er skarpt og uhyre velspillende, fra Camilla Laus kynisk manipulerende sundhedsminister over Casper Phillipsons trosstærke præst og fortvivlet-desperate sorgramte far, til Christopher Læssø, Henrik Lykkegaard, Laura Allen Müller, Sarah Broberg, Jeanette Binderup-Schultz og Sofia Mileva Cukic’s mere og navnlig mindre trofaste lægekolleger og krænkelsesparate tv-debattører, og Mette Kolding og Laura Kronborg Kjær i det private netværk. Men oven over alle stråler Iben Hjejle i en aldeles blændende præstation som Ruth Wollf.
Hun finder alle nuancer i et markant kvindeportræt. Ruth Wollf er i Iben Hjejles fortolkning ikke en entydigt sympatisk karakter, hun er ingen helgen eller heltinde. Hun er stejl og principfast – ”Folk kan ikke lide dig, men Gud hvor de beundrer dig” som sundhedsministeren siger til hende – men hun hviler fuldt og fast i sit faglige fundament, og selv i deroutens yderste øjeblik identificerer hun sig mere som læge end som menneske. I Iben Hjejles mimik, der blæses op på storskærm, i den grænseoverskridende tv-debat, krakelerer den stålsatte facade bid for bid, stemmen mister sin styrke, ordene hakker for til sidst at udeblive. Til sidst nedbrydes det ubrydelige panser i et sammenbrud, der sjældent er set stærkere og mere ægte. Det er et sjælsrystende klimaks på en monumental skuespillerpræstation i et fremragende skuespil, der på overbevisende vis rammer en nerve i tidsånden.
—-
”Lægen” af Robert Icke. Oversættelse: Niels Brunse.
Instruktion og bearbejdelse: Kim Bjarke. Scenografi: Palle Steen Christensen. Komponist: Daniel Fogh.
Medvirkende: Iben Hjejle, Casper Phillipson, Sarah Boberg Christopher Læssø, Camilla Lau, Henrik Lykkegaard, Laura Allen Müller, Laura Kronborg Kjær, Jeanette Binderup-Schultz, Mette Kolding og Sofia Mileva Cukic.
Spiller på Folketeatret til 10. marts.
Anmeldt 7. februar (premiere).
Foto: Gudmund Thai.
