MATADOR MUSICAL

Heller ikke i andet forsøg lykkes det at omskabe Danmarks mest ikoniske tv-serie til en seværdig musical. De mest legendariske scener og replikker bliver fragmenter i en flimrende forestilling, hvor valget af komponister og sangskrivere fremstår som en eklatant fadæse.

* *

I 2007 blev tv-serien ”Matador” opsat som musical på Det kgl. Teater i et samarbejde mellem DR og teatret. Peter Langdal lavede dengang forestillingen, der fremstår som en af de værste teateroplevelser nogensinde. Totalt mislykket på alle parametre.

Helt så skidt står det ikke til i Hele Danmarks Musikteaters nye musical med afsæt i tv-serien, men ”Matador” bekræfter desværre kun alt for tydeligt, hvad 2007-forestillingen var udtryk for; at det simpelthen ikke kan lade sig gøre at koge 24 timelange afsnit af en højt elsket serie ned til godt to en halv times seværdig musical.

Man vil både for meget og for lidt, og så tilføjer Burhan G’s og Lise Cabble’s grusomt banale popsange intet nyt til historien.

Denne gang er det Susanne Bier og Anders Thomas Jensen, der gør forsøget på manuskriptplan. De to erfarne filmfolk ved bedre end de fleste hvordan man arbejder i et klippebord, og de har klippet og klistret med de ikoniske figurer og lige så ikoniske scener. Hu hej, hvor det går over stok og sten, når vi skal have det meste med; Tante Møhges fatale møde med tyskerne, hendes 100-års fødselsdag, Mads Skjerns tvist med Korsbæks gamle familier, mødet med den jordnære Ingeborg og scenen, hvor Daniel får en hest – men ikke af sin far. Og mange, mange flere.

Der er lagt et stort fokus på familiestridighederne og alle de umulige kærlighedshistorier; ikke mindst Kristen Skjerns forhold til Elisabeth Friis, og korte ægteskab med Iben Skjold Hansen (som dog er totalt fraværende), Ulrik Varnæs’ forelskelse i Ellen Skjern og Daniels homoseksualitet, men det sker mest i flimrende fragmenter, så det aldrig for alvor bliver nærværende og vedkommende.

Det var samme makkerpar, Bier og Jensen, som med noget større held lavede ”Den skaldede frisør” i 2020 (og igen i 2022 efter corona), og de benytter præcis samme model som dengang. De lader scenerne flimre afsted i så korte glimt, at der slet ikke gives tid til at karaktererne kan ’sætte sig’, og blive andet og mere end – bestemt udmærkede – bud på noget vi alle kender til i forvejen. Skulle der i spilleperioden snige sig én enkelt publikummer ind, der har levet under en sten i de sidste 45 år og ikke kender ”Matador”, vil vedkommende være fuldkommen fortabt. Den risiko er naturligvis i dette tilfælde nok værd at løbe. Måske opstår problemet med de utallige krydsklip mellem scenerne, i mødet mellem kunstarterne. Hvor to minutter er en lang scene i en film, er det intet på teatret. På scenen skal der mere ro på, og mere ro betyder ikke nødvendigvis at det går langsomt.

”Matador Musical” forsøger at favne alt det vi kender og elsker fra serien, og det bliver alt for meget. Samtidig misser man chancen for at tilføje et nyt aspekt til fortællingen.

En musical lever naturligvis af sine sange, og her går det helt galt. Bevares, Burhan G og Lise Cabble kan muligvis godt skrive en solid popsang – sidstnævnte har skrevet adskillige Melodi Grand Prix-vindere – men en god popsang, er ikke det samme som en god musicalsang. Man undrer sig og tænker, om de overhovedet har sat sig ind i hvad en musicalsang skal kunne? De følelser, der her udtrykkes i sangene, fremstår overordnet set som fuldkommen banale, fordi sangene ikke bringer historien videre, men kører i ring.

Det første skæbnesvangre møde mellem Kristen Skjern og Elisabeth Friis udmønter sig i en duet, hvor Carsten Svendsen og Annette Heick i ét malende væk gentager ordene Dine øjne blænder mig, og samme model benyttes igen og igen forestillingen igennem. Om det er Nicolai Jørgensens Mads Skjern, der med magtfuld patos synger om at nå Til tops eller Lea Thiim Harder, som med sin vidunderlige musicalstemme synger om Daniels evner og kærlighed, så er det med popsangens gentagende monotoni. Og når Kristen Skjern synger om kærlighedens vanskelige kår er det med flove rim som dur og mol, varm og kold.

Lyrisk fremstår sangene i ”Matador” lige så kaloriefattige som en vegansk julefrokostbuffet, og det metalliskklingende poporkester under Mikkel Gomards ledelse skaber end ikke den mindste reference til den periode det hele foregår i, 1930’erne og 40’erne. Kun et enkelt Cabaret-dekadent nummer, der åbner anden akt, bringer 1940’erne lidt i spil. Anja Gaardbos androgyne dansekorps laver lækre TikTok-moves, men formår slet ikke at indgå som et ensemble, der kan dække Korsbæks provinsielle lilleby-miljø, og det virker helt ærligt ikke som om instruktør Frede Gulbrandsen har anet sine levende råd med hvad han har skulle stille op med et værk, der både vil være moderne, og sætte fokus på far-søn konflikten og accepten af såvel evner som seksualitet, og samtidig være parodisk tilbageskuende i sin hyldest af originalværket.

Der er samlet et imponerende skuespillerhold, der i store træk gør det fortræffeligt. Nicolai Jørgensen var til premieren hæmmet af et grimt uheld dagen forinden med både knoglebrud og læderet menisk til følge, så han måtte gennemføre uden kostumeskift og støttende til en krykstok. Måske er det meget godt, at vi slap for at se Mads Skjern danse, men ellers giver han det bud på hovedrollen, der adskiller sig markant mest fra originalen (her er det jo så at undertegnede er en anelse biased). Hans Mads Skjern er mindre indebrændt og rundere end originalen. Jeg savnede den indre-missionske baggrund for Mads Skjerns stræben efter magt. Men Nicolai Jørgensen er glimrende i en af forestillingens stærkere sange, når han ensom og forladt af sin familie, påkalder sig sin Gud med rungende dommedagsekko.

Lea Thiim Harder giver Ingeborg både styrke og varme, og synger jo vidunderligt, hvor banale ordene end er, og Søren Torpegaard Lund leverer Daniels afsluttende En dreng som mig med smuk stemme og inderlighed, der nok skal give 12 point fra publikumsjuryen både i Falkoner Salen og når ”Matador” skal spille i Holstebro og Vejle i foråret.

Både Annette Heick og Carsten Svendsen fortolker Elisebeth og Kristens svære kærlighed fortræffeligt, og Jon Langes Hans Christian Varnæs bliver leveret med en ærbødig salut til originalkarakteren. Daimi Gentle og Ragnhild Kaasgaard får lov at lave Møgherne som et temmelig omfattende revynummer, hvor Fru Fernando Møhges sang desværre bliver et pinagtigt lummert lavpunkt i forestillingen.

Bedst af alle er Marie Dalsgaards Maude, som hun på prægtig vis lykkes at give sit eget markante aftryk, samtidig med at hun leverer en smuk hommage til den karakter Malene Schwartz i sin tid skabte.

Benjamin La Cour har benyttet video-projekteringer flittigt i sin scenografi, der på mange måder også læner sig op ad hans scenografi til ”Den skaldede frisør”. Dengang blev scenen indrammet af en krans af appelsiner, her af en krans af grønne bøgeblade; det danskeste danske vi har. ”Matador” fremstår i det ydre flot, men formår hverken at nå originalværket til sokkeholderne, eller tilføje nye tanker eller vinkler til historien.

Mange vil utvivlsomt som jeg undre sig over det totale fravær af Agnes Jensen og Røde, af Dr. Hansen, Vicki og Herbert Schmidt, og over at Iben Skjold Hansen kun er med i åbningsscenen og resten af tiden blot omtales når Kristen Skjern flakser fra ægteskab til ægteskab, som en forvirret flue i en halvtom sodavandsflaske.

Forbeholdene er uendelige. Hvem har ment at klap-i-takt-musik er den rigtige udgang på Ingeborgs slutsang, der ender med et hårdt Farvel Mads! Hvorfor er Daniel Skjern flamboyant i tøjet allerede inden han kommer til Hr. Jørn og haute couture-skrædderiet i Paris? Og hvorfor deles 100-årsfødselsdagen op i to scener adskilt af en dyster Mads Skjern-sang?

Det skal siges, at ”Matador” bliver bedre efter pausen, og forfatterne griber bruddet mellem Mads og Ingeborg ganske godt an, ved at lade magtmennesket krakelere og kun akkurat klare sig videre med familiens hjælp. Karaktertegningerne får bedre plads efter pausen, der var meget tiltrængt, men helhedsindtrykket rokker det ikke ved. En skuffelse.

Den eneste fornuftige begrundelse for igen at forsøge at lave en musical ud af Matador-universet, må være det kommercielle. Der er angiveligt solgt 95.000 billetter.

—-

”Matador”. Musical af Lise Nørgaard, Susanne Bier og Anders Thomas Jensen. Musik og sange: Lise Cabble og Burhan G.

Instruktion: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Benjamin La Cour. Koreografi: Anja Gaardbo. Kostumedesigner: Astrid Lynge Ottosen. Executive Music Producer: Joachim Pedersen. Kapelmester: Mikkel Gomard.

Medvirkende: Nicolai Jørgensen, Lea Thiim Harder, Annette Heick, Carsten Svendsen, Jon Lange, Marie Dalsgaard, Daimi Gentle, Ragnhild Kaasgaard, Gordon Kennedy, Line Krogholm, René Wormark, Søren Torpegaard Lund, Nanna Rossen, Alberte Kyst, Joakim Tranberg, Thomas Bang, Regitze Desirée Glenthøj, Jacob Ditlev, Mathilde Zeuner, Marie Mourier, Rikke Bendsen, otte dansere/ensemble og skiftende børn.

Produktion: Hele Danmarks Musicalteater (One and Only Musicals, Vejle Musikteater og Musikteatret Holstebro).

Spiller i Falkonersalen til 13. april, Musikteatret Holstebro 17.-28.april og Vejle Musikteater 1.-12. maj.

Anmeldt 15, februar (premiere) i Falkonersalen.

Foto: Miklos Szabo.