Teaterleder, instruktør og dramatiker Lars Romann Engel udfordrer både sig selv, sin skuespiller og sit publikum med den kryptiske monolog ”Hamlets stjerne” på Hamletscenen i Helsingør.
* * * *
Der er ingen der har sagt at det skal være let at gå i teatret, eller at skabe teater og scenekunst. Hamletscenens leder, Lars Romann Engel, er i hvert fald ikke typen, der springer over hvor gærdet er lavest, og det er næsten altid en udfordring at besøge det særlige teater, som har til huse på en lavloftet førstesal i en af de gamle garnisonsbygninger inden for murene på Kronborg Slot.
Lars Romann Engel er insisterende når det kommer til at udfordre sit publikum, og ”Hamlets stjerne” skiller ikke ud på den område. Den halvanden time lange monolog er en særdeles besynderlig teaterkonstruktion, der blander tid og sted, og et hav af karakter – såvel virkelige personer i Danmarkshistorien som fiktive fra Shakespeares dramaer og Romann Engels selvskabte karakter, skuespilleren Tom Bang.
Man skal kunne både sin Shakespeare på tekstplan, såvel som på det konspiratoriske plan, og have et vist kendskab til skuespillerens, instruktørens og dramatikerens proces – det, der normalt ligger til grund for det endelige slutprodukt, men som vi kun sjældent får indblik i – for til fulde at kunne forstå ”Hamlets Stjerne”.
Det er således aldeles nyt for mig, at William Shakespeare åbenbart skulle have været fascineret af astronomen Tycho Brahes livsfortælling, og at den i en form for kode skulle være indlejret i Shakespeares ”Hamlet”. Det er åbenbart en konspirationsteori, der florerer blandt Shakespeare teoretikere, og det gør det selvfølgelig ganske interessant rent dramaturgisk at koble netop Hamlet op med Tycho Brahe, der som bekendt havde sit eget lille, videnskabelige ’kongerige’ på øen Hven, nogle sømil ud i Øresund i kigge-afstand fra Hamlets Kronborg.
Tycho Brahe er én af verdenshistoriens største forskere, og hans opdagelse af den nye stjerne, Stella Nova, i 1500-tallet fra sit observatorium på Hven er legendarisk. Han nød stor yndest hos kong Frederik II, som residerede på Kronborg, men faldt i unåde hos dennes efterfølger, Christian IV, der i sin stærke tro på gud beklikkende videnskaben. Den kamp mellem troen på det åndelige og det videnskabelige eksisterer fortsat i bedste velgående.
Lars Romann Engel kobler i sit kringlede manuskript, der er proppet med citater, tematikker og referencer, historien om Tycho Brahe, og det formodede giftdrab på ham i 1601, op med fortællingen om mordet på Hamlets far. Ved at lade en fiktiv skuespiller arbejde med sin rolle i en opsætning af ”Hamlet” – på Kronborg – og gennem det misundelsesmotiv, der ligger i såvel Hamlet-historien, som i historien om den magtfulde, kloge Tycho Brahe og den magtfulde, men formentlig temmelig ubegavede Christian IV, giver Romann Engel os et indblik både i kunstens og teoriens verden. Og han tilføjer et ekstra lag ved at lade sin skuespiller slås med en personlig misundelse rettet imod hans hustru, der ligeledes er skuespiller og som samtidig med at han selv arbejder på sin Hamlet, optræder i ”Julius Cæsar” på et teater i Beijing, Kina. Bemærk, at Julius Cæsar jo også blev myrdet af sine nærmeste.
Det er mildt sagt en kryptisk konstruktion, og derfor lidt af en mundfuld at kapere, forstå og dechifrere som publikum.
Det er også lidt af en opgave for skuespilleren Ken Vedsegaard, som er alene på den brede scene i halvanden time med myriader af ord, og skiftende mellem op til 12 forskellige karakterer i den labyrintiske tekst. Han leverer en overbevisende og sikker præstation, som er intet mindre end respektfremkaldende.
Respektfremkaldende er så afgjort også selve opsætningen, hvor Catia Hauberg Engels scenografi udnytter det lavloftede rums muligheder langt ud over hvad man kunne tro muligt, med fire borde, Tycho Brahes observatorium og lysende stjerner på himmelhvælvet, der alt sammen spejler sig i flere dimensioner. Det er formidabelt effektfuldt. Det gælder også Michael Breiners effektfulde lys, og ikke mindst Daniel Foghs lyddesign, der skaber en underliggende, konstant rungende uhygge og til tider forvrænger Vedsegaards stemme, så den lyder som en røst fra graven. Teaterteknisk udføres der små mirakler i det lille teaterrum.
Lars Romann Engel har altså både produceret, skrevet og instrueret og dermed så sandelig ikke kun udfordret sin skuespiller og sit publikum, men i høj grad også sig selv. Det er mange kasketter at bære på én gang, især med et så kompliceret projekt. Tekstens kompleksitet gør det vanskeligt som publikum fuldt ud at forstå nuancerne i nuet. For mens skuespiller og instruktør har arbejdet med materialet i månedsvis, og formentlig har tolket det helt ned i den materielle detalje er det for publikum en in your face oplevelse. Det ville måske være en god idé at udgive teksten som en lille bog, tilsat dramatikerens, instruktørens og måske endda skuespillerens noter. Når man nu laver teater for nørder, så kan man da lige så godt gå planken ud.
—-
”Hamlets stjerne”.
Dramatiker og instruktør: Lars Romann Engel. Scenografi: Catia Hauberg Engel. Lyddesign: Daniel Fogh. Lysdesign: Michael Breiner.
Medvirkende: Ken Vedsegaard samt Helle Fagralid og Peter Pilegaard (stemmer).
Spiller på Hamletscenen, Helsingør i Thaliasalen til 17. marts.
Anmeldt 28. februar (premiere).
Foto: Bo Nymann
