Askepot-eventyret vendes på hovedet og bliver en moderne fortælling om at sige fra og være sig selv. Johanne Milland er forrygende god som pigen, der alligevel ikke vil være en eventyr-prinsesse.
* * * *
Askepot-fortællingen kender de fleste vist, om ikke fra brødrene Grimms eventyr, så i hvert fald fra den berømte Disney-film, hvor syngende mus og fløjtende fugle assisterer med at gøre Askepots smukke blå balkjole klar, så hun kan komme til bal på slottet og møde prinsen i den hvide uniform.
Som i alle gode eventyr ender det naturligvis som vi forventer – hos Disney. Men ikke når det er dramatikeren Line Knutzon, der omskriver historien, som hun har gjort det til Lion Musicals helt nye ”Askepot – The Musical”. Line Knutzon – i samarbejde med Pierre Westerdahl og forestillingens instruktør Thomas Agerholm – laver nemlig et par smarte plot twists undervejs i sin Askepot-fortælling, som i musicalversionen kommer til at handle om at sige fra overfor mennesker, der undertrykker én, og om at være sig selv frem for at drømme om en verden, man udmærket godt ved at man ikke passer ind i.
Spoiler alert! Derfor får Askepot, eller Ella som hun hedder, når hun er et menneske af kød og blod i den virkelige verden, hverken sin prins eller den uopnåelige supermodel, men hun får noget, der er meget vigtigere; styringen i sit eget liv.
Dermed bliver noget så kulørt som en nyskrevet popmusical om Askepot-eventyret faktisk til en meningsfuld fortælling om at finde sig selv og sætte sig fri af samfundets normer og krav. Det er er fedt!
I hovedrollen som Ella/Askepot høster Johanne Milland en personlig sejr, for hun brænder rent igennem både som skuespiller og ikke mindst som sanger, med en forrygende præstation, der er tæt på at bære hele showet. Hun er prinsessesmuk med sit – naturlige – røde hår, og når hun synger sin store sang som afslutning på første akt – meget passende med titlen ’Plot twist’ – så tror vi på hendes ord om Hva’ nu hvis det var mig, der valgte, hvad jeg ville fortælle. I min historie.
Det er Johanne Millands suveræne menneskelige og viljestærke Askepot/Ella, der bliver musicalens dramatiske omdrejningspunkt, ligesom det er Pelle Emil Hebsgaards Gode Fe, der bliver dens komiske centrum. Lidt i forlængelse af hans egentlige gennembrud som Genie i ”Aladdin” er han et show i showet, der morer og underholder, men som også får sat et mere alvorligt aftryk med sangen ”Ella”, hvor feen indser, at Askepot ikke er en figur i et eventyr, men er mennesket Ella, og skal skrive sin egen historie. Det er to flotte, ja, imponerende gode præstationer, der bærer musicalen ”Askepot”.
Line Knutzon og det kunstneriske hold, har ladet historien udspille sig i to plan; et virkeligt og et eventyrligt. I det virkelige er Ella runner og nederst i et selvcentreret og overfladisk hierarki i en opstyltet modebranche. En overfladisk verden, hvor det handler om at ’se ud’ frem for at ’at være’. Den internationale modesigner Louis har kendt Ellas afdøde mor, og redder hende fra en uretfærdig fyring, og da topmodellen og hans assistent flyver ind fra udlandet, møder Ella ’prinsen på den hvide hest’. Men er han overhovedet værd at efterstræbe? Den selvoptagede topmodel smadrer en glassko til en formue, og scenen transformeres til en eventyrlig, farvestrålende verden, hvor Ella bliver Askepot og hundses rundt med af Caroline Hendersons Onde Stedmor og hendes to, opstyltede døtre. Prinsen (Cristoffer Rørmose) fylder 21, og hans far (Stig Rossen) gider ikke være konge mere og vil bare have sønnen gift, så han kan overtage kongeriget, og derfor inviterer de til fest på slottet. Resten kender vi. Men da klokken slår 12 og Askepot ved teatrets magiske trylleslag mister sin festkjole og igen er en pjaltet køkkenhjælp, kan prinsen ikke genkende hende, og ansporer ubevidst den unge kvindes personlige oprør. Prinsens kække hjælper (Rasmus Brohave) genkender selvfølgelig pigen uanset hendes ydre fremtoning, og hvis Askepot/Ella får nogen til sidst, så er det ham. Da hun afviser prinsen, smadrer han guldskoen, og så er vi tilbage i virkeligheden igen, hvor Ella kan rejse videre i livet på egne stolte ben.
Det er Rasmus Seebach, der sammen med kollegerne Lars Ankerstjerne og Andreas Sommer, har skrevet musikken og forestillingens 21 sange, og selvom det isoleret set er gode popsange med et umiskendeligt Seebachsk præg, så man aldrig er i tvivl om ophavsmanden, så er de for mig en af forestillingens svagheder – og det er jo lidt et problem i en musical. Det skal siges, at sangene i langt højere grad end frygtet – og for eksempel i forhold til byens andet store musicalshow ”Matador”- passer ind i sammenhængen og bidrager til histories fremdrift og karakterernes udvikling, men der er for meget tam-tam og en meget skabelonagtigopbygning over hele den musikalske del af forestillingen. Jeg kan godt lide at lytte til en Rasmus Seebach-sang i radioen, men 21 i streg i løbet af to en halv time, bliver for meget for mig. Kan du bare ikke nok af Rasmus Seebach (og co.), og synes at han er 2020’erne svar på Lennon & McCartney, så læg bare en stjerne oveni min bedømmelse!
Skuespiller/sangerpræstationerne er også af varierende kvalitet. Johanne Milland og Pelle Emil Hebsgaard er i topklasse, Stig Rossen er både morsom og som altid smukt syngende som kongen, og ensemblet danser, synger og agerer som en stramt koreograferet maskinelt effektiv enhed i Nellie Bethels koreografi. Til den vigtige rolle som tjener/assistenten Andreas har Lion Musicals hentet Youtuberen Rasmus Brohave ind fra internettes rungende tomhed, og valget af ham står på en måde i slående kontrast til forestillingens budskab om at bryde ud af det overfladiske. Et personligt bud er, at Rasmus Brohave næppe havde fået rollen i en audition uden at have sine små 700.000 følgere (potentielle billetkøbere) på de sociale medier. Han falder ikke decideret igennem, det kunne have været meget værre, men man skifter ikke bare uden videre youtube-universet ud med Tivolis Koncertsals store scene og en stort opsat musical. Der er ved gud heller ikke meget kød på Cristopher Rørmoses flotte prins, og jeg må tilstå at hvert ord han sang fortonede sig i mumlende intethed. Caroline Henderson er en betydeligt bedre sanger end hun er skuespiller, men det får mine tæer til at krølle sig sammen i smerte, når hun som den onde stedmor sammen med Askepot i deres duet ”Mor(d) på dansegulvet” pludselig skal udstyres med håndmikrofoner og lave et tarveligt Grand prix-show midt i det hele. Kirstine Moses og Maja Glenber i rollerne som de to dumme gæs af nogle forkælede stedsøstre, er bestemt nydelige, men yderst mådelige i deres præstationer.
Thomas Agerholms instruktion er som altid uhyggeligt effektiv. Det er godt håndværk, og når han som her også får en udmærket historie at udfolde er der ikke en finger at sætte på det. Selve opsætningen er også ganske overdådig. Med Benjamin La Cour (sover den mand aldrig?!) som scenograf er man garanteret en visuel whau-oplevelse, og Søren Le Schmidts fornemt flotte haute couture kostumer er ødsle i al deres eventyrlige pragt. Der leges finurligt og effektivt med teatrets magi, så transformationerne mellem de to fortællespor bliver særdeles effektfulde, og man bemærker flere steder små selvironiske twists i replikker og sange, der understreger at man i hele produktionen har gjort sig umage.
”Askepot – The Musical” er en underholdende og flot forestilling om at sige fra og være sig selv. Det skal nok blive en succes både i Tivolis koncertsal og rundt om i landet på den efterfølgende turné.
—-
”Askepot – The musical”. Manuskript: Line Knutzon I samarbejde med Thomas Agerholm og Pierre Westerdahl. Musik og sange: Rasmus Seebach i samarbejde med Lars Ankerstjerne og Andreas Sommer.
Instruktion: Thomas Agerholm. Scenografi: Benjamin La Cour. Kostumedesign: Søren Le Schmidt. Kostumier: Rikke von Qualen. Koreografi: Nellie Bethel. Videodesign: JA Film & Benjamin La Cour. Lysdesign: Jeppe Lawaetz. Korarrangementer: Oliver Poulin. Kapelmester: Peter Düring.
Medvirkende: Johanne Milland, Pelle Emil Hebsgaard, Stig Rossen, Rasmus Brohave, Cristopher Rørmose, Caroline Henderson, Kirstine Moses, Maja Glenber, Andrea Sofie Dalsgaard Milholt/Astrid Buhl Lokvig/Katinka Kregers Theodorsen (børn), Vibeke Zederkof, Fie Alberte Damgaard-lauritsen, Maria Overgaard Vinther, Therese Sivard, Nora Massísimo, Stine Andersen, Mikkel Hoé, Henrik Launbjerg, Kristoffer Sass, Rasmus Grant, Simon Glæsel, Timothy De Mesa Højgaard, Frederik Levin.
Producent: Live Nation og Lion Musicals.
Spiller i Tivolis Koncertsal til 7. april, derefter turné til Aarhus, Odense, Esbjerg, Aalborg, Viborg, Vejle og Randers frem til 9. juni.
Anmeldt 7. marts i Tivolis Koncertsal (premiere).
Foto: Morten Rygaard.
