Dystopisk fremtidsvision om et samfund, hvor mennesket gør oprør mod videnskaben og teknologien, er tankevækkende og lettere kryptisk.
* * * *
Den første halve time af Dennis Kellys ”Bevægelsen” på Skuespilhusets Mellemgulvet er noget af det mest gribende, urovækkende og mesterlige man meget længe har oplevet på en dansk teaterscene.
Her står Mikkel Arndt alene på scenen med et spædbarn i armene. Barnet græder fortvivlet og faderen vugger det blidt og beroligende, mens han messer mantraet alt er okay, alt er ok igen og igen. Når barnet falder til ro fortæller han om barnets tilblivelse, om et lykkeligt par, der måtte have hjælp af kunstig befrugtning, om følelsen af at blive flået økonomisk, men også aldeles rørende om en endeløs kærlighed.
Fuldkommen mesterligt balancerer Mikkel Arndt mellem afvæbnende, charmerende humor – lettere sarkastisk galgenhumor – den perlende lykkefølelse da barnet fødes og den fortvivlende afmagt og sorg, der straks rammer ham, da hans elskede dør i barselssengen. Med tårer i øjnene og dirrende af uretfærdighedens vrede trænger Arndt helt ind der, hvor det gør allermest ondt. Det er djævelsk godt.
Den fortvivlede alenefar ser ingen anden mulighed end at efterlade sin datter, Gry, i en papkasse på et hotel og tage sit eget liv, men balancerende på gesimsen højt over byens tage, fortryder han, og vender i stedet sin selvmedlidenhed til en indædt vrede mod videnskaben og teknologien, sekunderet af sin afdøde kones konspirationsteoretiske veninde, Kitt.
Det var på grund af teknologiens og videnskabens fremskridt, at de kunne blive gravide, men det var også teknologiens og videnskabens skyld, at hun døde, som følge af komplikationer ved den måde den kunstige befrugtning blev gennemført på. I stedet for at tage sit liv, starter han en protestbevægelse rettet mod videnskaben.
Den første, gribende halve time af ”Bevægelsen” bliver indledningen til en dystopisk fremtidsfabel, der starter i dag og efter fem tidspring slutter i år 2105, hvor mandens tipoldebarn, som er opkaldt efter sin oldemor, varsler nye tider. På dette tidspunkt har bevægelsen sejret, og menneskeheden står tilbage på et stadie, hvor selv sproget er reduceret til enstavelsesord, men hvor en ny bevægelse gryr i den unge pige Sols opdagelse af et gammelt forstørrelsesglas, og i hendes higen efter at tilegne sig viden. Ringen er sluttet. Vi kan begynde forfra.
Den irsk-engelske dramatiker Dennis Kelly har skrevet en foruroligende og til tider virtuost komponeret tekst, fortræffeligt oversat af lyrikeren Casper Eric, men mellem de to monologer, der indleder og afslutter historien, opstår der kortere og længere passager, hvor fortællingen næsten kommer til at fremstå for konstrueret og tænkt.
Der følges sideløbende et kærlighedsspor, om næsten dyrisk begær, og om tab. Som om det er kærligheden og begæret, der er modvægten til viden og teknologi. Kvinderne føder børn, og ”Bevægelsen” bliver således også i sin konstruktion en familiekrønike om en mission.
Thomas Bendixen har i instruktionen lagt vægt på det absurde i fornægtelsen af videnskaben, og han får det bedste frem i sine fem skuespillere, udover Mikkel Arndt er det Maria Rossing, Alvin Olid Bursøe, Jonathan Bergholdt Jørgensen og Cecilie Bogø Bach, men han lykkes ikke helt med at fastholde det intense greb, der skabes i indledningen.
Et oprør mod videnskaben og teknologien er jo ikke blot grebet ud af den blå luft. Vi oplevede anslag under Covid19, konspirationsteorier af både den ene og anden art florerer frit på de sociale medier og på ’det mørke net’, og man ser i dag i det moderne USA en fornægtelse af fakta, der synes skræmmende. Fordummelsen af menneskeheden er ikke fremskridt, og forestillingens bevægelse kalder sig da også Det Nationale Regressionsråd.
”Bevægelsen” sætter tanker i gang, for er det virkelig den vej det skal gå? Bestemt en foruroligende og ikke specielt rar tanke. Men udtrykket bliver også lidt for anstrengt og kryptisk, og med en spilletid på næsten to en halv time inkl. pause kommer forestillingen til at fremstå lige lovlig lang i spyttet.
Visuelt er det en fornøjelse. David Gehrts klinisk hvide scenografi, med effektfulde projiceringer på endevæggen, der skaber en nærmest sfærisk fornemmelse af vægtløshed, er smuk i al sin enkelthed og overgangen fra helt hverdagsagtigt nutidstøj til fremtidens laser og pjalter er velfungerende.
Maria Rossings skæve, kejtede begær og Cecilie Bogø Bachs afsluttende enfoldige fremtidspige, har mange smukke nuancer, men det er og bliver Mikkel Arndts indledende monolog, der skærer sig dybt ind i kødet og bliver det man husker længe efter at lyset er slukket.
—-
”Bevægelsen” af Dennis Kelly. Oversættelse: Casper Eric.
Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi & kostumer: David Gehrt. Lysdesign: Mårten K. Axelsson. Lyddesign: Jes Theede.
Medvirkende: Maria Rossing, Cecilie Bogø Bach, Mikkel Arndt, Alvin Olid Bursøe og Jonathan Bergholdt Jørgensen.
Spiller på Skuespilhusets Mellemgulvet til 1. juni.
Anmeldt 19. april (premiere).
Foto: Emilia Therese.
