Forside Anmeldelser 2024 DRØMMEN – VELFÆRD, VIRKNER OG KRAG

DRØMMEN – VELFÆRD, VIRKNER OG KRAG

172
0

Teatergrad og Det Flydende Teaters musikdramatiske Danmarkskrønike fortsætter i samme fortællespor som i ”Oh, Josephine”, men savner lidt dramatisk swung…

* * * *

Tidligere på året mistede Teatergrad deres tilskud som ’lille storbyteater’ og torsdag fik teatret en Reumert-pris som ’Årets teater’. Politisk? Formentlig. Fortjent? Så absolut.

Teatergrad laver altid spændende og interessante forestillinger, båret af musikalitet og en høj grad af social indignation. Teatret flyder i nogen grad sammen med Det Flydende Teater, der i årevis har produceret musikdramatiske forestillinger i den smukke park foran udstillingsstedet Sophienholm med Bagsværd Sø som underskønt bagtæppe.

Musikalske portrætforestillinger, der på samme tid skuer bagud i historien og retter blikket mod vores samtid. Sidste år indledte man en Danmarkskrønike med historien om Josephine Baker og brydningstiden i 1930’erne. I år har samme dramatiker, Thomas Markmann, flyttet tidsbilledet et par årtier frem til 1960’erne, hvor han har ladet den overordentligt velkendte kærlighedshistorie mellem statsminister Jens Otto Krag og skuespilleren Helle Virkner danne rammen om en fortælling om velfærdsstaten.

Alle har vi drømme. Jens Otto Krag drømte om en velfærdsstat, skabte den også trods en vis modstand i befolkningen, der var vant til at klare sig selv og arbejde for føden. Men hvordan udviklede drømmen sig så? Blev den et mareridt – ligesom ægteskabet blev det for Helle Virkner?

Indledningsvis raser Lise Lauenblad som pårørende til sin plejecenter anbragte mor over vor tids skemalagte socialvæsen, hvor menneskelig kontakt, empati og omsorg er druknet i reformer og papirnusseri. Udmattet falder hun i søvn i parken, og drømmer om Jens Otto Krag og hans vision om velfærdsstaten – og det glamourøse ægteskab med filmstjernen, Helle Virkner. Da hun vågner af drømmen, står hun overfor plejehjemsvikaren Jens og sammen tager de på en musikalsk drømmerejse tilbage i tiden.

Det er en noget konstrueret fortælling, og den lider i nogen grad af, at de fleste alt for godt kender historien om Virkner og Krag, om hans druk og damer, om hendes vedholdenhed indtil det til sidst bliver for meget og hun forlader ham og tager børnene med. Historien er for nylig beskrevet i en drama-dokumentarisk tv-serie på DR. Tilføjer Markmanns manuskript noget nyt til historien? Ikke rigtigt. Og måske derfor savner ”Drømmen – Velfærd, Virkner og Krag” lidt dramatisk swung i sin stringent kronologiske fortælleform. Det bliver ganske enkelt lidt kedeligt undervejs i løbet af de fem kvarter forestillingen varer.

Rolf Hansens politisk idealistiske Krag er et ganske troværdig portræt af et uhyre begavet menneske med sociopatiske brister, og Lise Lauenblad portrætterer Helle Virkners feministiske styrke med høj intensitet. Hun gør dog intet for at ligne eller lyde som Helle Virkner, og måske er det bare mig, men det irriterede mig, at hun forestillingen igennem taler med en jysk dialekt – det gjorde Helle Virkner ikke.

Omkring de to hovedpersoner stråler Malou Takibo både som sangerinde og skuespiller i skiftende karakterer. Det var hende der debuterede med et brag som Josephine Baker sidste år. Hun synger Martine Madsens fint komponerede sange, der melodiøst rammer tidstonen glimrende, med referencer til både dansktop og progressiv politisk rock. Martine Madsen selv medvirker som musiker og sanger, og gør det glimrende.

Drømmereferencerne står i kø i Markmanns manuskript, der benytter et fortællespor meget lig sidste års ”Oh Josephine”, men ikke med helt samme kvalitet. Måske fordi historien næsten synes for velkendt.

Det er Stine Schrøder Jensen, der har instrueret den musikalsk og visuelt betagende forestilling, der ganske elegant balancerer det alvorlige op imod det lette, næsten ugebladsagtige drømmeunivers. Men ikke alle hendes fortællegreb synes helt vellykkede.

—-

”Drømmen – Velfærd, Virkner og Krag”. Af Thomas Markmann. Komponist og sangtekster: Martine Madsen.

Instruktion: Stine Schrøder Jensen. Scenografi: Nikolaj Heiselberg Trap. Kostumedesigner: Olivia Hetman.

Medvirkende: Lise Lauenblad, Rolf Hansen, Malou Takibo og Marlene Madsen.

Produceret af Teatergrad og Det Flydende Teater.

Spiller i parken ved Sophienholm til 9. august, på Villa Kultur 22. august og på Arbejdermuseet 9.-10. september og 8.-9. oktober.

Anmeldt 21. juni.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her