Grønnegårds Teatrets Oscar Wilde-opsætning er et orgie af pangfarver og queer-referencer. Og trods 130 år på bagen har handlingen stadig en relevans.
* * *
For første gang har Grønnegårds Teatret den irske forfatter og dramatiker Oscar Wilde på plakaten, og ligesom det er tilfældet med Holberg og Molières skuespil, så kan man stadig i dag uddrage en relevans af den 130 år gamle tekst.
”En ideel ægtemand” handler om politisk bedrag, betydningen af social appearence og falskhed og forlorenhed i samfundets øvre cirkler. Man fristes til tørt at konkludere, at intet har forandret sig siden Wilde skrev sit skuespil i 1895. Det skulle da lige være til det værre.
Oscar Wilde var også det, man i dag betegner som queer, så de referencer ligger så at sige også ’lige til højrebenet’ i en tid, hvor man godt kan få det indtryk, at hvis en teaterforestilling ikke har et queer-element, så er den på forhånd dømt ’gammeldags’ og ’ude af trit med tiden’. Vi skal således (igen) opleve Tina Gylling Mortensen i ’en bukserolle’, som Lord Caversham, og sandelig om ikke Johannes Lilleøre har rollen som Lady Markby. Hvorfor, fremgår ikke umiddelbart af bearbejdningen, så svaret er nok bare; ’fordi’.
Petruska Miehe-Renard har skabt en herlig og enkel scenografi – en overdimensioneret dueblå vifte, hvorfra persongalleriet kan dukke op og forsvinde – og har lagt små – og større – symbolske detaljer ind i de overdådigt farverige kostumer; fra dandyen Lord Arthur Gorings kunstigt pumpede six-pack og svulmende biceps og den intrigante Mrs. Cheveleys plastbryster i det gule skrud af en kjole – gul er som bekendt ’falskhedens farve’ – til den mere subtile ’power’-påskrift på Sir Robert Chilterns bukser.
Oscar Wilde er kendt for sine vittige og spidse replikker, og dem er der da også i overflod, selvom instruktøren Niels Erling har ’skrevet om’ og givet stykket en ny slutning i sin bearbejdelse. Men rigtigt morsomt bliver det nu aldrig. Faktisk mindes jeg ikke hvornår jeg har grinet så lidt til en forestilling på Grønnegårds Teatret.
Sir Robert Chiltern er en respekteret politiker og sammen med sin hustru, Lady Gertrude, holder han celebre selskaber for Londons upper class. Til et af disse selskaber dukker Mrs. Cheveley op med et stærkt kompromitterende brev, som, hvis det bliver offentliggjort, vil ødelægge Sir Roberts gode ry og rygte, som moralens stolte vogter. Hun forsøger at afpresse ham til at støtte et håbløst anlægsprojekt, som hun har investeret i og missionen er lige ved at lykkes, indtil Sir Roberts ellers ganske unyttige ven, og selskabsløve, Lord Arthur Goring – håndfast assisteret af Lady Gertrude, der under ingen omstændigheder vil acceptere en social deroute – får løst ’problemet’. Livet kan gå videre, i luksus og fornægtelse, og alt er glemt.
Lidt den samme fornemmelse har man når man forlader Odd Fellow Palæets have efter et par timer i selskab med et persongalleri af overfladiske og grundlæggende usympatiske og egoistiske mennesker.
Ensemblet spiller nydeligt, uden at det sådan for alvor kommer op at ringe. Jeppe Ellegaard Marling i lårkort og med svulmende overkrop giver sin Arthur Goring et menneskeligt udtryk til sidst, Andrea Øst Birkkjær er tilpas bitchet som den beregnende Mrs. Cheveley og Luise Kirsten Skovs Lady Gertrude oser af overklassens magtbegær. Jens Sætter-Lassens Sir Robert er der ikke meget spræl i, så er der mere ungdommelig kokette over Laura Skjoldborg som hans pikante lillesøster, og pudsige tilløb i Johannes Lilleøres dragstudie. Tina Gylling Mortensen er som sædvanligt ikke rigtigt til at stå for – selv i herretøj – og endelig fuldender Laura Bro ensemblet med et par små, præcist ramte karikaturer.
Dramatikeren Oscar Wilde synes at få en renæssance i denne sæson, hvor man ud over ”En ideel ægtemand” på Grønnegårds Teatret denne sommer, senere på sæsonen kan opleve hans ”Bunbury” fra samme, produktive år, på Det kgl. Teater. Også her med queer-tema og crossdressing.
—–
”En ideel ægtemand” af Oscar Wilde. Oversættelse: Simon Boberg og August Bovin Boberg.
Iscenesættelse og bearbejdelse: Niels Erling. Scenografi og kostumedesign: Petruska Miehe-Renard. Komponist: Mikkel Juul Jensen.
Medvirkende: Luise Kirsten Skov, Andrea Øst Birkkjær, Laura Skjoldborg, Tina Gylling Mortensen, Laura Bro, Jens Sætter-Lassen, Jeppe Ellegaard Marling og Johannes Lilleøre.
Spiller i Odd Fellow Palæets Have til 24. august.
Anmeldt 26. juni (premiere).
Foto: Bjarne Stæhr.