Forside Anmeldelser 2024 BORNHOLMS SOMMERREVY 2024 – KUK KUK I SKOVEN

BORNHOLMS SOMMERREVY 2024 – KUK KUK I SKOVEN

112
0

Dygtige debutanter og dejlige veteraner i veloplagt Bornholmerrevy, der rummer poesi, vanvid, det rene pjat og livlig musikalitet, og også har plads til eftertænksomhed.

* * * *

Man kan let komme galt afsted, hvis man skal forsøge at markedsføre dansk revy på Bornholm til de mange svenske turister, der besøger øen. Årets revy i Kyllingemoderen i Almindingen har således den pudsige undertitel ”Kuk Kuk i Skoven”, der både er en vittig reference til gøgens særlige lyd og til at revyen ude i skovpavillonen er ’kuk kuk’, altså lidt vanvittig.

På svensk betyder ’kuk’ imidlertid noget helt, helt andet, som måske kunne få de skånske swingerklubber til at valfarte forventningsfuldt til solskinsøen i turistbusser… og så vil de nok blive lidt overraskede over at revyens herrer slet ikke tager bukserne af.

Helt galt går det dog langt fra i årets revy, der er en veloplagt blanding af gakket galskab, livlig musikalitet og det rene pjat tilsat en passende afmålt knivspids poesi og som har plads til en eftertænksom stund, når Gunvor Reynberg i begyndelsen af anden akt leverer Kristian Jensens underfundigt konstruerede tal-gymnastik om 50 mia. sandkorn aldeles suverænt. Pointen med at vi måske lidt for let blot opfatter tallene som noget abstrakt, og derfor har vanskeligt ved at sætte dem i det rette perspektiv, rammer stærkt, og følges op af et stilfærdigt musikalsk intermezzo af revyens musiker med mere, Johann Gustav, som lige giver os et minut til at tænke og mærke efter.

Revydirektørparret Gunvor Reynberg og Søren Hauch-Fausbøll er revyens veteraner, og er dejlige sammen som sølvbrudeparret, der synger til ære for deres gæster, men ikke helt på samme bølgelængde. Et dejligt pjattet nummer, for den slags kan de nemlig også på Bornholm. Helt gak bliver det, når Hauch-Fausbøll skal lave årets improvisationsnummer, med Reynberg som oplægger, og først stifter til det forkerte kostume for siden at glemme sine rekvisitter. Og derefter fjoller vidunderligt på slap line som svensk graffiti-maler. Altså denne aften, for det er et impronummer, og derfor nyt hver aften.

Bornholms Sommerrevy har tradition for at tage nye, yngre navne med indenfor i revyens verden og år er der to dygtige debutanter. Dels den på andre måder rutinerede Mathias Flint, der har et flot cv som skuespiller og musicalsanger, og som sandelig også lader til at føle sig hjemme i revyens verden. Han viser sit talents alsidighed i et forrygende shownummer som kærlighedssøgende landmand med tekst og musik af William Jacobsen Halken, og som hurtigtsnakkende sportskommentator, der kommenterer ”Royal Run” – ikke motionsløbet, men kampen om at være den længst siddende regent. Han har funny bones og en skæg mimik som hele tre af Hauch-Fausbølls uægte børn, og synes at boltre sig i revyens univers.

Frida Cæcilia Rødbroe er et helt nyt bekendtskab på den danske teater- og revyscene. Hun er (vistnok) uddannet i England, og har ikke spillet revy før – men hendes mor er revyskuespilleren Lone Rødbroe, og æblet falder ikke langt fra stammen. Frida Rødbroe er som sin mor både musikalsk og sjov, og begge dele på samme tid i første akts veloplagte finale, hvor hun belærer de ’ældre boomere’ om hvordan man skal forstå den moderne kønsdebat med LGBTQIA+ og alt det løse. Sammen med Mathias Flint leverer hun en effektiv rap om Barbara Berthelsen, og de to er også henrivende sammen som det nedslidte ægtepar med alt for mange børn i Niclas Bardelebens fine tekst til Jacques Brels kendte melodi.

Ingen Bornholmsk sommerrevy uden en lille poetisk klovnestund; denne gang med Søren Hauch-Fausbøll og Frida Rødbroe i et kært spejlbillede nummer. Øjeblikket efter flyver Flint og Reynberg ind på scenen som bier, der opfordrer til at vi lader naturen vokse vildt i et nummer, der prikker til vores moralbegreber overfor naturen samtidig med at det vækker latteren frem.

Det lokale har god plads i revyen. Søren Hauch-Fausbøll er igen bygningsinspektør Verner Mogensen, der i år vil af med Hammershus slotsruin, og opfordrer turisterne til at tage stenene med hjem, ligesom hans Elinor har gjort det med Kheops pyramiden, som er genopført sten for sten hjemme i haven.

Anden akt åbner med en fællessang om spare-øen Bornholm og naturligvis er der også i år møde hos Kofødderne, der denne gang forbereder kongeparrets besøg til august under indflydelse af rigelige mængder bornholmsk snaps.

Der er mange fine numre i årets revy, der holder et generelt højt bundniveau, men der er også især inden pausen en del numre, der trods gode intentioner ikke kommer helt i mål. De fire korte, satiriske nyhedsindslag, taget direkte fra Politikens At Tænke Sig (fremgår det af programmet), falder således i kvalitet og et nummer om Mike Fonseca og Jeppe Koefoed og de to politikeres svaghed for purunge piger går bestemt ikke hjem trods en beundringsværdig indsats fra Frida Rødbroe.

Bornholms Sommerrevy får fire store stjerner, og skulle de svenske swingerklubber finde vej til Kyllingemoderen, så vil de nok forstå at værdsætte en god og varieret dansk sommerrevy med den ene slags kuk, men ikke den anden…..

—-

”Bornholms Sommerrevy – kuk kuk i skoven”. Tekst og musik: Gunvor Reynberg, Johann Gustav, Søren Hauch-Fausbøll, Leif Maibom, ATS, Mathias Flint, Andreas Hermansen, Frida Cæcilia Rødbroe, Esben Thaysen Nielsen, Johan Strauss d. ældre, Erik Axel Wessberg/Aske Bentzon, Christian Dahlberg, Peter Holst-Beck, Richard Rogers, Niclas Bardeleben, Jacques Brel, Kristian Jensen, Bo Skødebjerg, June Beltoft, Tjajkovskij og William Jacobsen Halken.

Instruktion: Gunvor Reynberg, Søren Hauch-Fausbøll og Bo Skødebjerg. Scenografi: Rikke Juellund, Kostumier: Julie Jacobsen, Koreograf: Vivi Siggaard. Kapelmester & arrangør: Johann Gustav.

Medvirkende: Frida Cæcilia Rødbroe, Mathias Flint, Gunvor Reynberg, Johann Gustav og Søren Hauch-Fausbøll.

Spiller i Kyllingmoderen til 3. august.

Anmeldt 28. juni (premiere).

Foto: Justine Høgh.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her