Forside Anmeldelser 2024 ET SKÆRSOMMERNATS DRØN

ET SKÆRSOMMERNATS DRØN

317
0

Sprudlende og fræk teaterleg med en af Shakespeares bedste komedier i gården på Odense Slot.

* * * * *

Det er aldrig et rigtigt godt tegn, når en forestillings dramatiker og instruktør byder velkommen til en premiere med ’en god og en dårlig nyhed’. Til lørdagens premiere på udendørsforestillingen ”Et Skærsommernats drøn” på Teatret Slotsgården i Odense handlede det ikke om vejret, der alle andre steder end i Odense havde været kummerligt på den rigtigt ufede måde for udendørsteater hele dagen. Nej, en af forestillingens hovedkarakterer, Evrim Benli, der spiller alfekongen Oberon og stilladsarbejder Brunse, var kommet til skade og kunne ikke gennemføre aftenens premiere. I hans sted sprang Teatret Slotsgårdens leder, Jacob Moth-Poulsen, ind med få timers varsel så premieren kunne gennemføres. Og hatten af for den præstation, for han var både morsom og tilpas Shakespearesk i den herlige komedie, der er en af Shakespeares bedste.

Jo Hedegaard og Johan Sarauw (som også har instrueret) har dramatiseret og gendigtet teksten på blankvers, så den både er tro mod sit klassiske forlæg, og samtidig vil fortælle os noget om vor samtid, med adskillige referencer til temaer som queer, wokeism, arbejdskamp og vort hårdt plagede miljø. Handlingen udspiller sig blandt alfer i skoven, en skov, hvor træerne har det bedst hvis de ikke bliver fældet, som drillealfen Puk i Emil Hyldeborgs outrerede knaldrøde personificering siger det i sin epilog.

Der er således mening bag den sprudlende og frække teaterleg, der også i år karakteriserer det unge legesyge ensemble i Odense. For man keder sig aldrig i Slotsgården, hvor der altid er fuldt drøn på farvepaletten, og hvor der spilles igennem med en gnistrende og smittende energi. At en kraftig regnbyge føg ind over slotsgården netop som man skulle i gang med forestillingen, syntes ikke at påvirke det mindste – heller ikke på publikumspladserne, hvor vi så sad der i regntøj og vådt hår, og grinede bygen væk.

”En Skærsommernats drøm” er en eventyrlig kærlighedskomedie om fire unge mennesker, der elsker den forkerte på kryds og tværs, og ikke må få den de elsker, og derfor flygter ud i den fortryllede skov, hvor alfekongen Oberon har lidt trakasserier med sin dronning Titania og hvor den djævelsk ondskabsfulde alf Puk ved magiens hjælp skaber endnu mere forvirring i følelserne.

En skuespillertrup, der skal optræde ved kong Theseus’ og dronning Hippocampos’ bryllup, er et klassisk show i showet og er i denne udgave Håndværkernes Skuespillerlaug, som undervejs tager navneforandring til Deconstruction workers Group fordi de vil opføre en dekonstruktiveret udgave af skuespillet om Pyramus og Thisbe. Det er mildt sagt vanvittigt – og helt vanvittigt morsomt.

Til sidst ender alting lykkeligt – selv vejret klarede op – også i denne anarkistiske versionering, hvor intet synes helligt. Der spilles herlig komedie over hele linjen; mest bemærkelsesværdigt af Laura Kjær som den forelskede Hermia, der det ene øjeblik er den yndigste, dydige jomfru for det næste at eksplodere i apoplektisk raseri. Carla Thurøe er den erotiske firkants forsmåede Helena, men allerbedst som brovtende vvs-mand, der giver begrebet man tits en helt ny mening. Lukas Lykke gør – nårh ja – lykke som ungersvenden Lysander, med tilnavnet Svend, der elsker Hermia, Thomas Diepeveen er morsom som både ung elsker og håndværkernes leder, en struttende højgravid Anne Laybourn giver Titania en helt særlig erotisk ynde og Amalie Bergholdt, stadig studerende på Scenekunstskolen, giver den gas i flere roller. Emil Hyldeborgs kønsdiffuse Puk bliver spillet helt ud til kanten, og så må vi jo forvente, at Evrim Benli, når han igen er frisk, på samme sprudlende facon kan indtage scenen, som redningsmanden Jacob Moth-Poulsen med manuskriptet i hånden, gjorde det i aftes.

”Et Skærsommernats drøn” er drøngod underholdning. Det er første gang, at Teatret Slotsgården tager livtag med Shakespeare, men det må de da gerne gøre igen.

—-

”Et Skærsommernats drøn” af William Shakespeare. Dramatiseret af Jo Hedegaard og Johan Sarauw.

Instruktion: Johan Sarauw.

Medvirkende: Laura Kjær, Carla Thurøe, Anne Laybourn, Amalie Bergholdt, Lukas Lykke, Thomas Diepeveen, Emil Hyldeborg og Evrim Benli (til premieren Jacob Moth-Poulsen).

Spiller i Odense Slots gård til 17. august og Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg 29.-30. juli.

Anmeldt 13. juli (premiere).

Foto: PR-foto

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her