Dramatikeren Andreas Garfield formår at skabe et stykke autobiografisk dramatik om politikeren og fantasten Peter Brixtofte, uden at falde hovedpersonen i ryggen eller forfalde til helgenkåring.
* * * * *
Der findes kun magten og viljen til at fastholde den.
Farums borgmester Peter Brixtofte er i frit fald fra magtens tinde, i slutscenen i Andreas Garfields autobiografiske skuespil om én af dansk politiks mest farverige og kontroversielle skikkelser. Men selv om tæppet er revet væk under ham, selv om korthuset er faldet sammen, selv om hans trofaste støtter har vendt ham ryggen og selv om hans trofaste håndlanger har truffet en fatal beslutning, og efterlader ham ensom tilbage på scenen, så har Peter af Farum ikke mistet viljen til at ville magten og fastholde den, for enhver pris. Tværtimod. Selv på afgrundens rand drømmer han store drømme.
”Peter af Farum” er et stykke om Peter Brixtofte, men det er først og fremmest et stykke om en borgmester, der er en visionær drømmer, en politisk fantast, og som agerer spontant og i sin iver for at føre sine vidtløftige ideer ud i livet, ikke altid har tid til at vente på at få sit byråd med sig, eller for den sags skyld at regne på konsekvenserne. Det er et portræt af magtfuldkommenhed i begrebets aller tydeligste betydning. I sin struktur i slægt med Shakespeares kongedramaer.
Skuespillet handler ikke bare om den velkendte, faktuelle person, men om magtmennesker og politiske fantaster i almindelighed. I den sammenhæng var Peter Brixtofte nok noget særligt i dansk politik – men bestemt ikke den eneste. Man oplever i stigende grad hans slags på både mindre og større scener, fra den lille lokale idrætsforening til verdens mest magtfulde embede.
Autobiografisk materiale er populært i disse år; både i litteraturen, på film og på scenen. Det genkendelige sælger billetter. Det er lettere for publikum at forholde sig til. Det kommer ofte med en pris, med faldgruber om man vil. Risikoen for at det ender som enten et karaktermord eller som en slags helgenkåring er overhængende. Balanceakten er vanskelig for både dramatiker og instruktør. Og ikke mindst for den skuespiller, der skal bære rollen.
Andreas Garfield lykkes rigtig godt med ikke at falde i hverken den ene eller den anden grøft. Han doserer materialet klogt. Vi kan godt se at næsten alt hvad Brixtofte gjorde, grundlæggende var vanvittigt fantasteri – og for det mestes vedkommende også ulovligt – men det er alligevel svært ikke at have en vis form for sympati for ham. Sådan var det jo også i virkelighedens verden. Jeg var selv én af de mange journalister, der en enkelt gang interviewede Brixtofte og lod mig overrumple af hans evner til at begejstre, motivere og manipulere, med sin umiddelbare charme og uomtvistelige karisma. Mange år senere – efter hans fald – mødte jeg ham i en lufthavn, hvor han lignede en hjemløs på vej til det nærmeste herberg, men sandelig om ikke han i sin efter brandert kunne huske vores første møde, eller i hvert fald var i stand til at lade som om.
I Garfields manuskript, i Rune David Grues nydeligt afbalancerede instruktion og ikke mindst i Jens Jørn Spottags fornemt præcise fremstilling af scenens Peter, er Peter af Farum hverken en helt eller en skurk. Han er måske mest af alt en stakkel, der kæmper for at få den anerkendelse, han mener at han fortjener. Landspolitisk drømmer han om statsministerposten, men taber formandsvalget i Venstre til ’træmanden’ (Anders Fogh Rasmussen), for siden at blive kørt ud på et sidespor af ’den lille’ (Lars Løkke Rasmussen) i næstformandskampen. Tilbage er ’kun’ Farum, og her er han omgivet af inkompetente nikkedukker, der ikke tør eller evner at sige ’bykongen’ i mod. Her er der absolut flertal og uindskrænkede beføjelser, og kun den idealistiske og regelrette socialdemokrat, Silje (sympatisk fremstillet af Ulla Vejby) forsøger i det mindste at gå i rette med bulderbassen med de imponerende overtalelsesevner.
Manuskriptet holder sig i store træk til de historiske fakta. Pensionistrejser, vidtløftige byggeplaner og sportslige ambitioner, og borgmesteren umådeholdne rødvinsalkoholisme på kommunens regning. Karaktererne omkring Brixtofte; Petrine Aggers loyale sekretær, Tina Gylling Andersens ansvarsfralæggende konservative medløber, Sophie-Marie Jeppesens kynisk ambitiøse Venstre-løvinde, Camilla Laus først skeptiske, siden overbeviste kulturordfører, Alexander Bryld Obazes inkompetente byrådsmedlem og Henrik Lykkegaards alkoholiserede formand for finansudvalget fremstår alle som fiktive karakterer, som man alligevel godt kan gennemskue hvem de er baseret på, hvis man var tæt på historien dengang. Det samme gælder Henrik Lykkegaards entreprenør- og sponsor, der forgæves forsøger at holde sig inden for lovens rammer. Mens Carsten Svendsens Kasper Kæk af en skruppelløs håndlanger vist nok er skabt helt ud i fantasien.
Derimod er der ikke lagt røgslør omkring Tom Jensens sylespidse portræt af ’den lille’, Lars Løkke Rasmussen, der bliver et lille, men gennemført stilstudie i kynismens bagstræberiske, politiske spil. Tom Jensen er af statur Lars Løkkes diametrale modsætning, alligevel ligner han ham foruroligende godt, og da han til sidst agerer Brixtoftes politiske bøddel får man helt ondt i maven over hvor nedrigt politik kan være.
Forestillingen finder et fint leje mellem det vittigt underholdende, og det tragiske. For det er grundlæggende en komedie om tragiske skæbner. Ikke kun hovedpersonen, men dem alle. Rune David Grue holder historien i stram snor, skaber en troværdighed og et vellykket tidsbillede, der også kommer til udtryk i Franciska Zahles enkle palisander institutionelle rådhus scenografi, hvor symbolikken i den uendelige bar i baggrunden ikke er til at tage fejl af.
Petrine Agger skaber et varmt portræt af den loyale sekretær, der altid står klar. Carsten Svendsen forvitres langsomt og stærkt fra kæk altmuligmand ud i lyssky affærer til et menneskeligt vrag, loyaliteten kommer med en høj pris, og Henrik Lykkegaards revytalent fornægter sig ikke i en stribe overbevisende klart tegnede karakterer, mens Sophie-Marie Jeppesen synes at have nogle ’funny bones’. Generelt spilles der godt hele vejen rundt, men det er naturligvis Jens Jørn Spottag, der lyser klarest i titelrollen.
Det er en fornem præstation, hvor han præcist rammer fantastens humørsvingninger, der går fra glødende entusiasme til dyb depression og tilbage igen, nærmest indenfor samme sætning. Han ligner Peter Brixtofte i det ydre; hans gang, hans tone, det lidt sjuskede jakkesæt, og han formår også at finde balancen mellem at være magtbegærlig politiker, kynisk manipulator, hjælpeløs alkoholiker og en måske i virkeligheden også et godt menneske, der har en vis form for empati for andre mennesker. Man er lidt i tvivl om, hvorvidt dette stykke overhovedet ville kunne opføres, hvis ikke Jens Jørn Spottag var til rådighed.
Jeg har aldrig haft den opfattelse, at virkelighedens Peter Brixtofte handlede for egen vindings skyld. Bevares, han søgte magten og misbrugte den aktivt, men var det i virkeligheden mere for Farums skyld end for sin egen? ”Peter af Farum” synes at gå samme vej.
Peter Brixtofte blev dømt for magtmisbrug og bedrageri, han fortsatte efterfølgende med at sætte vidtløftige projekter i værk, men lykkedes aldrig. Alkoholismen satte en stopper for visionerne. Han døde i 2016. Denne sidste del af Peter Brixtoftes liv var tragisk. Den får vi ikke med her. Andreas Garfield lader sin historie slutte, da alle nikkedukkerne, har dukket nakken og forladt den synkende skude. Da lille Lars fra Græsted har slagtet sin rival politisk, og Peter af Farum står tilbage med drømmene og intet andet. Det er godt.
——
”Peter af Farum”.
Dramatiker: Andreas Garfield. Instruktion: Rune David Grue. Scenografi: Franciska Zahle/Mie Riis. Koreografi: Esa Alanne. Lyddesign: Rune David Grue og Steen Larsen. Lysdesign: Lars Schou.
Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Petrine Agger, Tom Jensen, Camilla Lau, Tina Gylling Mortensen, Ulla Vejby, Carsten Svendsen, Alexander Bryld Obaze og Henrik Lykkegaard.
Spiller på Folketeatret til 8. marts.
Anmeldt 6. februar (premiere)
Foto: Büro Jantzen.
VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.
