Det er sort i sort på Teatret ved Sorte Hest, der spiller den kulsorte, brasilianske teaterklassiker ”Frk. Marguerite” om magt og magtmisbrug.
* * *
Der er ikke noget at sige til, at Maria Vinterberg på Teatret ved Sorte Hest på Vesterbro i København, har kastet sit drevne blik på Robert Athaydes efterhånden mere end 50 år gamle monolog-klassiker ”Frk. Marguerite”.
Trods sine mange år på bagen, så er der stadig noget universelt aktuelt i den kulsorte og dystre komedie om den rablende vanvittige skolelærer, Frk. Marguerite, der med sit seksuelle frisprog kræver stram disciplin og absolut og kompromisløs lydighed af sin skoleklasse af unge på vej videre ud i livet.
Med noget der ligner sygdommen tourettes, bliver Frk. Marguerites magt og misbruget af den til et spejl af tidens despoter, det være sig Brasiliens egen tidligere præsident Bolsonaro (aka. Sydamerikas Trump) eller for den sags skyld den ægte vare, derovre i Det Hvide Hus, hvor det for os udenforstående tilsyneladende rabler mere og mere.
Det gør det også for Sarah Bobergs sortklædte Frk. Marguerite, der styrer sit lille tavleindrammede diktatur med hård hånd og et beskidt sprog. Hendes humørsvingninger når ud i alle det klaustrofobiske klasseværelses sorte hjørner. Gemt i katedrets indre ligger et skelet, men det er mere det kødelige, der trækker i Frk. Marguerites besynderlige, absurde biologitime.
”Frk. Marguerite” har en vis klassikerstatus, hvilket berettiger at den med mellemrum tages frem og spilles, men i Peter Poulsens oversættelse fremstår teksten trods emnets eviggyldighed en smule bedaget. Da monologen for et par år siden blev spillet på Vendsyssel Teater var det, kan jeg forstå (jeg så ikke selv forestillingen), i en anden, mere moderne og opdateret oversættelse/bearbejdelse og i et mere kulørt skoleklasseunivers end Marianne Nilssons helt ’sort-i-sort med ekstra sort på-scenografi’, som næsten bliver for traurig.
Mere kulørt var det også, da jeg selv første gang stiftede bekendtskab med ”Frk. Marguerite” i Anne-Marie Helgers forrygende skikkelse på Aveny Teatret i 1990. Det var min første ’ikke revy’ anmeldelse, og den ændrede for altid mit syn på Anne-Marie Helger, som jeg inden da havde det noget stramt med. De samme forbehold som jeg dengang havde overfor Anne-Marie Helger – inden forestillingen – har jeg bestemt ikke overfor Sarah Boberg, som jeg altid har opfattet som en aldeles fortræffelig skuespiller. Det gør jeg stadig, selvom jeg må indrømme, at jeg ikke finder hende morsom nok her. Hun skaber en uhyggelig karakter, et magtmonster, som er ganske fascinerende. Men det komiske aspekt, som jeg mener også skal være der, er det sparsomt med. En monolog af denne kaliber er dog altid en gigantisk kraftpræstation, og det udstråler et vidunderligt overskud, når Sarah Boberg undervejs i premiereforestillingen kan spille muntert med på suffløsens markering og bevare karakterens autoritet. Vi sidder der i det sorte mørke og kluklér undervejs, men mere bliver det altså ikke rigtigt til, og det er synd.
——-
”Frk. Marguerite”. Monolog af Roberto Athayde. Oversættelse: Peter Poulsen.
Instruktion: Maria Vinterberg. Scenografi: Marianne Nilsson. Lysdesign: Sofus Sean Bassett.
Medvirkende: Sarah Boberg.
Spiller på Teatret ved Sorte Hest til 15. marts.
Anmeldt 15. februar (premiere).
PR-foto: Robin Skjoldborg.
VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.
