KONG LEAR

Waage Sandø markerer et imponerende 60-års skuespillerjubilæum i en ’drømmerolle’ som Kong Lear på turné og Folketeatrets Hippodromen. Desværre er forestillingen ikke rigtigt vellykket.

* * *

Alle skuespillere har en ’drømmerolle’, men mange siger det ikke højt. Vi må dog tillade os at gætte på, at titelrollen i Shakespeares ”Kong Lear” er Waage Sandøs drømmerolle. For ikke alene markerer han sit imponerende 60-års skuespillerjubilæum i rollen i Folketeatrets turnéopsætning, som også lægger vejen omkring Folketeatrets Hippodromen, han har også selv bearbejdet teksten efter Niels Brunses oversættelse.

Det er der kommet en komprimeret, omkring to timer lang, forestilling ud af, dog ikke så komprimeret som Aarhus Teaters opsætning i sidste sæson, og overhovedet ikke komprimeret som Husets Teaters adaption for blot to skuespillere også i sidste sæson.

Folketeatret, Waage Sandø og forestillingens instruktør Vibeke Wrede har valgt en ganske traditionel tilgang til dette klassikerforlæg. Både i forhold til kostumer (smukke, præcise og designet af Lauréline Démonet), den relativt spartanske scenografi, som Peter de Neergaard står for, og som i bedste turnéstil synes at være fleksibel. Den moderne tilgang er videoprojiceringer af den bandlyste datter Cordelia, når Kong Lear martres af dårlig samvittighed. Et fint greb, der fungerer.

”Kong Lear” er jo et af Shakespeares store kongedramaer. En tragedie om magt, intriger, jalousi og forræderi i 1600-tallets England. Kong Lear beslutter at træde tilbage og dele magten mellem sine tre døtre, men er så forfængelig, at han vil dele landet op efter hvor meget døtrene elsker ham. Mens de to ældste forfalder til slesk smiger, står den yngste datter fast på at sige sandheden; at hun holder af sin far akkurat så meget som han har fortjent. Det gør Lear så rasende at han forviser Cordelia til Frankrig, hvor hun er lovet væk til den franske konge. Samme vej ryger adelsmanden Kent, som taler Cordelias sag. Landet deles mellem de to ældste søstre, Goneril og Regan, der på skift tvinges til at have deres gamle far og hans hof på kost og logi, og det går selvfølgelig ikke. Lear indser hurtigt at han har fejlet og bliver mere og mere gal, og de to søstre forviser nu også ham. En krig mod Frankrig, der nu bakker op om Lear er uundgåelig. Sideløbende med hovedhistorien, der grundlæggende handler om tilgivelse og forholdet mellem Lear og Cordelia, kører to sidehistorier. Én om jalousien mellem de to ældste søstre, og en om jalousien mellem to uægte brødre, den intrigante og magtsyge Edmund, der bejler til begge de magtfulde søstre, og den retfærdighedssøgende storebror, Edgar, der går i ledtog med Lear. Det ender som det ofte gør i Shakespeares tragedier med at næsten alle dør, og med at Edgar står alene tilbage og får det sidste ord.

Waage Sandø har en vældig pondus som den gamle konge, der med tiden mildnes i takt med at galskaben tager over i hans sind. Det er en kompleks rolle, der indeholder nærmest hele paletten af følelser; fra at være et kold og egennyttigt magtmenneske til han slutteligt dør af lutter sorg og afmægtig fortvivlelse, over sine fejlslagne beslutninger. I Sandøs fortolkning fremstår Lears tiltagende galskab nærmere som en slags demens, og det er ikke så skidt set. Med demensen kommer en forsonende mildhed, som gør det lettere at føle en vis medlidenhed med Lear.

Det har dog omvendt den slagside, at denne Kong Lear fremstår langt mindre farlig end hvad måske godt er. For skal Lear ikke – trods tiltagende galskab – stadig have en rem af magtbegæret intakt?

Omkring Waage Sandøs fysisk monumentale Lear kæmper de øvrige seks skuespillere på hver deres måde med at få hold på karaktererne og det Shakespearske sprog. Nogle lykkes bedre end andre, bedst Brian Hjulmann som den intrigante Edmund, der nærmest bliver en slags fortællerkarakter i forestillingen, og Martin Elung-Jensen som den landsforviste Kent, der under falsk identitet bliver Lears tjener og Cordelias støtte. Marie Boda giver Cordelia en vis ungdommelig sødme, og charmerer som kæk, drenget nar. Men når der skrues op for tragedien, bliver hun mere udfordret, og det måske ikke uden grund at mange Shakespeare-stykker i dag spilles i mere nutidigt mundrette tekstbearbejdelser, for både hun, Sara Hjort Ditlevsen, Sidsel Siem Koch og Mathias Flint synes at have vanskeligt ved at forlige sig med blankvers og den teatralske svulstighed, der ligger i Niels Brunse kompetente, men åbenbart vanskeligt spilbare oversættelse.

Det er næppe meningen, at publikum skal grine under den ene søsters dødsscene mod slutningen, hvor tragedien er fuldtonet, men det var ikke desto mindre den spontane reaktion ved den pressepremiere, jeg overværede forleden dag i Grøndal Multicenter på Folketeatrets turnéscene.

Der er for mange forbehold ved denne opsætning til at berettige mere end de tre stjerner, men det kan muligvis blive bedre, når forestillingen spiller sig ind over de kommende måneder, og det er under alle omstændigheder værd at lette på hatten og kippe med flaget for 60-års jubilaren i hovedrollen. Waage Sandø fremstår så vital, at et 70-års jubilæum om ti år slet ikke synes usandsynligt.

—–

”Kong Lear”. Af William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse. Tekstbearbejdelse: Waage Sandø.

Instruktion og bearbejdelse: Vibeke Wrede. Scenografi: Peter de Neergaard. Kostumedesign: Lauréline Démonet. Lysdesign: Malthe Haugaard. Komponist: Alexander Wrede Elung-Jensen.

Medvirkende: Waage Sandø, Marie Boda, Sidsel Siem Koch, Sara Hjort Ditlevsen, Maryin Elung-Jensen, Brian Hjulmann og Mathias Flint.

Producent: Folketeatret. Spiller på turné til 14. april. Se turneplanen på folketeatret.dk. Samt på Hippodromen fra 25. marts til 6. april.

Anmeldt 18. februar (pressevisning i Grøndal Multicenter).

Foto: Büro Jantzen.

VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.