Silas Holst danser af som professionel danser i en højenergisk og til tider vildt overgearet ”Strictly Ballroom”.
* * *
Jeg ved godt, at jeg sikkert får på puklen for ’kun’ at tildele tre stjerner til One and Only Musicals ”Strictly Ballroom”. For det store publikum, der glæder sig til at opleve Silas Holst danse af som professionel danser i Falkoner salen og senere på Vejle Musikteater og Musikteatret Holstebro, vil med stor sandsynlighed være af en helt anden mening.
Men det kan ikke være anderledes. ”Strictly Ballroom” er højenergisk og til tider så vildt overgearet og overspillet, at selv ikke de medrivende danseoptrin kan opveje min personlige irritation over hvor lidt ’bund’, der er i flertallet af de medvirkendes spil.
Ret skal dog være ret; det er da bestemt underholdende, og forestillingen byder på en opvisning af flotte danseoptrin, som næsten hele Danmark jo har lært at elske gennem utallige sæsoner med tv-hittet Vild med Dans. Ikke så overraskende er en stor del af castet da også hentet fra netop Vild med Dans-universet, naturligvis med knalddygtige Silas Holst i spidsen. Denne gang nøjes han ikke med at danse så sveden springer, han har også koreograferet, og dermed markerer ”Strictly Ballroom” med stor sandsynlighed en passende overgang fra ét rollefag – stjernen på scenen – til et nyt – koreografen – for Silas Holst.
”Strictly Ballroom” er ren eskapisme, og der er ingen grund til at forsøge at lægge tolkninger ind i historien, selvom der de senere år har været ballade i for eksempel rideforbundet, der til en vis grad godt kan minde lidt om plottet i ”Strictly Ballroom”.
Her forsøger danseforbundets magtfulde formand, Barry Fife, nemlig at holde enhver tradition i hævd ved at forbyde og bekæmpe hovedpersonens Scotts trang til at danse sine egne, forbudte trin til det store mesterskab. En kærlighedshistorie mellem Scott og den unge, spanske Fran, og en historie om løgne og fortielser i fortiden, der involverer Scotts forældre, driver historien frem mod den forudsigelige slutning.
Ligesom i filmen fra 1992, Baz Luhrmanns første film og store gennembrud, karikeres karaktererne helt ud på det yderste tegneserieoverdrev. Bevares, miljøet indenfor dansesporten kan da vist godt være en smule over the top med påklistrede tandpastareklamesmil, Score-Kaj frisurer og så videre, og når det så sættes på spidsen som her, så skal det jo blive for meget, men for meget kan spilles på mange måder, og i stedet for præcis for meget bliver det her – for det meste – alt for meget for meget.
Det er ellers en stjernebesætning, der flankerer Silas Holst og Sicilia Gadborg Høeghs jordnære pardans i centrum for forestillingen. Tammi Øst, Niels Olsen, Niels Ellegaard, Rikke Buch Bendtsen, Peter Oliver Hansen og Camilla Bendix, what’s not to like! Og så et par håndfulde dygtige dansere og musicalperformere oveni.
Men altså. Niels Olsen og Niels Ellegaard skambruger virkemidler, som de har benyttet i årtiers revyer, tv-satirer og, nåhr ja, reklamekampagner for fiskeindustrien. Er det sjovt? Ja, i tre minutter, men ikke i to timer. Tammi Øst giver den fuld skrue i rollen som Scotts ambitiøse mor. Den rolle kan ikke overspilles, sagde en god ven til mig i pausen. Jeg synes nu at Tammi Øst giver det et godt forsøg. Ud fra mit perspektiv savner jeg den bund, der altså skal være der, også selvom vi er ude på overdrevets kant. At flere i ensemblet ikke mestrer finessens kunst, skal være dem undskyldt, men de ovennævnte burde kunne.
Og at det kan lade sig gøre viser Camilla Bendix i en lille fin rolle som Frans spanske tante. Hun er nemlig morsom – også fra hjertet. At det er en pointe, at den spanske familie har det hjerte med, som det australske danseborgerskab har ladet hænge i garderoben, er ikke for mig helt nok til at legitimere den overgearede spillestil.
Jose Agudo, der spiller rollen som Frans temperamentsfulde far, er hele aftenens højdepunkt, når han i første akts forrygende finale, lærer Scott flamenco-dansens pulserende hjerterytme i en nærmest magisk paso double. Først her, en time og et kvarter inde i forestillingen, mærker man et nærvær fra scenen, der sender varme stråler af livsglæde ud i salen.
Sicilia Gadborg Høegh leverer en fin-fin præstation som forfjamsket forelsket og småkikset begynderdanser, der udvikler sig til en smuk svane. Hun synger glimrende og der må ligge mange timers træning i danselokalet bag hendes dansemoves, som totalt diskvalificerer hende i forhold til at komme med i en kommende sæson af Vild med Dans, men mon ikke hendes karriere overlever det? Det samme gælder i øvrigt for Rikke Buch Bendtsen, der som Scotts normale dansepartner viser nye sider af sit alsidige talent, og som leverer ét af aftenens bedste sangnumre med en flot version af Whitney Houstons ”I Wanna Dance”.
Skurkerollen som den sleske, korrupte og på alle måder usympatiske Barry Fife er guf for Peter Oliver Hansens talent. Overspillet? Javist, men med lige netop den latente farlighed liggende under overfladen, der gør ham troværdig.
I hovedrollen som Scott viser Silas Holst endnu en gang, at han er mere og andet end blot en dygtig danser. Han skildrer med troværdighed en ung mand med en mission, og han synger glimrende. Dansenumrene leverer han med høj intensitet, og ikke uvæsentligt, så tror man på kærlighedshistorien.
Astrid Lynge Ottosen har boltret sig med sine kostumedesigns, der svinger fra de ekstravagante ballroom dance kjoler til den ultimative dårlige smag. De er lige så karikerede som karaktererne, der bærer dem. Steffen Aarfings scenografi tager os effektivt med fra ballroom til dansesal, og til den snuskede spanske bodega, hvor Frans far residerer, og Joy-Maria Frederiksen har instrueret løjerne med vanlig fornemmelse for at få hele maskineriet til at glide gnidningsfrit over scenen, men det havde klædt hende – og forestillingen – at arbejde mere substans ind i personinstruktionen.
Som nævnt i indledningen, så er min oplevelse af ”Strictly Ballroom” formentlig en anden end den mange af publikummerne forhåbentlig vil få. Og godt for det. Publikum på Falkoner, Vejle og Holstebro skal nok få en fest. ”Strictly Ballroom” er ikke en dårlig forestilling, men den skuffer mig, for den har potentialet til at være langt bedre.
——–
”Strictly Ballroom”. Manuskript: Baz Luhrmann og Craig Pearce. Orkestrering: Simon Hale. Oversættelse og bearbejdelse: Ina Bruhn.
Instruktion: Joy-Maria Frederiksen. Scenografi: Steffen Aarfing. Kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen. Koreograf: Silas Holst. Flamenco koreografi: Silas Holst og Jose Agudo.
Medvirkende: Silas Holst, Sicilia Gadborg Høegh, Tammi Øst, Niels Ellegaard, Niels Olsen, Peter Oliver Hansen, Rikke Buch Bendtsen, Camilla Bendix, Jose Agudo, Patrick Terndrup, Benjamin Martin, Christoffer Schøllhammer Rørmose, Karina Frimodt, Alberte Kyst, Line Krogholm, Tone Reumert, Søren Bang Jensen, Linea Høeg Olsen, Elise Ruusunen, Camilla Dalsgaard, Lasse Dyg, Mads Valdemar Vinther, Eugen Miu, Nicklas Troensegaard og Ernestine Ruiz.
Spiller i Falkonersalen (Frederiksberg) til 29. marts, Vejle Musikteater 2.-13. april, Musikteatret Holstebro 23. april – 4. maj.
Producent: Hele Danmarks Musikteater.
Anmeldt 20. februar (premiere).
Foto:
VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.
