Fed musik, en virtuos Killer Queen og en tiltrængt modernisering af verdens måske ringeste musicalhistorie gør Queen-musicalen ”We Will Rock You” til en positiv overraskelse.
* * * *
Jeg havde mine bange anelser. Det kan jeg lige så godt indrømme. For musicalen ”We Will Rock You”, baseret på den legendariske rockgruppe Queen’s ikoniske musik, har formentlig den mest tyndbenede historie i nogen som helst international musical.
Det er faktisk lige før, at britiske Ben Eltons besynderligt sammenrørte fremtidsdystopi af en Messias-historie om ’drømmeren’, der finder den hellige el-guitar og redder verden fra den ondskabsfulde matriark, Killer Queen, er det rene og skære nonsens.
Da musicalen blev sat op i Royal Arena tilbage i 2017 i Lars Hjortshøjs oversættelse og bearbejdelse, var det tæt på pinligt ringe, selvom ingen heller ikke dengang kunne tage kvaliteten fra de fede sange fra Queens majestætiske bagkatalog.
Små otte år senere – og 23 år efter uropførelsen i London i 2002 – har Lion Musicals igen fundet ”We Will Rock You” frem af gemmerne, og denne gang har man gjort sig umage for at forny dens udtryk og bringe den i sync med vores samtid. Line Knutzon har simpelthen lavet en ny oversættelse og en ganske gennemgribende bearbejdelse af teksten, og instruktøren Nicolaj Cederholm har trukket på årtiers erfaringer med Teaterkoncerter og har sammen med kostumedesigner Line Bech og den snart allestedsnærværende mester-scenograf Benjamin La Cour, skabt et farveorgie af et bizart fremtidsunivers. The Ga Ga Gang er nu The Ga Ga Kids, og de fredløse Bohemians er ikke længere en slags hippiepunkere, men nærmest en forsamling af genetiske mutationer, der har søgt tilflugt på The Heartbreak Hotel, under ledelse af Buddy, forklædt som bunny, en slags adaption af kaninen i ”Alice i Eventyrland”.
De tyggegummi-pink Ga Ga Kids er ensartet masse, ikke ulig de mange Barbier og Ken’er i ”Barbie”-filmen. De er evigt fordybet i deres mobiltelefoner, som er den eneste kontaktfunktion mellem individer, og de sværger blidt til en AI-genereret virkelighed, der styres af Killer Queen og hendes lede håndlanger Khashoggi (navnet oprindeligt inspireret af den engang så berygtede internationale våbenhandler, Adnan Khashoggi). I Knutzon og Cederholms tilgang til det tvivlsomme original-materiale giver det faktisk lidt mening, når der synges Is this the real life? Is this just fantasy..?
Manuskriptforfatteren Ben Elton er også komiker, og dykker man ned i Queens sangtekster opdager jo et helt gennemgående lune og en klassisk britisk tongue in cheek humor. De gamle jokes fra 2002 er bare ikke gangbare længere, og Hjortshøjs tåkrummende onkel-jokes fra 2017 var aldrig gangbare. Bedre går det her, hvor Line Knutzon tager afsæt i en satire over overfladiskhed, mobilafhængighed og den evindelige strøm af deep fake news, som vel reelt set truer vores højtbesungne demokratiopfattelse. Superskurken Killer Queen næres ganske enkelt af opmærksomhed og skyr ingen midler i sin stræben efter den. Der kommer således et anstrøg af alvor i komikken, og så bliver det nærværende. Når Khashoggi eksempelvis lader de tilfangetagne Bohemians’ hjerner suge ud gennem røven på dem, er det både banalt morsomt, men også en tankevækkende kommentar til at mange i dag går med hovedet oppe i røven på sig selv.
At grundhistorien så stadig er en tyndbenet omgang, grænsende til det infantile, kan Knutzon og Cederholm trods alt ikke ændre på, men de gør et behjertet forsøg.
Musikken er fed, naturligvis er den det – det jo Queen! For mig personligt måske dét bedste rockband i historien. Bandet under Søren Graversens ledelse spiller hjernedødt godt med guitaristerne Maria Barbieri og Søren Bigum i ekvilibristisk topform, så Brian May må nikke anerkendende, og så synges der godt af det farvestrålende cast, som er en blanding af velkendte, erfarne kræfter og helt nye talenter.
Jimmy Jørgensen charmer sig gennem den komiske rolle som Bohemians lederen, Buddy, og leverer en lille vokal stjernestund i ”These are the days of our lives”, et for mig ubeskrevet blad, Laura Wildt, gør stort indtryk som Oz i effektfuld samklang med Carl-Christian Riestras androgyne Brit, og ikke mindst i soloen ”No one but you”. Rutinerede Nis Pedersen har både fysisk og vokal tyngde som håndlangeren Khashoggi, som her er en rendyrket tegneseriefigur, og i forestillingens egentlige hovedroller, drømmeren Galileo, og hans feministisk opvakte babe, Scaramuche, leverer debutanten Thomas Bluhme og den efterhånden erfarne Nanna Rossen ikke mindst vokalt glimrende præstationer. Mens han hidtil har udfoldet talentet i amatørgruppen Elverfolket og som solist i diverse bands, har hun senest opnået stor personlig succes i en af hovedrollerne i ”Wicked” i Fredericia. Oprindeligt var Nanna Rossen ikke castet til rollen som Scaramuche, men jeg tænker at vi som publikum har al mulig grund til at være tilfredse med at det er hende, der spiller og synger rollen.
Det er næsten umuligt at abstrahere 100 procent fra, at Thomas Bluhme – og de andre i castet – ikke er og aldrig bliver Freddie Mercury, men større sangere end dem, er faldet igennem når de har kastet sig ud i at fortolke Mercury, og det sker faktisk ikke her. Og én sanger stjæler i den grad showet og viser, at Freddy Mercurys vokale mesterklasse godt kan matches. Lea Thiim Harder gør med sin virtuose pragtpræstation Killer Queen til aftenens helt store højdepunkt, og hele forestillingens omdrejningspunkt. Hold nu kæft en stemme, den kvinde er udstyret med, og hvor er hun dog god til at bruge den. Fra det øjeblik Lea Thiim Harder træder ind på scenen til og som ”Killer Queen” ejer hun hver en kvadratmeter af den, og hun vokser bare fra solo til solo – og dem har Killer Queen mange af! Lea Thiim Harder har altid været god, men har hun leveret bedre end her? Jeg tror det ikke.
Til gengæld har Benjamin La Cour alle sine kvaliteter til trods leveret bedre end denne gang, hvor scenografien til en vis grad bærer præg af at ”We Will Rock You” skal turnere og derfor skal passe ind flere forskellige steder. En lige lovlig klodset kasse, der kan køres rundt, klatres op og ned ad og som huser bandet, er nok effektiv, men bestemt ikke køn. Til gengæld er lyssætningen flot, og Line Bechs fantasifulde og pangfarverige kostumer skaber noget Kind of Magic rent visuelt. Nellie Bethel Rainey har givet de dygtige dansere masser af fede moves, som man dog sidder lidt med en fornemmelse af at man har set før.
Når man har haft Queens musik som sit lydtapet siden man var pre-teen, bliver ”We Will Rock You” helt intuitivt en tur ned af memory lane, og musikken kan noget helt særligt når det kommer til at påvirke ens følelsesregister. Måske derfor har jeg tidligere været kolossalt skuffet over ”We Will Rock You” som musical, fordi sangene fortjener mere og bedre. Men denne opsætning er trods historiens åbenlyse mangler en positiv overraskelse.
Længe leve rock’n roll, længe leve Queen og længe leve Lea….
—-
”We Will Rock You” . Tekst: Ben Elton. Musik: Queen. Oversættelse og bearbejdelse: Line Knutzon.
Instruktion: Nicolaj Cederholm. Koreografi: Nellie Bethel Rainey. Scenografi & lysdesigner: Benjamin La Cour. Kostumedesigner: Line Bech. Kapelmester: Søren Graversen.
Medvirkende: Lea Thiim Harder, Thomas Bluhme, Nanna Rossen, Jimmy Jørgensen, Nis Pedersen, Laura Wildt, Carl-Christian Riestra, Anders Gjesing, Anna Mathilde Bordal Jessen, Christian Collenburg, Ciara Rose Blankenship, Fie Alberte Damgaard-Lauritsen, Helene Duch Kjær, Helene Høier, Malik With, Morten Adelhardt Kristensen, Rai Del Valle, Timothy De Mesa Højgaard og Vibeke Zederkof. Søren Graversen, Maria Barbieri, Søren Bigum, Stephan Grabowski og Tove Sørensen (musikere).
Producent Lion Musicals.
Spiller i Tivolis Koncertsal til 30. marts, derefter: Aarhus, Esbjerg, Randers, Odense, Aalborg, Frederikshavn, Vejle og Holstebro fra 16. april til 8. juni. Se datoer på www.lionmusicals.dk.
Anmeldt 13. marts i Tivolis Koncertsal (premiere).
Foto: Morten Rygaard.
VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.
