BUNBURY – THE IMPORTANCE OF BEING EARNEST

Oscar Wildes berømte komedie spillet som farvestrålende og teknisk ekvilibristisk queer-komedie på Det kgl. Teaters Store Scene. Det er både sjovt og underholdende, men er det også interessant?

* * * *

Lad mig med det samme slå fast, at man er vældigt godt underholdt af Oscar Wilde’s berømte sædekomedie ”Bunbury – The importance of Being Earnest” på Skuespilhusets Store Scene.

Forestillingen er farvestrålende, og teknisk ekvilibristisk udført. Kostumedesigneren Jelena Miletic og videodesigneren Signe Emma har boltret sig med en legesyg ekstravagance, der gør oplevelsen til en visuel stjernestund. Og skuespillerne leger med, med stort overskud og sprudlende energi. Det er bestemt morsomt, i perioder endda meget morsomt, når den letbenede historie ruller over scenen om de to ærkebritiske ungkarle, der begge har opfundet et fiktivt alter ego, for både at kunne begå sig indenfor de af omgivelserne og familien givne regler og slå sig løs på frierfødder overfor de smukke, unge kvinder.

For nylig genlæste jeg P.G. Wodehouse’ bøger om Bertie Wooster og hans trofaste og idérige tjener, Jeeves, og det er samme miljø, Wilde beskriver her, hvor dandyen Algernon Moncreiff er underlagt og afhængig af sin monstrøse tante Lady Bracknells snobbede luner, og hvor vennen, Jack Worthing, som formynder for sin 18-årige niece Cecily, må balancere det moralske liv på landet, med trangen til at slå til søren i London, hvor Algernons labre kusine, Gwendolen, er genstand for hans glødende kærlighed.

Det gælder om at holde på formerne, men formene kan bestemt bøjes, især hvis der viser sig at være en ikke ubetydelig formue involveret. Det er rent hykleri.

Oscar Wilde legede med ordene i originaltitlen – The Importance of Being Earnest – for navnet Ernest udtales præcis som adjektivet Earnest, som betyder alvor eller ærlig. Jack Worthings opdigtede bror, som er hans undskyldning for at tage fra landet ind til London, har han kaldt Ernest, og det er derfor Ernest og ikke Jack, som Gwendolon er forelsket i. Ikke mennesket, men navnet. Ja, dybere er det ikke.

Bunbury i den danske titel, er derimod navnet på Algernon Moncrieffs opdigtede ven, der giver ham et alibi for at slippe ud af tantens stramme greb en gang i mellem. Og da Algernon finder ud af, at han ved at udgive sig for at være Ernest, og på den måde komme tæt på den kønne Cecily, så bliver forvirringen og forviklingen total.

På denne måde adskiller ”Bunbury” sig ikke fra mange andre rendyrkede farcer. Der hvor Wilde’s skuespil udmærker sig på klassikerniveau er den uhyre vittige dialog, med sylespidse kommentarer til det forlorne og forløjede overklassesamfund. Det handler til syvende og sidst om at være den man er, og om at være ærlig – overfor sig selv og andre.

Kort efter urpremieren på ”Bunbury” i London i slutningen af 1890’erne, blev Wilde dømt for sin homoseksualitet (som var ulovlig på den tid), og stykket blev det sidste af blot fire skuespil fra Wilde, som døde få år senere. Han er siden blevet en slags ikon indenfor queer-universet, og selvom der vel grundlæggende ikke er noget queer over handlingen i ”Bunbury”, så har stykket fået en slags queer-status, og er flere gange tidligere blevet opført med mænd i de to store kvindelige biroller, Lady Bracknell og Miss Prism. Således også her, hvor rollerne forvaltes af ingen ringere end Jens Jørn Spottag og Rasmus Botoft i fuld drag. Der har også tidligere i udlandet været en opførelse udelukkende med mandlige skuespillere i ensemblet.

Det er altså ikke et nyt greb fra den tyske instruktør Bastian Krafts side at der jongleres med køn og kønsidentiteter, som der gøres her. Algernon spilles af Ena Spottag (i nok en manderolle, dem har hun efterhånden haft en del af), den yppige Gwendolon spilles af Emil Blak Olsen, der tager sig endog særdeles indtagende ud som kvinde, og endelig så brillerer Mette Horn som den stedlige præst, Pastor Chasuble, i en på alle måder herlig maskering og med vittig replik. Lasse Steen fungerer i en dobbelt funktion som androgyn butler og musiker/sanger.

Bastian Kraft har barberet de oprindelige tre akter kraftigt ned til en forestilling på en time og fyrre minutter uden pause, men kort er ikke altid godt, og faktisk føles tiden ind i mellem lang, trods energiniveauet på scenen. Måske fordi al den tekniske ekvilibrisme, med et imponerende og avanceret videodesign, som spillerne kan styre med et fingerknips – eller med en mere klodset remotekontrol – over tid bliver en kende ensformigt, og fordi den ydre farvelade og de visuelle effekter i udpræget grad flytter fokus fra ”Bunburys” virkelige styrke; den sprudlende og spidse, satiriske dialog.

Forestillingen er således både sjov og underholdende, men hvis intentionen er at sætte fokus på mangfoldighed af en eller anden art, så kommer man ikke i mål. Denne opførelse er faktisk ikke særlig interessant i længden.

Heldigvis spilles der med perlende overskud af hele ensemblet, og Mikkel Becker Hilgart viser igen – i rollen som Jack Worthing – sit kolossale komiske talent, hvor kropslighed, mimik og en strålende timing går op i en højere enhed. Ena Spottag er ligeledes aldeles herlig som spradebassen Algernon, og Karla Rosendahl tegner et morsomt portræt af en selvoptaget teenagepige af i dag, placeret i 1890’ernes England. Jens Jørn Spottag giver Lady Bracknell farverigt format, og Rasmus Botoft synes som taget ud af en Don Martin-tegneseriestribe som guvernanten Miss Prism, der viser sig at bære på en frygtelig hemmelighed, der får brikkerne til at falde på plads til sidst.

Der er et friskt valg at spille ”Bunbury” som en gender bender-komedie, men undertegnede kan nu alligevel ikke lade være at undre sig lidt. På et tidspunkt, hvor debatten om manglende opgaver og gode roller til modne, kvindelige skuespillere igen-igen er blusset op – det sker sådan cirka hvert femte til tiende år – vælger man at besætte stykkets to strålende modne, kvindelige biroller med mænd!

Tror man ikke på at ”Bunbury” i dag ville kunne spilles, og henvende sig til et moderne publikum, uden at blive plastret til i et farvestrålende inferno af politisk korrekt wokeness? Hvis det er tilfældet, hvorfor så overhovedet spille det?

—–

”Bunbury – The Importance of Being Earnest”. Af Oscar Wilde. Oversættelse: Holger Bech.

Instruktion og bearbejdelse: Bastian Kraft. Scenografi: Jonas Fly. Kostumedesign: Jelena Miletic. Videodesign: Signe Emma. Musik: Lasse Steen. Lysdesign: Elizabeth Nøddebo Dyhr. Lyddesign: Janus Jensen.

Medvirkende: Ena Spottag, Mikkel Becker Hilgart, Emil Blak Olsen, Karla Rosendahl, Jens Jørn Spottag, Rasmus Botoft, Mette Horn og Lasse Steen.

Spiller på Skuespilhusets Store Scene til 27. april.

Anmeldt 21. marts (premiere).

Foto: Camilla Winther

VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.