Amager Revyen har fået vokseværk, og indleder revysæsonen 2025 med en munter og eftertænksom forestilling uden deciderede svipsere, men også uden det helt store topnummer.
* * * *
Det er Amager Revyen, der åbner den egentlige revysæson 2025, og det gør den ovenpå en meget stor succes sidste sommer, der kastede både gode anmeldelser, et stort tilfredst publikum og en revypris af sig. Efter en årrække i diminutive rammer på Teater Play har revyen fået vokseværk, og er rykket tættere på centrum til Amagers selskabslokaler i Markmandsgade – lige ved Christmas Møllers Plads.
Her kan man ikke alene have en rigtig revyscenografi. Man kan også opfylde et ønske fra publikum om at kombinere revyen med spisning inden forestillingen. Der serveres en ganske udmærket buffet med kød, kylling og forskellige salater, flødekartofler og stegte rodfrugter og har man en sød tand, kan der tilkøbes en dessert. Publikum sidder ved langborde i den store, højloftede sal, hvor mangen en ama’rkaner har holdt bryllup, rund fødselsdag og ikke mindst gået til afdansningsbal med de lokale danseskoler.
Stedet emmer af provinsiel hygge, men det ligger altså midt i hovedstaden, få kilometer fra Rådhuspladsen, Christiansborg og – nåhr ja – Christiania.
Nok om stedet. Det skal jo handle om revyen, der har haft en stejlt stigende kvalitetskurve de år undertegnede har set den på Teater Play. Kvalitetsmæssigt stagnerer kurven noget i år, alt andet ville vel også være tæt på naturstridigt. Til gengæld klæder det revyen at der er plads til lidt større armbevægelser. Pianisten er skiftet ud med en musikalsk duo, med erfarne Christian Dahlberg ved klaveret og Peter Ravn på bas, en mindre, men ikke uvæsentlig opgradering. På scenen er kvinderne gengangere fra de senere år; Mille Berg, Dorte Munksgaard og Frida Sigurth, mens herrerne er nye. Anders Aamodt og Simon Nøiers. Sidstnævnte har i en årrække været en del af Helsingør Revyen, og har tidligere også vist sig som en særdeles habil tekstforfatter, men her har han sjovt nok ikke én eneste tekst med.
Netop teksterne var i 2024 Amager Revyens helt store styrke. Det var årets tekstmæssigt stærkeste revy, og den fik to tekstforfatternomineringer til Revyernes Revy. Den ene til Tor Bagger, den anden til Mille Berg, der vandt prisen for et finurligt nummer om sprogforskeren Ole Sprogøre. Sprogøret dukker selvfølgelig op igen, denne gang på jobjagt, og igen med de skønneste ordkvababbelser. Han finder det grænseløst overskidende at stå på scenen foran en hel sal af impotente arbejdsgivere! Mille Berg skaber med sit kejtede kropssprog en vidunderligt akavet karakter, der er helt på højde med sidste års nummer.
Simon Nøiers og Anders Aamodt får også det store grin frem som de sidste to disciple, Matthæus og Thomas, der er blevet ladt tilbage på grund af den digitale udvikling, hvor Jesus jagter nye følgere og disciple online, og hvor de andre disciple mødes på den lukkede gruppechat, der også inkluderer en enkelt amerikansk journalist! Aktuel satire til tiden. Religiøse vittigheder på slap line er altid et hit i lille Danmark, hvor flertallet er selskabskristne og godt kan tage en gang røg.
Simon Nøiers viser voldsomt vovemod, når han i revyens sidste nummer inden finalen tager livtag med en ny version af ”Vi er alle i samme båd/Lærte vi noget”, Vase/Fuglsang-nummeret der i Ulf Pilgaards fortolkning har opnået revyikonisk status fra Cirkusrevyen under Muhammed-krisen, og her får nyt liv med alle verdens kriser tegnet op og gennemgået med satirisk svirp. Det er modigt at ’pille ved kronjuvelerne’, men hverken Nøiers eller Anders Anderskov, der har skrevet teksten, lykkes helt med missionen, selvom teksten meget fermt får det hele med.
Som sæsonens første revy, får Amager Revyen mulighed for at være en slags ledetråd for hvilke emner man kan forvente vil præge de kommende måneders revyer. Donald Trump får man fyret af allerede i revyens første nummer, hvor der leges pudsigt med navne på amerikanske stater og amarkanske lokaliteter. Således får Amager Revyen både lagt et meget lokalt spor og et internationalt udsyn. Pointen er, at ingen i ensemblet vil lægge krop til en egentlig Trump-parodi, og at Anders Aamodt så alligevel giver et bud, kunne vi faktisk godt have undværet.
Nuvel, revyen kommer hurtigt videre med en absurd sketch om det digitale sygehus, der lider af angstprovokerende systemnedbrud, herlige Dorte Munksgaard er en farverig prepper, der vil forskanse sig for Putin på sin skønne ama’rø, og Frida Sigurd er ret sjov som ’Mad Marianne’ med en noget alternativ tilgang til klima, økologi og madsplid – jo, du læste rigtigt. Frida Sigurth har selv skrevet teksten, og det samme gælder en mere eftertænksom hymne til ’de unge håb’, sunget af tre skolelærere i en presset folkeskole.
Andre emner som et skrantende velfærdssystem, børns overdrevne mobiltid, pruttende klimakøer, rappende Wolt-bude og den nye dille, saunagus, tages under kærlig behandling. Den lokale toppolitiker, justitsminister Peter Hummelgaard – Amar’s egen Obama – får sin egen lille hyldest, som undervejs revideres for møgsager, og i et kommunalvalgsår skal vi da også lige have en gennemgang af kommunalpolitik for begyndere.
Hele ensemblet er mildt sagt henrivende som byens tårne, der holder møde i ’tagforeningen’, her har scenografparret Lise Marie Birch og Lars Engel Frimann skabt nogle festlige kostumer, og det samme gør sig gældende i første akts finalenummer, hvor lille Alice havner i Temu-land, hvor alskens kinesisk tilbudsbras lokker og gør det svært at ’komme ud igen’. Nummeret er et godt eksempel på den idérigdom og vidt favnende fantasi, der igen i år præger Amager revyen i Mikkel Reenbergs temmelig gennemførte stil.
Det er lykkedes at sammensætte en aktuel revy, der med sikkert afsæt i lokalmiljøet kommer hele kloden rundt, leveres med muntert og musikalsk overskud og imponerer ved ikke for alvor at have numre med, som er deciderede svipsere. Til gængæld savner man måske lidt et eller to numre, som for alvor løfter revyen.
Revyens undertitel er ’Et råb om håb’, og både i åbningen og finalen opfordrer ensemblet os til at håbe højt i kor. Det kan man virkelig have brug for i en tid, hvor verdensordenen er vendt helt på hovedet og intet længere er som vi troede fremtiden ville være. I de nye rammer kommer Amager Revyen fint fra land. Vi må håbe, at publikummet følger med fra de beskedne rammer på Strandlodsvej til den store, højloftede sal i Markmandsgade, for med revyens høje, klare råb er der håb for både Amager Revyen og revysæsonen i almindelighed.
—-
”Amager Revyen 2025 – Et råb om håb”.
Tekst og musik: Mikkel Reenberg, Christian Dahlberg, Tor Bagger, Per Kurtzhals/Dan Ejlersen, Dorte Munksgaard, Axel Thingsted, Frida Sigurth, Esben Thaysen Nissen, Anders Aamodt, Gert Garbo, Shu-bi-Dua, Mille Berg, Benny Bang Jensen, Buster Bang Berg, Rasmus Breuning, Anders Anderskov og diverse.
Instruktion: Mikkel Reenberg. Scenografi: Lise Marie Birch og Lars Englund Frimann. Koreografi: Mette Soldan. Lysdesigner: Anders Leth Jensen. Kapelmester: Christian Dahlberg.
Medvirkende: Mille Berg, Dorte Munksgaard, Frida Sigurth, Anders Aamodt og Simon Nøiers.
Spiller i Amagers Selskabslokaler i Markmandsgade til 4. maj.
Anmeldt 27. marts (premiere)
Foto: Helene Halager.
VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.
