Det er hvidt og vådt, men ikke særlig vildt, når Regimentet byder på en dramatiseret historielektion om Frankrigs sidste dronning.
* * * *
Regimentet er et ungt scenekunstnerkollektiv, der blev dannet i forbindelse med at de fleste af kollektivets tolv medlemmer i 2022 lavede forestillingen ”Stolthed og fordom” sammen på Betty Nansen Teatret. Kollektivet består af instruktør Anna Balslev, dramatiker Sonja Ferdinand, scenograf Laura Løwe, komponist og musiker Viktor Dahl samt yderligere otte aktører, blandt dem en stribe unge og yngre skuespillere. Fra ”Stolthed og fordom” går flere igen på scenen i Regimentets nye forestilling ”Marie-Antoinette” på Det kgl. Teaters Mellemgulvet.
Det er Nanna Skaarup Voss, Mathias Bøgelund, Simon Kongsted og Freja Klint Sandberg, mens Alexander Bryld Obaze og den fra Aarhus Teater tilflyttede Anne Plauborg supplerer ’kollektivet’.
Med ”Stolthed og fordom” i nogenlunde frisk erindring er der al mulig grund til at have ganske store forventninger til Regimentets armlægning med en af historiens mest mytiske kvindeskikkelser, den sidste franske dronning, østrigsk-fødte Marie-Antoinette. Forventningerne indfries dog kun delvist i den 100 minutter lange dramatiserede historielektion, der savner den fanden-i-voldske vildskab, der gjorde ”Stolthed og fordom” til så mindeværdig en oplevelse.
Der er ellers lagt op til vildskab i beskrivelsen af det dekadente overflodsliv, der udspiller sig blandt den privilegieblinde adel og overklasse på det ekstravagante slot Versailles og på Marie-Antoinettes private lystslot Trianon. Laura Løwe har skabt et forfinet kridhvidt adelsunivers, hvor intrigerne og magtkampene lurer lige bag den uskyldsrene, pudrede facade. Springvandet pjasker lystigt på scenen, så spillerne gennemblødte står i vand til anklerne, og symbolikken er tyk som adeligt blod, når vandet i bassinet farves rødt i takt med at det sultende franske folk gør oprør. Kong Louis d. 14 og hans hustru, Marie-Antoinette, ender begge med hovedet i guillotinen og deres overdådige vellevned blev enden på det franske monarki i 1793.
Viktor Dahls elektroniske ambient lydunivers, som han selv fremfører fra sin egen lille orkestergrav, lægger et ekstra stemnings mættende lag til historien, og selvom det kan føles en smule ude af kontekst, så giver det vel også en form for mening, når han undervejs imod kongefamiliens deroute, synger sin version af Madonna-hittet ”Material Girl” mens ensemblet udfører deres dance dekadence i slående kontrast til den stramt disciplinerede hofdans, som Marie-Antoinette har så vanskeligt ved at finde sig til rette i ved sin ankomst til hoffet 20 år tidligere som 14-årig barnebrud.
Nanna Skaarup Voss lægger ganske bogstaveligt krop til den mutte, purunge østrigske ærkehertuginde, der ganske hurtigt får smag for det søde liv ved hoffet, og hvad hendes blot et par år ældre ’mand’, ikke formår i ægtesengen, kan Alexander Bryld Obazes virile svenske adelsmand, von Fersen, til fulde levere. Skaarup Voss’ Marie-Antoinette får for alvor kant, når hun til sidst under rettergangen skal forsvare sig mod falske rygter, og stadig ikke helt forstår hvad hendes forræderi mod folket egentlig består i. Hendes privilegieblindhed trækker tråde fra 1790’erne og op til i dag, hvor magteliten mange steder i lige så høj grad synes at have svært ved at indstille deres moralske kompas.
Sonja Ferdinands manuskript holder sig forholdsvist stringent til den historiske tidslinje, og selvom der både er vittige replikker, og pudsige situationer; blandt andet omkring den unge konges besynderlige faible for nøgler og det unge pars mildt sagt mislykkede seksuelle relation, så fremstår forestillingen alt for langt hen ad vejen lige så lidt spændende som en historielektion i 1. G. i sidste time fredag eftermiddag. Det er dog et vellykket greb, at lade karaktererne fortælle historien på rygtebasis – det siges at… – men teksten har alligevel vanskeligt ved at få luft under vingerne, og den boblende lethed, der karakteriserede Regimentets ”Stolthed og fordom”, er det ikke fuldt ud lykkedes Anna Balslev at få frem i samme grad her.
Af samme årsag fremstår ”Marie-Antoinette” til tider lovlig lang i spyttet, ja, ligefrem kedsommelig i perioder. Det opvejes i nogen grad af ensemblets veloplagte spil, hvor især Freja Klint Sandberg og Mathias Bøgelund lyser op i deres biroller som hofdamen Madame de Polignac og Kong Louis, med uforlignelig timing i selv de mindste ansigtstræk og bevægelser, og en knivskarp repliklevering. Simon Kongsted giver hofsnogen Choiseul slesk nerve, og Anne Plauborg tegner tre fine kvindeportrætter som hhv. den tidligere konges frille, som prügelknabe i en prekær halskædesag og som Marie-Antoinettes politisk entreprenante mor.
Det smukke, kridhvide udtryk og det piblende vand giver opsætningen en grad af samme overflod som herskede på Versailles i monarkiets storhedstid, men det skæmmer i den sammenhæng med de fire robuste, nøgne stålpiller, der bærer scenekonstruktionen. Og sådan er der hele vejen igennem små ups og små downs, der samlet set betyder at ”Marie-Antoinette” ikke til fulde indfrier ens – bevares – højt satte forventninger.
Det er slet ikke nogen dårlig forestilling. Det er bare heller ikke en rigtig vellykket forestilling. Der gives dog en ekstra stjerne for den vittige pointe, der twister slutningen og binder Marie-Antoinettes historie elegant sammen med vor samtid.
—-
”Marie-Antoinette” af Regimentet.
Dramatiker: Sonja Ferdinand. Instruktør: Anna Balslev. Scenografi og kostumedesigner: Laura Løwe. Musik: Viktor Dahl. Koreografi: Sebastian Kloborg. Lysdesign: Balder Nørskov. Lyddesign: Rasmus Kreiner.
Medvirkende: Nanna Skaarup Voss, Mathias Bøgelund, Simon Kongsted, Alexander Bryld Obaze, Anne Plauborg, Freja Klint Sandberg og Viktor Dahl (musiker).
Spiller på Det kgl. Teater, Mellemgulvet til 25. maj.
Anmeldt 11. april (premiere).
Foto: Camilla Winther.
VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.
