Der sættes fokus på en overset samfundsgruppe og et socialt problem, i nærværende og visuelt effektiv monolog på Blaagaard Teater.
* * * *
Kan scenekunst være introvert?
Der ligger i hvert fald en selvmodsigelse i begrebet, for findes der noget mere ekstrovert end at stille sig op foran 100 mennesker og fortælle åbent om sin sjæls dybder?
Introvert scenekunst er ikke desto mindre hvad dramatikeren selv kalder monologen med den bizarre titel ”Hvordan kan en vandmand leve uden en hjerne” på Blaagaard Teater. På scenen står skuespilleren Laura Spottag Fog helt alene i rollen som den psykisk syge Daisy, der helt åbent og ærligt tager os med på en indre vandring i sjælens dybeste afkroge.
Det er dramatikeren Lin Melkane, der har skrevet monologen, og det er jo faktisk hendes sjæl, som skuespilleren på smukkeste og allermest nærværende vis åbner for os i salen. Teksten er en opråb og et opgør med et system, en psykiatri, der ikke fungerer. En fortælling om myndighedspersoner, der ikke lytter, om psykiatere, der konstant siger op og erstattes, så udredningen må starte foran, om diagnoser, der skifter frem og tilbage, men sjældent er korrekte, og efterlader patienten i et vakuum, der kun gør de skizofrene tanker endnu sværere at håndtere.
Det er in your face teater, der bevæger sig lige så fint balancerende på knivsæggen mellem dramatik og dokumentar. Monologen fremstår næsten som en dramatiseret kronik om en problematik, der jo bestemt ikke er overset, men hvor løsningen eller forbedringen hele tiden synes at blive skudt til hjørne, når andre og mere alment presserende samfundsproblemer prioriteres. Essensen af opråbet må være, at psykisk sygdom ikke tages alvorligt.
Signe Dige har skabt den vidunderlige spejlscenografi, der giver os muligheden for at betragte begge sider af det bipolare menneske på én gang. Det er tæt på genialt. Læg dertil et vellykket 3D design, der blandt andet lader Daisys 1000 sider lange journal rulle over scenen fra printeren i det ene hjørne af scenens skrånende podie. Forestillingens visuelle effektivitet er en stor styrke.
Tekstens umiddelbare alvor brydes af små skævt reflekterende replikker, som jeg er liveversionen af min egen journal og ordene ligger godt i munden på Laura Spottag Fog, der leverer en prisværdig præstation i Camilla Kolds lydhøre og stramme instruktion. Indimellem rabler ordene af hende i et tempo, så det er svært at fastholde dem. Til andre tider skrues der helt ned. På den måde mærker man sårbarheden. Forestillingen henvender sig ikke umiddelbart til et gængs teaterpublikum, men i høj grad til personer, der selv har psykisk sygdom inde på livet – hvad enten det er som diagnosticeret eller pårørende. Produktionen tager hensyn til sårbare sjæle i salen, og man indleder simpelthen med at fortælle, at hvis man får det dårligt eller bare lige trænger til at komme ud et øjeblik, så skal man blot henvende sig til salspersonalet.
Slutreplikken lyder: Til alle følsomme i denne verden. I gør det godt! Undskyld hvis det har været for meget… og så alligevel ikke! Således taler forestillingen lige lukt ind i en målgruppe, der sjældent er repræsenteret i scenekunsten.
Til premieren lørdag eftermiddag fik hele holdet bag meget symbolsk overrakt en solsikke i stedet for en premierebuket.
—–
”Hvordan kan en vandmand leve uden en hjerne?”. Af Lin Melkane.
Instruktion: Camilla Kold. Scenografi, 3D- og lysdesign: Signe Dige. Lyddesign: Christian Hørby.
Medvirkende: Laurs Spottag Fog.
Spiller på Blaagaard Teater til 30. april.
Anmeldt 12. april (premiere).
Foto: Zuhal Kocan.
VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.
