Stærk og velkomponeret monolog om et kvindeliv, fremført af en ypperlig Kirsten Olesen på Teatret ved Sorte Hest.
* * * * *
Ellinor er en udadtil helt almindelig kvinde på 70 år. Hun er for nyligt blevet enke efter 40 års samliv med Georg i en villa i Jægersborg, og er vendt tilbage til en lejlighed på Amerikavej på Vesterbro, hvor hun voksede op som barn under ydmyge kår med en enlig mor.
I den tomme lejlighed sidder hun nu og tænker tilbage på sit liv. Sorgen over tabet af hendes mand overvælder hende kortvarigt. Knuget vender hun ryggen til os, bøjer nakken, samler sig sammen, og vender tilbage til sin historie. En historie hun fortæller usentimentalt, nøgternt, men også med et gran af sarkasme og trods.
I hendes nye liv som enke er der nemlig plads til eftertanke, og plads til at rationalisere over det liv hun har levet. Og det bliver til en både varm og smertefuld fortælling om tab, glæder, savn og skam. Ellinor er en stolt kvinde. Hun er nået til et sted i livet, hvor hun for første gang er kvinde over sit eget liv. Hun lever ikke længere i skyggen af moderen, af ungdomskæresten, som hun blev gift med og mistede på tragisk vis, eller ægtefællen gennem de seneste 40 år, og hans to sønner, som hun har været som en mor for hele deres liv, men hvis mor, hun netop aldrig var.
Hun føler skam over at være vokset op i et fattigt hjem, og har aldrig for alvor følt sig veltilpas dér, hvor hun har levet, og hun skammer sig – over at skamme sig.
Det er en af landets fineste skønlitterære forfattere, Jens Christian Grøndahl, der i 2016 fik romanen ”Tit er jeg glad” udgivet, og det er forfatteren selv, der har dramatiseret teksten til en halvanden time lang monolog. Det er nyt for mig, at Grøndahl i begyndelsen af 80’erne blev uddannet som filminstruktør – to år inden han debuterede som forfatter. Han har også tidligere skrevet dramatik, og derfor er det slet ikke så overraskende, at han har kunnet lave en skarp, velkomponeret teatertekst ud fra sin egen roman.
Kirsten Olesen er aldeles ypperlig som kvinden. Helt jordnært tegner hun et portræt af en umiddelbart helt almindelig kvinde. Sorgen over tabet af livsledsageren sitrer underliggende bag den stovte, stærke fremtoning, og fortrydelserne ulmer latent under overfladen. Valgte hun rigtigt da hun valgte Georg, bedstevenindens mand, da de begge blev alene efter en tragisk lavineulykke i de italienske alper? Kom hun med sin beslutning til at leve en anden kvindes liv i stedet for at leve sit eget? Kirsten Olesen behersker selv de fineste nuancer i fremstillingen af denne kvinde, der stille og roligt vokser frem på scenen i Solbjørg Højfeldt og Lasse Svarre Christiansens diskrete scenografi og lyssætning, hvor fire sart stribede vægge kan skydes til side, så de til sidst åbner sig med en dybde, der meget smukt komplimenterer Ellinors personlige udvikling undervejs, i takt med at hun reflekterer over fortiden.
Det er smerteligt når Ellinor fortæller om hvordan ’børnene’ distancerer sig fra hende, nu hvor deres far ikke længere lever, men også uhyre vittigt, når den ældre, kloge kvinde tager afstand fra deres påtagede klynkeri, og deres pakken børnebørnene ind i vat. Næ, da Ellinor var barn på Vesterbro var der ingen, der peb, når hun kom hjem med flænset tøj og skrammer, efter at have leget med de andre børn i baggårde og på plankeværker.
Det er rørende, når hun fortæller om hvordan hun har prøvet at behandle mandens tvillinger som var de hendes egne, og har elsket dem som sine egne. Men nu ikke længere er sikker på, at hun holder af de mænd de er blevet. Kærligheden til dem, var noget der var. Men har de nogensinde elsket hende?
Monologen er bygget op i fire afdelinger, som et stykke klassisk musik i fire satser, med hver sin stemning og tone. Solbjørg Højfeldt, som både er producent på forestillingen (som er et gæstespil på Teatret ved Sorte Hest) og har instrueret, synes at have arbejdet med materialet og Kirsten Olesen, som en dirigent arbejder med et partitur og en musiker, og der er ikke en falsk tone i forestillingen.
På samme måde, som hun så effektfuldt gjorde det i monologen ”Et tysk liv” på Det kgl. Teater i 2020 og 2022, benytter Kirsten Olesen de helt små, nænsomt afdæmpede virkemidler til at portrættere et kvindeliv på godt og ondt. I begyndelsen så sagte talende, at man virkeligt skal spidse ørerne for overhovedet at høre hende, derefter stigende i styrke, men kun til et vist punkt, for Kirsten Olesen holder sig til undertonerne, fremfor overtonerne, og det er uhyre virkningsfuldt og meget betagende.
—-
”Tit er jeg glad” af Jens Christian Grøndahl, baseret på hans egen roman af samme navn.
Instruktion, scenografi og producent: Solbjørg Højfeldt. Scenografi og lysdesign: Lasse Svarre Christiansen.
Medvirkende: Kirsten Olesen.
Realiseret med støtte fra en lang række fonde.
Spiller på Teatret ved Sorte Hest til 17. maj.
Anmeldt 25. april.
Foto: Robin Skjoldborg.
VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.
