Det var så 2020....på gensyn i 2021

8. december 2020,

Kære læsere,

Med dagens pressemøde, der beordrer teatrene (med mere)  lukket fra i morgen i 38 kommuner, herunder alle i Hovedstadsområdet, står det fast at TEATERÅRET 2020 nu er slut. Jeg havde tre, måske fire, teateraftaler tilbage i kalenderen i december, men de bliver ikke til noget nu, så derfor lukker dette lille teateranmeldersite også ned for resten af året.

2020 blev jo på mange måder et anderledes år. Lige inden coronanedlukning nummer 1 i marts ødelagde jeg min ene achillesene og måtte opgive en hel del forestillinger fordi jeg ikke kunne bevæge mig rundt. Da jeg så igen kunne støtte lidt på benet og køre i bil, så ramte coronaen, og frem til juli blev alt teater aflyst. Ud over et par online-forestillinger har jeg derfor 'kun' anmeldt 55 forestillinger i år, men besøgstallene på sitet har alligevel været stigende. De seneste mange uger gennemsnitligt langt over 5.000 ugentlige besøg.

Jeg er meget taknemmelig over at så mange ønsker at læse mine teateranmeldelser, uanset om I er enige i mine betragtninger eller ej, og det er min hensigt at genoptage anmelderiet når teatrene igen må spille efter nytår.

Når jeg skriver, at det er min 'hensigt', så skyldes det, at jeg faktisk for første gang i mine 36 år som journalist ikke har et egentligt overblik over hvad den nærmeste fremtid bringer. Jeg kender ikke omfanget af honorerede opgaver, har ikke fremtidige aftaler på plads, og kan derfor hverken sige om jeg har 1) råd til at fortsætte sitet eller 2) tid til at fortsætte sitet. Jeg håber, at jeg får begge dele, og jeg forventer det, men jeg ved det ikke.

De første 2021-premierer er allerede plottet ind i kalenderen, og så må vi allesammen bare håbe, at julenisserne tager den afskyelige corona med sig, når de drager af, og at julemanden har dejlige vacciner til os i julegave.

Tak fordi I så trofast har læst med og forhåbentlig på gensyn til januar 2021.

Morten Buckhøj

Travlhed om masser af læsere....

11. oktober 2020,

Kære læsere,

Endnu en gang tak fordi I så flittigt besøger sitet, og læser med. Det betyder rigtigt meget for mig.

De seneste uger har der virkelig været stor aktivitet. Ikke alene har jeg set mange forestillinger, I har også flittigt besøgt sitet, og i gennemsnit har et pænt stykke over 5000 læsere hver uge besøgt sitet. Der er lige lagt en ny anmeldelse på, og derfor tør jeg godt love, at når dette læses, så har mere end 585.000 mennesker besøgt mortenbuckhoj.dk siden jeg startede det.

Endnu en gang. TAK!

Nu holder jeg en uges ferie. Trækker stikket og søger fred i de dybe svenske skove. Men i uge 43 er jeg på banen igen med anmeldelser af "Robin Hood", "Late Night på Posthusteatret" med Casper Philipson, "Kussesumpen 2" og "Dirty Dancing". Så stay tunet, som de siger på amerikanske tv. 

Rigtig god efterårsferie,

Morten Buckhøj

Dejligt, at være i gang igen!

13. september 2020,

Kære læsere,

Det er så dejligt at være i gang med at anmelde teater igen, og det er ikke mindre dejligt at konstatere, at I læsere har holdt ved, selvom aktiviteterne på sitet har været stærkt begrænsede siden marts og frem til slutningen af juli.

I sidste uge besøgte 5.297 læsere dette lille teateranmeldersite. Næsten 564.000 har besøgt sitet, siden jeg startede i 2016. Det er tal jeg er enormt stolt over. Jeg ved, at mine anmeldelser betyder meget for mange i teatermiljøet, og for mange, der elsker teater lige så meget som jeg gør.

I denne weekend har jeg tv-arbejde, der forhindrer mig i at gå i teatret, men jeg tager en ekstra tørn i næste uge, hvor jeg mandag samler op på "En historie om vold" på Aveny-T, onsdag ser jeg Tivoli-Varieteen i Glassalen, torsdag "Oliver" på Det ny Teater og fredag samler jeg op på Menstrup Revyen, der havde premiere i fredags, mens jeg kommenterede golf fra USA. Teaterugen slutter lørdag med "Faust" på Republique.

Jeg er med andre ord ret alsidig. Fra musikalsk sjov til Goethe. Desværre kan jeg ikke se ALT, og nogle ting bliver jeg for tiden IKKE inviteret til. Det kgl. Teater har et begrænset antal anmelderbilletter på grund af corona, og det er gået ud over mig, som ganske enkelt ikke får tilbudt billet til teatrets forestillinger for tiden.... Jeg ville naturligvis meget gerne have set blandt andet "Hamlet", som jeg kan forstå er vellykket (jeg har ikke LÆST nogle anmeldelser endnu, for tænk, hvis teatret fandt en billet til mig :-)), men den mulighed har jeg desværre ikke fået.

Måske ved Det kgl. Teater ikke, at dette lille site har op imod 5.000 ugentlige besøg - og nogle uger altså mere end det - hvad ved jeg? Men selvfølgelig ærgrer det mig da ikke at få muligheden. Samtidig har jeg stor forståelse for, at man med et begrænset antal billetter til rådighed må træffe nogle valg. Forhåbentlig vil den kommende uges aktivitet betyde, at der igen er over 5.000 besøg på sitet, og forhåbentlig kan det få blandt andet Det kgl. Teater til igen at invitere mig til deres forestillinger.

Jeg ser frem til teateroplevelserne, der venter i de kommende uger og glæder mig til at formidle anmeldelser videre til alle jer læsere.

Morten B.

Så sker der snart lidt igen.....

10. juli 2020,

På dette tidspunkt i et normalt år ville sitet holde sommerferie efter at de fleste sommerrevyer havde haft premiere. Sådan skulle de ikke gå i år. Alt er aflyst.

Men der tegner sig et lille lys i mørket, for dels sender DR tv-revy med holdet fra Cirkusrevyen (se anbefalingen af 1. afsnit under '2. halvår 2020'), og dels så varer det ikke så længe før der igen kommer lidt gang i anmelderiet.

Det er lidt vanskeligt at danne sig et egentligt overblik over hvad der kommer og hvornår, men nede på Harmonien i Rødvig har Max Hansen sammen med kulturhuset fået sat en revy op efter det gamle Revyperler-koncept. Det er lidt forvirrende, for Rødvig Revyen - Revyperler, der skulle have spille samme sted har aflyst. Det kan der godt komme noget juristeri ud af, men 23. juli er der i hvert fald premiere og jeg skal nok være på plads.

Allerede to dage senere står den på sommerteater i Slotsgården i Odense og ugen efter det, skal jeg se det unge ensemble Teater Praxis' "Havet er her stadig" og Det Flydende Teaters forestilling "Annas verden".

I august spilles der sommerteater i Holbæk - "De fedtede fætre" og så kan vi se frem til at C.V. Jørgensen Teaterkoncerten, som skulle have haft premiere på Aveny-T i stedet sættes op på Aarhus Teater. 

Med andre ord. Der begynder at ske noget. Jeg skal nok være på plads. Indtil da, nyd sommeren med alle dens vejrmæssige luner.

Morten B.

Så kører vi igen....

9. juni 2020,

Kære læsere,

Endelig skal jeg i teatret igen. For første gang siden 15. februar! Glæder jeg mig lige? Det kan I tro at jeg gør.

Danmark lukkede ned på grund af corona 11.  marts og siden har der ikke været spillet teater på de danske scener. I går åbnede blandt andre Det kgl. Teater og Mungo Park igen og det gjorde de også på Café Liva, hvor jeg i aften skal se Benny Andersen cabaret'en "I al slags vejr". Da den oprindeligt havde premiere, havde jeg lige skadet mit ben ret voldsomt, og kunne ikke forcere den stejle trappe ned i skibets bug - en del andre forestillinger måtte jeg også opgive at gå til af samme årsag. Da jeg endelig følte mig mobil nok til at humpe afsted til teatret med mine krykker, så ramte corona.

Jeg er glad for at jeg i aften igen kan sætte mig i en lille sal og opleve teater, og jeg er glad for, at Cafe Liva sætter "I al slags vejr" op igen, så jeg kan få den set. Torsdag tager jeg til Odense og Teater Momentums forestilling "Tak for lort", og så er sitet i gang igen. Stadig med lidt langt mellem snapsene, men når sæsonen sådan for alvor kommer op i omdrejninger, skal jeg også nok være på plads - som tidligere til meget, men ikke alt.

Tak fordi I så jævnligt har været inde og kigge om der var nyt, og beklager, at der ikke har været så meget. Det bliver der lavet om på. Jeg skal nok få set og anmeldt en masse. Det vender jeg tilbage med mere nyt omkring senere.

God sommer,

Morten Buckhøj

Mens vi venter.....

27. april 2020,

Kære læsere,

Dette bliver blot lige en lille kort opdatering af hvad der foregår - eller rettere, hvad der ikke foregår - på det lille anmeldersite. 

Der spilles fortsat ikke teater, det vides i skrivende stund ikke om nogle af sommerens revyer overhovedet bliver til noget, og så sent som i dag kom der endnu en aflysning af en forestilling i 'næste sæson', da Den Jyske Opera har opgivet at ofpføre muscialen "Sunset Boulevard" med Tammi Øst i hovedrollen. Der skulle have værte premiere midt i august... men det er nu endegyldigt droppet.

Til gengæld har Det Ny Teater meldt ud, at de til september sætter musicalen "Oliver!" op - baseret på historien om Oliver Twist - med Preben Kristensen som den onde, onde lommetyvekonge Fagin. Det og meget andet glæder jeg mig til!

Mens der ikke sker noget på teatrene og i revyerne, kan jeg konstatre, at I stadig 'hænger op'. Mit lille ydmyge site har bevaret sit ugentlige antal besøgende. Tak for det! Der kommer lidt nyheder omkring sitet, når der igen spilles teater og bringes jævnlige anmeldelser.

Indtil da. Tak for støtten. Og pas nu godt på jer selv!

Morten B.

Corona med store konsekvenser

20. marts 2020,

Kære læsere,

Det var en uhyre trist nyhed der indløb forleden dag om at Fredericia Teater er erklæret konkurs. Coronavirus var dråben, der fik bægeret til at flyde over for det økonomisk hårdt trængte, men kunstnerisk toptunede musicalteater.

Man kan frygte, at den øjeblikkelige situation med forbud mod at opføre teaterforestillinger, koster flere ofre, og blot håbe på det bedste og håbe, at situationen normaliserer sig hurtigst muligt.

Odense Sommerrevy, der skulle have haft premiere 7. maj, har imidlertid allerede meldt ud, at man udskyder årets revy til senere på sommeren. Også her en tung og helt sikkert svær beslutning for Lars Arvad, men utvivlsomt også den rette. Nu sidder man i spænding og afventer hvad Cirkusrevyen gør. De skal efter planen have premiere bare en uge efter Odense, 14. maj, og det kan mildt sagt godt komme til at knibe.

Dette site bliver måske lidt ramt økonomisk, da mine anmeldelser af revyerne skulle bringes i Ekstra Bladet, og jeg havde en aftale om nogle andre revy-relaterede ting. Om de aftaler kan gennemføres evt. med forsinkelse ved jeg ikke endnu. Men det håber jeg da.

Indtil videre sidder jeg hjemme, med svære teater-abstinenser, men er ved godt mod og helbred. Husk at passe på Jer selv derude, og på andre.

Morten B.

Sitet - nu med Corona aflysninger

11. marts 2020,

Kære Læsere,

Først var der en sprængt akillessene, der satte en brat stopper for aktiviteterne her på sitet, og nu hvor jeg kan stavre lidt rundt - med hjælp af to krykker - og faktisk var i gang med at genoptage anmeldelserne i hvert fald i et vist omfang, ja, så rammer Coronavirus (COVID-19) Danmark og lægger bl.a. teatrene øde.

Tirsdag måtte Det kgl. Teater aflyse "Mutter Courage" på grund af frygt for corona hos en medarbejder, og i dag meddelte The One & Only Musical Teater, at man aflyser alle opførelser af "Den skaldede frisør" i resten af marts. Det var to forestillinger jeg skulle af set og anmeldt, men jeg vil forsøge at samle dem op, når det igen er muligt.

På lørdag er det planen at se "Leg med ild" på Betty Nansen Teatret, men ingen ved lige nu om premieren gennemføres, og der er også andre, lidt mindre forestillinger, jeg havde planlagt se se i næste uge. Om de gennemføres afgøres vel nærmest fra dag-til-dag i takt med udviklingen af den pokkers virus.

Vi skal huske at passe på hinanden. Og jeg håber inderligt, at teatrene vil blive kompenseret for de tab de påføres. 

Jeg er i gang igen - men altså kun, når det er forsvarligt at gennemføre forestillinger.

Tak fordi I læser med...

Morten

Mindre aktivitet på grund af en skade - OPDATERET

15. februar 2020,

Kære læsere,

I onsdags var jeg så uheldig at sprænge min venstre akillesene, hvilket betyder, at jeg skal have benet i gips i de kommende otte uger! De to første uger må jeg slet ikke støtte på det, og det betyder en stærkt nedsat aktivitet her på sitet.

I dag forsøger jeg (med en ung hjælper og chauffør) at tage til Jyllinge og se "Modne damer i morgenkåbe", 18. februar forsøger jeg at se Folketeatrets turnéforestilling "2 på tur" (det bliver desværre ikke til noget) og 22. februar er det ambitionen at se "Vild med dans - The musical" på Østre Gasværk. En planlagt Jyllandstur i næste uge med tre forestillinger - "Midt om natten", "Ordet" og "Stormene" er aflyst. 

Hvad der sker de følgende uger afhænger af min førlighed. 

Jeg håber, at I fortsat vil holde øje med aktiviteterne herinde og håber at være fuldt oppe at køre igen i løbet af nogle uger. 

Mange kærlige hilsner,

Morten Buckhøj

Ny aftale med Ekstra Bladet

10. februar 2020,

Kære læsere,

Det er mig en glæde at kunne offentliggøre, at jeg igen har lavet en aftale med Ekstra Bladet omkring revyanmeldelser denne sommer.

Jeg kommer til at anmelde alle sommerens revyer her på siden, men otte af anmeldelserne vil også (i en lidt strammere form) blive trykt i Ekstra Bladet.

Det drejer sig om Odense Sommerrevy, Cirkusrevyen, Sønderborg Sommerrevy, Kerteminde Revyen, Rottefælden, Nykøbing F. Revyen, Hjørring Revyen og Ganløse Revyen. 

Dermed kommer der nogle særdeles tiltrængte indtægter til sitet, der er med til at gøre det muligt fortsat at anmelde 80+ teaterforestillinger og revyer om året.

Tak fordi I følger med,

Morten 

Velkommen til et nyt årti

Vi skriver 2020.

Et nyt år, ja et nyt årti, ligefrem.

Dette lille anmeldersite kan om nogle måneder fejre fire års fødselsdag - som tiden den flyver afsted, når man er i godt selskab.

Jeg håber snart at kunne løfte sløret for lidt ananas i egen juice omkring sitet her, men indtil da, så bliver jeg glad hvis I springer på vognen og jævnligt går ind og læser anmeldelser - de fleste uger anmelder jeg to-tre forestillinger.

I må meget gerne dele anmeldelserne på de sociale medier, jo flere der læser med, desto større sandsynlighed er der for, at sitet på et tidspunkt måske også kan få nogle indtægter...

Tak fordi I læser med!

Morten Buckhøj

Kommentarer

Ian Burns

05.02.2020 21:53

Kære Morten,
Jeg har hermed fornøjelsen af at invitere dig med ledsager til verdenspremiere på
THE VISIT
af Peter Holst-Beck og Barry McKenna
d. 19. februar 2020, kl.20.00

Året er 1857. Den store for

Morten

06.02.2020 08:39

Hej Ian,
Send mig en mail på morten.buckhoej@gmail.com. Jeg kan ikke 19. februar, men vil gerne se forestillingen en anden aften, hvis det er muligt.
Mvh. Morten

Christian Vang Hansen.

20.01.2020 14:47

Hej Morten. Tak for din tilbagemelding, du bestemmer hvilken dato for interview. Jeg kan forstå at du er her fra Aalborg og Aab-fan, og så har din far jo været på Aalborg Teater.
Mobil nr: 31 71 07 63

Morten

19.01.2020 13:25

Det kan vi måske godt finde ud af....ikke mindst fordi det er til Aalborg...jeg er jo derfra...oprindeligt...og AaB-fan....

Christian Vang Hansen.

19.01.2020 06:54

God morgen Morten. Jeg vil lave det interview med dig til enten Kanal Aalborg Nordjylland eller min hjemmeside De Aktuelle Nyheder på chrvh.123hjemmeside.dk som du finder ved at Google søgning.

Christian Vang Hansen.

18.01.2020 18:15

Hej Morten,. Interviewet jeg tænker på at lave med dig, skal handle om din far
Jørgen Buckhøj, da inspirationen er kommet for det i dag efter at have set DR2 om din far, manden bag Mads Skjern.

Christian Vang Hansen.

18.01.2020 18:11

Hej Morten. Tak for dit hurtige svar tilbage. Jeg har været frivillig på lokal radioer i Aalborg, og nu har jeg så De Aktuelle Nyheder, altså chrvh.123hjemmeside.dk interviewet skal handle om din far

Christian Vang Hansen.

18.01.2020 16:27

Hej Morten. God Block du har. Jeg er interesseret i at lave interview med dig, inspireret af at jeg ser DR2 om manden bag Mads Skjern, altså din far
Jørgen Buckhøj.

Morten

18.01.2020 16:56

I hvilken sammenhæng... Til hvor?
Morten

Seneste kommentarer

22.10 | 13:49

Very proud of the recognition for this company. Thank you from Gander.

22.10 | 11:14

Jeg har ikke set forestillingen endnu, først i næste uge skal jeg se den, så jeg håber jeg kan dele dig glæde ved forestillingen.

22.10 | 10:58

Men ikke i den første del??? Eller hvordan skal jeg forstå det....

22.10 | 10:55

Er enig med dig i det du skriver i sidste afsnit af anmeldelsen

Del siden