Rune David Grue har dramatiseret filosofiens største pessimists 50 leveregler til en tålelig tilværelse. Det er blevet mere end tåleligt, det er blevet sjovt…
* * * *
Arthur Schoppenhauer var en tysk filosof, der var kendt for at være alt andet end en munter og optimistisk mand. Han kaldes populært for ‘filosofiens største pessimist’, og hans lille værk “Kunsten at være lykkelig” udkom først længe efter hans død.
At man lige netop har gravet ham frem på Betty Nansen Teatrets annexscene Edison, er dog ikke helt tilfældigt. Instruktør og i dette tilfælde også dramatiker, Rune David Grue, lavede en forestilling til Det kgl. Teaters Det Røde Rum i 2016 baseret på Schoppenhauers “Kunsten altid at få ret”. Og i en tid, hvor det at fremstå lykkelig er helt essentielt for vores selvværd – koste hvad det vil, og uanset om det er sandt eller ej – så er valget oplagt.
Der er kommet en lille, langt hen af vejen meget morsom og ganske tankevækkende forestilling ud af de 50 læresætninger, som vi vist på en eller anden måde allesammen kan relatere til.
Rune David Grue har involveret sine tre skuespilleres egne erfaringer og betragtninger i teksten, og det skaber en nærværende energi i forestillingen, der dog trods sin beskedne spilletid på lige omkring en time og tyve minutter, ender med at føles lige lang nok i spyttet.
De første 45-50 minutter er både vanvittigt morsomme, og næsten foruroligende genkendelige, med et vidunderligt højdepunkt da Ena Spottag skal undgå misundelse når hun ser dagens opdateringer på de sociale medier, og i samme moment suppleres af Nicolai Dahl Hamiltons glæde ved at se “Luksusfælden” fordi han der kan opleve nogle, der har større gæld end ham selv. Anders Mossling drømmer sig ind i et idealkøkken med plads til både finere madlavning og til at de bedårende børn kan udfolde sig kunstnerisk ved spisebordet, men bliver pillet ned, da det bliver klart, at de billeder han beskriver ikke er ægte. Det er reklamebilleder af modeller, så hans drømme er ikke engang nogle han selv har fundet på.
Sjovt. Og virkelig meget arketypisk. Skuespillerne er klare og ægte i deres udtryk. Det er vedkommende teater i en underholdende ramme. Men det er som om man i sidste ende ikke rigtigt ved hvor man vil hen, for det er jo ikke nok kun at underholde, vel? Det bliver hen af vejen lidt anstrengende, lidt fortænkt.
De tre skuespillere bliver klædt af – ikke helt til skindet, men næsten. Læresætning nummer tre lyder ‘Erkend dine egne begrænsninger’, så her dukker Ena Spottag op, ud af et skab, topløs, mens hun forsøger at iføre sig en alt for lille skjorte, akkompagneret af Nicolai Dahl Hamiltons fortvivlede forsøg på at synge en sang, han ikke evener at synge. Det er grænseoverskridende, og modigt, især af Ena, der fysisk er alt andet end modemagasinernes forlorne idealbillede af den ‘perfekte kvinde’, og det virker. Mere tvivlsomt er det måske, at skuespillerne i forestillingens sidste tredjedel partout skal optræde en undertøj, men det er også her, hvor jeg synes, at intensiteten og nerven i forestillingen daler.
Der er dog stadig passager, hvor både tekst, instruktion og spillet rammer smukt i plet; blandt andet beskrivelsen af et vulgært måltid, og nydelsen af noget så forbudt som oksekød i rå mængder.
De tre skuespillere går til den med liv og sjæl, og de er morsomme. Især kan jeg ikke at stå for Ena Spottags livsbekræftende nærværende spil. Hun er en naturkraft på en scene. Langt hen af vejen lykkes “Kunsten af være lykkelig” som tankevækkende, tidstypisk teater. Den første af de 50 leveregler, der citeres, er nummer 17: ‘Husk, at det kan blive meget værre end det er lige nu’. Og det er da i hvert fald ikke løgn.
Mit personlige lykketal er 22 og læresætning 22 er: ‘For enden af enhver nydelse venter tomheden’. Det blev lidt tomt de sidste tyve minutter. Men det er måske slet ikke så underligt.
“Kunsten at være lykkelig”. Af Rune David Grue, frit efter Arthur Schoppenhauer. Oversættelse: Hans Christian Fink.
Instruktion: Rune David Grue. Scenografi og kostumer: Marie Rosendahl Chemnitz. Lysdesign: Christian Alkjær.
Medvirkende: Ena Spottag, Nicolai Dahl Hamilton og Anders Mossling.
Spiller på Edison til 9. marts.
Anmeldt 9. februar (premiere).
PS: Arthur Schoppenhauers bog “Kunsten at være lykkelig” udkom i 2007 på Informations Forlag i Hans Christian Finks oversættelse, og kan sikkert stadig findes i boghandlen eller på biblioteket.
Foto: Cathrine Zorn.
