Personlige og livskloge betragtninger fra Susse Wold, uden en ‘happy ending’.
* * * *
Her på siden anmelder jeg også skuespillerbiografier, men selvom Susse Wold i allerhøjeste grad er skuespiller, og hendes nye bog “Bevægelse” så afgjort er en biografi, så er det alligevel en meget anderledes skuespillerbiografi.
Den handler ikke særligt meget om hendes metier, men er i langt højere grad en gammel dames livskloge betragtninger over et levet liv. Gammel dame? Fornærmer jeg nu denne vidunderlige og smukke kvinde? Nej, hun kalder sig selv en ‘gammel dame’ i bogen. Når man er 80 år, så er man gammel, skriver hun. Og hun er lige fyldt 80, selvom det kan være svært at tro.
“Bevægelse” er en god titel til bogen, der i sin grundsubstans handler om at være i bevægelse. Susse Wold fortæller levende og begejstret om rejser og hændelser, møder med mennesker, livsoplevelser, der har bevæget hende. Både i fysisk og følelsesmæssig forstand.
De små 300 sider er både let og hurtigt læst, hvis man vil det, men de kan også sagtens læses langsommere og med større eftertanke, hvis man vil det. Det er i øvrigt Susse selv, der har skrevet hvert et ord. Hun skriver godt, og det giver bogen et personligt præg, som ofte er svært for en ghostwriter at skabe. Kun de bedste kan det.
Ikke mindst Susse Wold og hendes mand, Bent Mejdings, parallelle liv på Hawaii fylder en del i fortællingen. Det er tydeligt, at netop disse månedlange årlige rejser gennem noget nær en menneskealder, har en helt særlig betydning for hvilket menneske Susse Wold har udviklet sig til at være. Vi får – ikke et dybt, men dog – et indblik i, at der også har været og er skyggesider i det udadtil og på overfladen lykkelige glansbillede, som medierne (jeg har selv bidraget gennem årene med adskillige af disse ‘vi er så glade og lykkelige’-interviews) har tegnet. Intet menneske går gennem et langt liv uden sorger, kriser, nedture og den slags, men bogen fortæller selvfølgelig også historien om at være ekstraordinært priviligeret. Vi er med på eksotiske rejser til Kenya, Sydøstasien og Japan, foruden de mange rejser til Hawaii. Rejser som jobbet og det at være en kendt person har bidraget til. Jeg tænker, at rigmanden Jan Bonde Nielsen næppe inviterer alle han tilfældigt møder ned til sit resort på kanten af Great Rift Valley i Kenya. Men disse privilegier skal være dem vel undt, især når de bliver så levende videreformidlet som her.
Susse Wold fortæller blandt andet en skøn historie om et fornemt middagsselskab og nogle sjældne snegle i Japan, og en ganske dramatisk historie om at sidde fast i en mudderhul midt om natten på den afrikanske savanne omgivet af løver, men hun fortæller også om berigende møder med særlige mennesker. Møder, man kun oplever, hvis man selv er et åbent menneske.
Susse Wold er ikke kronologisk i sin beretning. Historierne falder lidt på kryds og tværs af tid og sted. Bogen slutter med, at forfatteren stiller sig selv en række spørgsmål, hun føler, at journalisterne har været for forsigtige med at stille. Det afsnit har (selvfølgelig) været gengivet i medierne op til udgivelsen, og har til formål at mane et hav af rygter til jorden.
Pudsigt nok er det bogens svageste kapitel. Er det forlaget, der har stillet krav om lidt ‘citat guf’ til marketingafdelingen? Det skulle man næsten tro. Hele kapitlets stil og tone – også Susse Wolds måde at besvare ‘sine egen’ spørgsmål på – er andeledes end resten af bogens ærlige og ‘fra hjertet’ agtige stil. Spring bare det over.
Susse Wold “Bevægelse”. 295 sider. Med mange privat illustrationer. Udgivet på Politikens Forlag. 300 kr.