Publikum er voyeurs til et fatalt peepshow med erotiske undertoner i Line Paulsen og Nathalie Mellbyes interessante opsætning ad ”Stuepigerne” på Aarhus Teater.
* * * *
Hvem har egentlig hovedrollerne i Aarhus Teaters opsætning af Jean Genets skuespil ”Stuepigerne”?
Er det Mette Klakstein og Amanda Friis Jürgensen, som så intenst, fysisk og til tider med skræmmende autencitet agerer de to stuepiger, som gennemspiller et absurd rollespil, hvor klimaks er at deres herskesyge Madame skal dø?
Er det scenografen og konceptskaberen af forestillingens unikke format, Nathalie Mellbye, der har skabt et teaterrum som man vist ikke har set mage før? Et rum, hvor publikum sidder i to rækker rundt om et ottekantet pink boudoir, afskærmet fra skuespillerne af spejlvægge, og får forestillingens lyd ind gennem hovedtelefoner.
Eller der det simpelthen publikum, der som voyeurs til dramaet, gennem vores ikke-tilstedeværelse bliver vidner til vores egne drømme? Drømme, der både kredser om erotik, magtsyge, hævngerrighed, ønsket om at være og om at have mere end man er og har. Drømme på kanten af ambition og mareridt.
”Stuepigerne” er skrevet i 1947 af Jean Genet, og handler om søstrene Claire og Solange, der arbejder som stuepiger hos den magtsyge ’Madame’. Når Madame er ude, spiller pigerne et rollespil, hvor klimaks er at Madame skal dø, og de, de to fattige søstre, skal arve hendes position og formue. Fantasi, drømme og virkelighed smelter sammen i en slags erotisk fantasi, der handler om dominans og magt.
På overfladen har stuepigerne det godt hos deres Madame, men hun styrer dem med en grusom magtoverlegenhed, ud fra egne behov, og nedladenhed. Forholdet mellem frue og tjener er klart defineret, og ”Stuepigerne” er således også et spil om klassekamp.
I teatrets huskunstner Nathalie Mellbyes pink boudoir, slanger Mette Klakstein sig i pikant undertøj, som var hun del af et peepshow – den form for erotisk show, hvor publikum (mænd!) sidder ude bag en spejlvæg, og kan se ind på et show, uden at aktørerne kan se ud. Hendes søster spiller med på det spil, som det så småt går op for os, at vi er vidner til. Et spil om magt og dominans, med erotiske undertoner, og med fatal udgang. Det er en uhyre effektfuld oplevelse, og i rollerne som Claire og Solange er Mette Klakstein og nyligt uddannede Amanda Friis Jürgensen aldeles fortræffelige. Klakstein med en sart, men målrettet pigethed og Jürgensen med en dæmonisk råhed; harkene, spyttende og særligt tilsidesat af Madame, og derfor i dobbelt forstand hævngerrig.
Samspillet mellem de to unge, meget talentfulde skuespillere er intenst, og de formår, trods afskærmet af spejle og vægge, at række ud til os og på forunderlig vis skabe en interaktion og et nærvær mellem scene og sal, som ellers ikke er eksisterende. Midtvejs dukker Madame op, spillet med kynisk kølighed af Mette Døssing, og det markerer et twist i skuespillet. Det er i denne transition fra rollespil til realitet, at denne opsætning af ”Stuepigerne” synes at møde sin største udfordring, for passer Madame ind i peepshowet? Er vi netop ikke lige her vidne til noget andet end det skjulte spil?
For mig personligt, var det som om noget af magien her blev brudt. Sådan behøver andre naturligvis ikke have det, og det er som sådan ikke en kritik af opsætningen, blot en nøgtern konstatering af hvordan det virkede på mig.
Nok er konceptet Nathalie Melbyes, men instruktionen står Line Paulsen for, og hun skal have ros for sit arbejde med skuespillerne, som virkelig leverer i de meget anderledes rammer. Både de og publikum udfordres, og det er hvad teatret altid gerne må. Derfor er ”Stuepigerne” en både spændende og meget langt hen ad vejen vellykket teateroplevelse. En af den slags, der fæstner sig i hukommelsen, fordi den er dygtigt udtænkt, velspillet og tankeskabende. Man skal lige vænne sig til at få lyden gennem hovedtelefoner, hvilket skaber en større distance til spillet end man er vant til, men både lyd- og lysdesignet bidrager diskret til det fine helhedsindtryk.
—
”Stuepigerne” af Jean Genet. Oversat af Francois- Eric Grodin.
Instruktion: Line Paulsen. Koncept, scenografi og kostumedesign: Nathalie Mellbye. Koreorafi: Noora Hannula. Lys: Jim Falk. Komposition og lyddesign: Sebastian Toft.
Medvirkende: Mette Klakstein, Amanda Friis Jürgensen og Mette Døssing.
Spiller på Aarhus Teater (Studio) til 4. marts.
Anmeldt 2. februar (premiere)
Forestillingsfoto: Rumle Skafte.
