Totalt mislykket forsøg på at gøre gammel Brecht-dramatik til moderne teater.
*
Det er sjældent at jeg uforbeholdent ikke kan lide en teaterforestilling, jeg ser. Faktisk kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har oplevet det. Normalt er der altid et eller andet positivt, at gribe fat i og klynge sig til; et enkelt lille lys i mørket, et lille spinkelt håb.
Den unge sceneinstruktør Sigrid Johannesens version af Bertolt Brechts 1941-drama ”Arturo Uis uhindrede vej til magten” er imidlertid i min optik fuldstændig mislykket. Ideen med opsætningen er så ’tænkt’, at man kan have mistanke om, at det eneste, der ikke er tænkt på er, at den også skal opleves af et publikum.
Jeg skal forsøge at forklare hvorfor dette er sæsonens største sceniske flop. Skuespillet handler om magt; om et lille, undseeligt menneskes vej til magtens tinde, inspireret af hvordan Hitler, en lille talentløs mand, der formentlig blev drillet i skolen og valgt sidst til rundbold, blev en kynisk diktator. Brecht boede i USA, og lod sig inspirere af 1930’ernes depression og gangstermiljøet i Chicago, hvor Al Capone blev mafiaboss. Også han var efter sigende en lille mand, der savnede anerkendelse, og kun fik den ved at blive en afstumpet morder. Hitler og Capone var to sider af samme sag, og sådan en karakter er Brechts Arturo Ui.
I Sigrid Johannesen og dramaturg Ditte Bladt-Hansens bearbejdelse af Brechts tekst – i Madame Nielsens oversættelse – har de skrevet et meta lag ind i historien. Vi sidder som publikum på alle fire sider af scenegulvet til optagelserne af en gangsterfilm, der skabes på scenen og samtidig vises for publikum på skærme i sort-hvid. Skuespilleren, der har rollen som Arturo Ui er utilfreds med sin rolles størrelse, og begynder derfor på egen hånd at ændre historien, så han selv bliver hovedpersonen. Han tager magten over produktionen, og skyr ingen midler.
Godt så. Ved hjælp af videokameraer forsøges der at skabe en dobbelttydig stemning – en ’teaterstemning’ og en filmstemning’, der udspiller sig simultant, men hvor den filmede udgave er ’redigeret virkelighed’. Men flere af scenerne udspiller sig i små ’kasser’ helt eller delvist uden for publikums synsfelt, og fokus flyttes derfor til skærmene, hvilket dræber enhver form for scenisk intensitet. Værre bliver det, da scenen deles op i to halvdele, hvor der dels spilles i et lukket rum i midten – som kun kan ses via skærmene – og skiftevis, muligvis samtidig, på begge sider af den nu delte scene. Man kan altså kun se det, der sker på ens egen side – hvis der sker noget; det gjorde der i lange sekvenser ikke på ’min side’ – og ikke engang på skærmene vises nu scenerne. Vi skal således forsøge at følge med alene via ordene, men de er til dels svære at høre, og dels udfordret af at man nu faktisk har mistet interessen for hvad der sker. Opsætningens grundlæggende greb fungerer ganske enkelt slet ikke.
Verden vil bedrages, og en enkelt sjov detalje omkring Arturo Uis person, tager røven på både mig og vist størsteparten af publikum mod slutningen, ligesom publikum aktivt bliver ofre for en grov manipulation da Arturo Ui til sidst kan lade sig kåre som borgmester. Den lille finte fortjener en stjerne.
Titelrollen spilles af Tina Gylling Mortensen, som jeg aldrig tidligere har oplevet direkte uinteressant, men det er hun her. De øvrige skuespillere fortoner sig i glemslen. Frederikke Dalum har skabt den scenografi, der dræber interessen for hvad der (måske) foregår på den anden side, mens Søren Knud Christiansens videodesign i det mindste fungerer uden tekniske udfald.
Vendsyssel Teater har de senere år fået berettiget ry for at skabe spændende teater i opsætninger af høj kunstnerisk kvalitet i et af de bedste teaterrum i landet. Dette må således betegnes som undtagelsen, der bekræfter reglen. På den igen og bedre held næste gang.
—-
”Arturo Uis uhindrede vej til magten” af Bertolt Brecht og Margarete Steffin. Oversættelse: Madame Nielsen.
Bearbejdelse: Sigrid Johannesen og Ditte Bladt-Hansen. Instruktion: Sigrid Johannesen. Scenografi og kostumedesign: Frederikke Dalum. Lysdesign: Flora Pelle Brandt. Lyddesign: Magnus Hansen. Videodesign: Søren Knud Christiansen.
Medvirkende: Tina Gylling Mortensen, Peter Gilsfort Anne Laybourn, Peter Flyvholm, Amalie Drud Abildgaard, Adam Schmidt og Søren Højen.
Spiller på Vendsyssel Teater i Hjørring til 18. marts.
Anmeldt 25. februar.
Forestillingsfoto: Rumle Skafte.
