Politisk debatteater om Israels brud på menneskerettighederne i forhold til den palæstinensiske befolkning er en både stærk og grænseoverskridende intens oplevelse.
* * * * *
Dette er ikke en retssal – det er teater. Men det er ikke fiktion – det er virkeligheden.
Nogenlunde med disse ord indleder den 49-årige israelske dramatiker, teaterleder og skuespiller Einat Weizman sin forestilling ”Besættelsens fanger” i et båndet voice over. Hun fortæller, hvordan hun som israelsk Palæstina-aktivist er blevet forhindret i at sætte sine stykker op i hjemlandet, hvor de opfattes som landsskadelige, og om hvordan stykket er blevet til gennem samtaler med politiske fanger i Israelsk varetægt.
”Besættelsens fanger” har dramatisk form, men indholdet er dokumentarisk. Og den små fem kvarter lange, dybt interessante forestilling er en både stærk og grænseoverskridende intens oplevelse, som frem til 6. maj kan opleves på det lille teater Får302 i Nyhavn, i Teater Gaius’ produktion. Oversat, bearbejdet og instrueret af Jacque Lauritsen.
Forestillingen er stærkt politisk, og forvent ikke nogen form afvejning af ’godt’ og ’ondt’. Den er et klart, tydeligt og entydigt partsindlæg i en konflikt, som synes uløselig, og forestillingen synes blot at have fået endnu større aktualitet siden den blev skrevet i 2019, med Israels premierminister Benjamin Netanyahus seneste kontroversielle retsreform, som han har indgået med den yderligste højrefløj i landet, men dog efter voldsomme protester, har lagt på is – for en tid.
Vi befinder os i et israelsk fængsel, hvor den unge palæstinenser Wissam er blevet bragt ind til forhør; umiddelbart grundløst, for sådan, må vi forstå, opererer den israelske sikkerhedstjeneste. De anholder, afhører, torturerer, dømmer og fængsler unge palæstinensere i flæng.
Den israelske stats metoder er i strid med Menneskerettighederne, og behandlingen af det palæstinensiske folk beskrives af menneskeretsorganisationer som ’apartheid’. Alligevel vender det meste af den vestlige verden det blinde øje til, og accepterer Israel som en trofast allieret. Det er det budskab, som ”Besættelsens fanger” helt subjektivt videregiver.
Dette partsindlæg i debatten fungerer på sine helt egne præmisser fremragende som teater, fordi Jacque Lauritsen i sin instruktion vælger at tilgå materialet som rendyrket realisme – og inviterer os publikummer med ind bag murene. Ind i helvedes allerdybeste baggård.
I fængslet gælder særlige regler for hvordan man reagerer på volden og ydmygelserne, som synes ingen ende at have. Det er mildt sagt voldsomt. Og at det sker i et lillebitte, intimt teaterrum som på Får302 gør næsten kun oplevelsen mere grænseoverskridende.
Edward Lloyd Pierce har skabt en imponerende virkelighedstro fængselsscenografi med forbløffende dybde på de beskedne kvadratmeter, der er til rådighed, og et lysdesign, der i samspil med Jes Theedes virkningsfulde lydeffekter giver forestillingen en rå autenticitet. Ja, en nærmest klaustrofobisk følelse af at være ’til stede’. Og det er ikke altid en behagelig følelse.
Men netop forestillingens ægthed og indignerede nærvær er dens store styrke. Einat Weizman veksler mellem en rå dokumentarisk form, og passager med poetisk skønhed, igen afbrudt af direkte henvendelser til publikum. Arian Kashef gør stort indtryk som den tilfangetagne Wissam, der skriver breve til sin familie fra cellen, mens han langsomt nedbrydes af Martin Hylanders inderligt nedrige israelske fængselsbetjent, som med nasal stemmeføring personificerer den mest rendyrkede ondskab vi længe har oplevet på en dansk teaterscene. Her er absolut intet forsonende filter. Wahid Sui Mahmouds runde, nærmest joviale fortællerfigur har en opblødende effekt, og står som en eksponent for noget af den livsvilje, der bidrager til at fangerne overhovedet kan overleve pinslerne.
Det er stærkt, intenst teater. Voldsomt ubehageligt, men også med sin helt egen poetiske skønhed. Et vedkommende indlæg i en on going, uopslidelig debat. Billetterne til forestillingerne frem til 6. maj er nærmest blevet revet væk, men der arbejdes på en ekstraforestilling, og måske er du heldig at der er et afbud.
—–
”Besættelsens fanger” af Einat Weizman & politiske fanger. Oversættelse: Jacque Lauritsen.
Bearbejdelse & Instruktion: Jacque Lauritsen. Scenografi & lysdesign. Edward Lloyd Pierce. Lyddesign: Jes Theede.
Medvirkende: Arian Kashef, Wahid Sui Mahmoud og Martin Hylander. Stemmer: Yasmin Mahmoud, Hamad Mahmoud og Souad Mahmoud.
Producent: Teater Gaius.
Spiller på Teater Får302 til 6. maj.
Anmeldt 15. april (premiere).
Foto: Søren Meisner.
