Energisk monolog om baby-panik og kærestesorger taler lige ind i tiden på Mungo Park.
* * * *
Hvor der er liv, er der håb!
Slutreplikken i den debuterende dramatiker Saynab Farah Dahirs “Rebound” er vel nok egentlig en floskel. En letkøbt oneliner. Men den er også ganske sigende for hovedpersonen Imani i hendes monolog ”Rebound”. For selvom livet giver den ’omkring de 30’-årige kvinde en del udfordringer, og selvom hun selv og hendes omgangskreds nogle gange tvivler på om Imani vil kunne få ’et lykkeligt liv’, så er hun så livfuld, at det nok skal gå. Der er håb.
Titlen Rebound kræver lige en forklaring, for det er et nyere ord eller måske nærmere sprogligt begreb i det danske sprog. Ifølge Nye Ord i Dansk fra Dansk Sprognævn betyder rebound: En person man er kæreste med, dater el. har sex med for at komme sig over kærestesorg eller lignende.
Imani er i fast forhold på 10. år med den lidt tørre Milas, som hun mødte til sin gamle fransklærers begravelse, hvor hun vakte opsigt i orange sommerkjole og upassende højt humør. Forholdet er siden kørt noget i carporten; sex har de kun i weekenderne, og Milas betror sig hellere til sin dagbog end til sin kæreste. Men de elsker skam hinanden, gør de.
Da Imani hos gynækologen får at vide at hun lider af ikke én, men to sjældne hormonsygdomme, som betyder at det er ved at være oppe over, hvis hun skal have børn, reagerer Milas ved at sige nej; Imani er ikke mor-materiale, hun er et rodehoved som ikke skal være mor til hans børn. Pakker sine ting og skrider. Bum!
Så står hun der. Alene. Grådlabil og desperat efter at finde en mand, ikke kun for at have sex, men for at få et barn. Det sender hende ud på et meget muntert skildret datingmarked, hvor hun blandt mange Tinder-dates møder både ’pumper Patrick’, ’fetich Frede’ og en slikkende svensker. Dating katastroferne kulminerer, da Imani er blevet hooked up med en alt for gammel fyr til en dating dinner, hvor Milas også er. For hver kikset date, springer der en ballon på scenen – et spildt æg i den stadigt mere sparsomme reserve i Imanis livmoder.
Imani finder trøst i at drikke Cocio, og så står han der pludselig i Netto med butikkens sidste Cocio i kurven; den høje, smukke og helt perfekte mand, piloten Elijah. Det perfekte match. Eller er det? For Milas spøger igen i Imanis liv, og så bliver ’trekantdrama’ også skrevet ind i fortællingen, som skriver sig ind i slipstrømmen fra både Bridget Jones, Nynne og andre portrætter af yngre pinlige, panikramte kvindeskikkelser. 1990’erne og 00’erne er blot udskiftet med 2020’erne. Teksten og tonen taler direkte ind i tiden.
Saynab Farah Dahirs tekst blev tidligere præsenteret ved en reading på Mungo Park, og fundet god nok til at blive sat op på teatret. Hun skriver sjovt, med en frisk og fri stil, der ligger godt i munden på skuespilleren Marie-Lydie Melono Nokouda. Det er i lige så høj grad en monolog om en kvindes selvværd, som en monolog om datingliv og baby-panik, og som Marie-Lydie spiller Imani kan man ikke andet end elske hende, selvom hun da i den grad synes at være lidt af en mundfuld.
”Rebound” er en co-produktion mellem Danskdansk og Mungo Park, og Sandra Yi Sencindiver har instrueret med fokus på høj energi, og et tæt – lidt for tæt efter min smag – samspil med publikum, der inddrages aktivt. Det er ikke altid en god idé, og på premiereaftenen blev det underligt akavet, men det kan sagtens give magiske stunder på andre aftener. Marie-Lydie Melono Nokouda er både sød og sjov, charmerende og frygteligt irriterende. Hun investerer sig selv og kommer vældigt godt afsted med det. Også de mange, lidt for unaturligt konstruerede skift mellem de komiske og de tragiske sekvenser. Det er en respektindgydende god præstation.
Hun spiller midt imellem publikum, på en smal stribe mellem to podier og med nogle store, firkantede kasser som eneste scenografi. De kan danne og skabe skiftende billeder, men håndteringen af dem virker lidt kluntet, og forestillingen kunne, sin energi til trods, have godt af at blive strammet endnu mere til.
Men som nævnt i indledningen; hvor der er liv er der håb. Og der er masser af liv i både Saynab Farah Dahirs samtidsrelevante tekst og Marie-Lydies energiske spil.
—-
”Rebound” af Saynab Farah Dahir.
Instruktion: Sandra Yi Sencindiver. Scenograf: Sir Grand Lear (Lea Burrows).
Medvirkende: Marie-Lydie Melono Nokouda.
Co-produktion mellem Mungo Park og Danskdansk.
Spiller i foyeren på Mungo Park til 24. juni.
Anmeldt 26. maj (premiere)
Foto: Rumle Skafte.