Lisbet Dahl vender tilbage til Tivoli Revyen, men det skulle hun måske have ladet være med. Revyen har alt for få opløftende momenter. ANMELDELSEN BRINGES OGSÅ I EKSTRA BLADET.
* * *
Publikum elsker Lisbet Dahl. Hun indleder sit og Tivoli revyens comeback til bragende applaus, og ikke et øje er tørt, når resten af revyholdet; Linda P., Carsten Svendsen, Andreas Bo og Nicolai Jørgensen i begyndelsen af revyens anden akt, i klædt ’I Love Lisbet’-merchandise, hylder hende som den levende revylegende hun er.
Desværre viser årets Tivoli Revy, den første i Glassalen i syv år, at tiden synes at være løbet fra Lisbet Dahl og den revystil hun lærte at mestre af koryfæer som Preben Kaas og Dirch Passer. Mens andre revyer i disse år skuer frem i tiden stilmæssigt, skruer Dahl i Tivoli tiden bagud. Det er som at være til revy i 1980’erne. Få, men lange numre. Og en foruroligende mangel på originalitet.
Andreas Bo parodierer som en besat; først Mette Frederiksen, der er til psykolog fordi ’ingen ser alt det smukke vi gør’, siden ruller han hele sit repertoire ud i et alenlangt nummer om Tivolis jubilæum. Der er bare ikke rigtigt nogle af parodierne, der rammer plet.
Stand up-komikeren Linda P. får en lektion i revyens vanskelige kunst af Lisbet, for så umiddelbart efter at afsløre, at hun overhovedet ikke har hørt efter. Hun kommer slet ikke ud over scenekanten med sin vise ”Mail til Putin”. At nummeret om en kvinde fra Smørumnedre, der skriver en mail til Putin, er direkte planket fra det nummer, der sidste år indbragte Leif Maibom titlen som Årets revyforfatter er blot ekstra pinligt – at samme idé opstår i forskellige revyer samme år kan forstås, men at komme et helt år efter er simpelthen ikke en stor revy som Tivoli Revyen værdigt. Linda P. revancherer sig dog siden som tør og kejtet Bollecoach, der er et af revyens alt for få morsomme højdepunkter.
Revydebutanten Nicolai Jørgensen er sjov som royal familieterapeut, og skrækkelig som crooner med hentehår og glimmerjakke. Hans talent fortjener bedre materiale. Og forhåbentlig får han også mulighed for at vise det i fremtidige revyer.
Carsten Svendsen er ene om at puste lidt moderne galskab ind i revyen som ’ikke så glad, dansk gris’. Nummeret ligner det han skrev til Aarhus Revyen om Kyndelmissen. Dér var det sjovere. Generelt har Svendsen for lidt at lave i revyen, som blot har 20 numre.
Lisbet Dahl selv, ja hun kører en Lizette Risgaard-vise af den klassiske slags hjem på rutinen, er yndig som slidt Irma-pige og trækker så sin Humørbombe op af hatten én gang til, uden at tilføje karakteren det mindste nye. Hun kan sin Lars Løkke-parodi til perfektion, men her, suppleret af Linda P., som hverken ligner eller lyder som privat-Lars, fungerer det bare ikke.
Selv tekstforfatternes superliga; Carl-Erik Sørensen, Vase & Fuglsang og Leif Maibom synes at køre på automatpilot med deres bidrag til revyen. James Prices seksmands orkester får det til at lyde af noget, men også musikalsk peger revyen mere bagud end fremad.
Man havde ikke alene håbet på mere, man havde også forventet det. Uden at være direkte dårlig, er Tivoli Revyen bare gammeldags og uoriginal. Uden ét eneste regulært topnummer. Det er tæt på katastrofalt. Og hvis dette bliver Lisbet Dahls svanesang som revystjerne, så havde man undt hende en bedre sortie.
—-
”Tivoli Revyen 2023”.
Tekst og musik af: Adam og James Price, Carl-Erik Sørensen, Vase & Fuglsang, Lisbet Dahl, Linda P., Leif Maibom, Carsten Colling, Stine Winther Johansen og Nicolai Jørgensen, Carsten Svendsen, Lukas Birch, Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaard, Søren Anker Madsen og diverse.
Instruktion: Lisbet Dahl. Scenografi: Rikke Juellund. Koreografi: Peter Friis, Videodesigner: Morten Just. Kostumier: Pia Myrdal, finalekostumer: Søren le Schmidt.
Medvirkende: Lisbet Dahl, Linda P., Andreas Bo, Carsten Svendsen og Nicolai Jørgensen.
Spiller i Glassalen i Tivoli til 5. august
Anmeldt 1. juni (premiere)
Foto: Camilla Winther
