Forside Anmeldelser 2023 HURRA FOR DE BLÅ HUSARER

HURRA FOR DE BLÅ HUSARER

1068
0

Herligt vellykket udendørs musical baseret på den gamle film-folkekomedie om krig, kærlighed og alle de rigtige kneb.

* * * * *

Et nyt udendørsteater har set dagens lys i Garderhusarbyen Slagelse, hvor Sjællands Teater i samarbejde med det lokale amatørteater Krabasken og Slagelse Musikskole, har indtaget byens hyggelige amfiscene på Frederikshøjvej, og omdannet den til et charmerende udendørsteater.

Naturligvis skal den første forestilling have lokalt afsæt, og hvad er så mere indlysende end at tage den gamle filmfolkekomedie ”Hurra for de blå husarer” fra 1970, der udspiller sig på byens garderhusarkaserne, og omskabe den til en festlig musical-komedie?

Resultatet er blevet mere end almindeligt vellykket. Sjællands Teaters Kristoffer Møller Hansen har skrevet manuskriptet, og Morten Wedendahl har komponeret helt ny musik – med respekt for både tidsbilledet (1890’erne) og for den danske filmskats traditioner. Det er helt nyt, men lyder skønt gammeldags, og har også referencer, der peger forskellige steder hen, bl.a. til ”Admiralens vise” fra ”Pinafore”.

Deres musical-version er umådeligt charmerende, og helt sikkert bedre end filmen, der som mange af datidens folkekomedier jo ærligt talt var noget værre skrammel, sådan som jeg husker den i hvert fald.

Man har samlet et veloplagt hold af professionelle skuespillere, blandet dem med lokale amatører, tilsat både dansepiger og flotte ryttere på rigtige heste. Scenografien er en enkel, naivistisk gul kasernefacade, som med små rekvisitter omdannes til køkken, pigekamre, festsal og diverse kroer, hvor husarerne har stævnemøder med de kønne og giftemodne piger.

Alt fungerer på bedste vis, og ensemblet spiller med en charmerende energi og herligt humør, med Kasper Gattrup i spidsen i Dirch Passers oprindelige rolle, som garderhusarregimentets hårdt prøvede adjudant Spjellerup, der skal jonglere en romantisk forviklingshistorie, som involverer prægtige, og løsagtige garderhusarer, oberstens (en flot og maskulin Henrik Jandorf) smukke og selvstændige datter, præstens kønne tvillingedøtre og ikke mindst gardernes tjenestepige, Frida, som har et godt øje til Spjellerup.

Tara Toya spiller Frida med djærv charme og et skønt glimt i øjet, mens smukt syngende Frederikke Vedel er oberstens datter Charlotte. Meget mere end blot en smuk, privilegeret pige, men særdeles udspekuleret når det gælder kærlighedens kneb. Det er der brug for, for at hun kan få sin kærlighed, løjtnantsaspiranten Lerche, spillet med maskulin pragt af Jon Lange. Også Ritmester Rabenberg (en skøn Morten Christensen) bejler til hendes gunst, og derfor arrangerer han i oberstens fravær en konkurrence om en ledig officerstitel, der skal kompromittere Lerche i en sådan grad, at ritmesteren selv kan få Charlotte. Der skal ikke en studentereksamen til at gennemskue, at den skumle plan ikke lykkes.

Intrigens andet par er egentlig en trio, for Lerches konkurrent til officersjobbet, Ditlev Liljencrone (lige så herligt fremstillet af Peter Thieme), forelsker sig nemlig i præstens ene datter, Henriette, som er tvilling. Lise Koefoed spiller – på forunderlig vis, og med sødme og sjæl – begge tvillingesøstre på samme tid.

Mens de fine frøkener stiller deres dyd til rådighed, har tjenestepigen Frida, vanskeligere ved at indfange den idérige Spjellerup, men også hun får til sidst sin vilje. Så selvom man godt kan opfatte historien som ualmindeligt gammeldags i sit kvindesyn, og stereotyp i sin kønsopfattelse, så er det alligevel kvinderne, der har bukserne på, selvom de tager kjolerne af.

De lokale amatører gør overraskende vellykket fyldest i små, men fint definerede roller. Rytterne og op til flere hestevogne skaber en fantastisk stemning, og så både spiller og synger ensemblet aldeles glimrende.

”Hurra for de blå husarer” har kvaliteter til at blive en klassiker for de mange, danske teatergrupper, der hver sommer spiller folkelige udendørs forestillinger med sang og musik, men i første omgang kan den altså opleves i Slagelse hvor den opføres til og med 18. juni. Det er bare med at få pakket et tæppe, en pude og en varm jakke og komme afsted. Det bør kunne blive en fast tilbagevendende tradition med sommerteater i Frederikshøjvej.

PS/ Man kan bestille en tapasboks for 195 kr. og spise på stedet inden forestillingen. Den er aldeles glimrende og et alt rigeligt måltid.

—-

”Hurra for de blå husarer”. Manuskript: Kristoffer Møller Hansen. Musik: Morten Wedendahl. Baseret på spillefilmen af samme navn fra 1970 af Annelise Reenberg.

Instruktion: Carsten Friis. Scenografi: Ivan Jensen. Koreografi: Patrick Terndrup. Kostumer: Charlotte Stahrenberg. Musikalsk leder: Mads Otzen. Kapelmester: Mikkel Gomard.

Medvirkende: Kasper Gattrup, Henrik Jandorf, Frederikke Vedel, Jon Lange, Peter Thieme, Lise Koefoed, Morten Christensen, Tara Toya. Ensemble: Anne Hviid, Ann-Cathrine Olsen, Bolette Rogert Aagren, Dennis Majgaard, Kaj Jochumsen, Mille Lindh Kryger, Helle Jensen, Josephine Larsen, Tage Sørensen, Kenneth Ewi Kirkeby, Nanna Langtved. Ryttere: Pia Seebech, Henrik Mikkelsen, Søren Poppel og Tomas Schønfeldt. Musikere: Lars Frederiksen, Maja Laursen, Niels Henkel, André Bak, Rune Buhr, Mads Stausbøll, Morten Gildberg-Hansen, Elisebeth Petersen og Mikkel Gomard.

Spiller på Amfiscenen på Frederikshøjvej i Slagelse til 18. juni.

Anmeldt 2. juni.

Foto: Ewan Hemmingsen

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her