Hjørring Revyen fejrer 50-års jubilæum med pomp og pragt, og med et skævt greb om genren.
* * * *
I Hjørring har man altid haft en tradition for at gribe revygenren anderledes an end andre steder. De berømte shorties, reelt blot en visualiseret vittighed, er (i hvert fald i relation til dansk revy) opfundet i Hjørring, og parodier på politikere og andre kendte har man som regel skulle kigge andre steder efter.
Den nordjyske revy har i medgang og modgang altid haft sin egen klang og poetiske åre, og det var tydeligst i slutfirserne og begyndelsen af halvfemserne, da Per Pallesen og ’guldholdet’ huserede, og skilte Hjørring Revyen stilmæssigt ud fra mængden af revyer, som i højere grad dyrkede det flade grin.
I årene op til jubilæumsåret har det ’nye guldhold’ i revyen – anført af Trine Gadeberg, Kasper Le Fevre, Preben Kristensen og revyens kapelmester og leder, Henrik Baloo Andersen – tilføjet et markant og gennemslagskraftigt musikalsk lag til revyen, og i selve jubilæumsrevyen har årets instruktør Birgitte Næss-Schmidt med stor dygtighed ladet revyens fortid og nutid smelte sammen i en forestilling, der både hylder og ærer, det der var, og tilføjer nye lag til fortællingen.
Vi får, om ikke en-til-en parodier, så dog alligevel noget, der ligner, når hele ensemblet gør tykt grin med Pernille Vermund, Lars Boye og de andre fra Nye Borgerlige i en wild west-sketch fra New Borger Ville. En landsby, hvor der hersker politisk anarki og hvor man for en kort periode vælger byens dummeste mand, Billy the Boy(e) til ny sheriff.
Kasper Le Fevre optræder som tv-værten Mikael Bertelsen, der har en kendt dansker til samtale i Det allersidste ord. Han gør ikke noget forsøg på fysisk at ligne, men parodierer præcist værtens og talkshowets langsommelige, selvsmagende stil.
Flere gange glider det ene nummer direkte over i det næste, som når igen hele ensemblet som SVM- regeringen forklædt som Olsen Banden først begår det store St. Bededagskup, for så straks at få en ny genial plan, der skal fjerne alle spor af skandale-sager, og nedsætter kommission på kommission til at gemme dem af vejen i papkasser.
Donald Andersen vender tilbage til revyscenen og Hjørring Revyen efter mange år, som en slags eksponent for revyens fortid, og han er helt fortryllende med sin mimiske og kropslige karakterkomik, hvad enten han agerer tv-vært i et musikprogram om fodboldsange, er bedemand i det vilde vesten eller når han med virtuos musikalitet spiller luft-trommer og ved hjælp af enkle lyde derigennem kommenterer verdenssituationen. Nummeret lavede han allerede i Hjørring Revyen i 2005, men det er stadig ét af første akts absolutte højdepunkter. Donald Andersen er ganske enkelt en gave til årets revy.
Midt i prøveforløbet faldt Preben Kristensen og pådrog sig en hjernerystelse. Det ser ikke ud til at påvirke ham, men det har betydet at skuespilleren og operasangeren Morten Staugaard er sprunget til og afløser Kristensen i udvalgte numre. Det gør han ganske udmærket i ensemblenumrene. Ny på holdet er desuden Christiane G. Koch, som ikke før har været med i Hjørring Revyen. Hun rammer vældigt godt Kirsten Walthers markante diktion som Yvonne alias Pia Olsen Dyhr i Olsen Banden/SVM-sketchen, men det står ikke lysende i neon, at revyen er hendes metier.
Preben Kristensen har heldigvis kræfter til at levere revyens bedste nummer, en stilfærdig vise om hvordan verden kunne have set ud, hvis Putin var blevet født i Vendsyssel i stedet for i Rusland – et smukt og velskrevet nummer af Leif Fabricius og Trine Gadeberg.
Trine Gadeberg har naturligvis sin Pelle på programmet; i år har han været med børnehaven til Drag Queen show på biblioteket og har fået udfordret sin kønsidentitet. Skarpt og sjovt. Kønsidentiteterne bliver også udfordret, når Kasper Le Fevre som Irene fortæller den tragiske historie om at være kvinde i et mandsdomineret samfund, og som trods alskens krænkelser og undertrykkelse alligevel synes at hun har vundet i Livets lotteri.
Under Henrik Baloo Andersens ledelse har Hjørring Revyen fået tradition for at have et uhørt flot, musikalsk udtryk, og det har den afgjort også i år, hvor et seksmands orkester med tre blæsere virkelig skaber en fornem vellyd, men faktisk bruger man musikken noget mindre end tidligere, og det er lidt synd. I første akt er hele ni ud af 13 numre rene talenumre, og i begge afdelinger er der lange blokke af numre uden musik.
Jubilæet markeres med en morsom åbning, hvor mange af de nulevende koryfæer fra revyens historie medvirker i en sketchfilm, hvor ’telefonkæden fra 1973’ er i brug og hvor en banal historie om revyens jubilæum udvikler sig og kører helt af sporet.
Ensemblet ser tilbage på hvad der skete for 50 år siden med lokale og nationale tilbageblik, og med en hyldest til revyens shorties. Og som finale har man samlet en musikalsk buket af sange fra 1973 med alt fra Elton John, over Tina Turner til Sweet, Johnny Reimer og ikke færre end seks gange Elvis.
Der er meget godt i jubilæumsrevyen, men der er også en hel del numre, som synes at hænge lidt, og på et sted, hvor ’shorties er blevet et begreb, er det påfaldende, hvor mange numre, som ganske enkelt er for lange og slet ikke skarpt nok leveret. Den helt store lokale ’sag’, der omhandler selve spillestedet, Vendsyssel Teaters skrantende økonomi og er en politisk varm kartoffel, springer man hen over uden et ord, og det kan godt undre. Er satiren virkelig kun et spejl, man vender ud ad mod verden og ikke ser sig selv i?
—-
”Hjørring Revyen 2023”. Tekst og musik: Kasper Le Fevre, Flemming Jensen, Henrik Baloo Andersen, Søren Anker Madsen, Lars Bisgaard & Lars Søndergaard, Donald Andersen, Forzano/Puccini, Jan Svarrer, Vase & Fuglsang, Preben Kristensen, Trine Gadeberg, Mads Knarreborg, Christiane Gjellerup Koch, Birgitte Næss-Schmidt, Mei Oulund, Kamilla Wargo Brekling og div.
Instruktion: Birgitte Næss-Schmidt. Scenografi: Kirsten Brink. Video: Gordon Kennedy. Koreografi: Peter Friis. Kapelmester: Henrik Baloo Andersen.
Medvirkende: Trine Gadeberg, Christiane Gjellerup Koch, Preben Kristensen, Kasper Le Fevre, Donald Andersen og Morten Staugaard.
Spiller på Vendsyssel Teater til 29. juli.
Anmeldt 10. juni (premiere)
Foto: Emilia Therese
