Det Flydende Teater fortsætter deres serie af portrætforestillinger i det fri, med en sprudlende musikalsk og veloplagt forestilling om Josephine Baker. Ung sanger og skuespiller får stormende debut.
* * * * *
Oh, Josephine … Oh, Malou!
På premieredagen for Det Flydende Teaters musikalske sommerforestilling ”Oh, Josephine – Kampen om magten” dimitterede Malou Takibo fra Det Jyske Musikkonservatoriet i Aalborg, men hun kunne ikke fejre sin bachelor med sine medstuderende, for hun debuterede samme eftermiddag på teatret, i rollen som Josephine Baker.
Og det gjorde hun aldeles overbevisende – ja, til et rent 12-tal.
Som (netop) uddannet sanger er hun naturligvis på ingen måde uvant med scenen, men som skuespiller er hun helt uprøvet. På en eller anden finurlig måde giver netop det hendes portræt af Josephine Baker en overbevisende naturlighed og ægthed. Hun balancerer fint og nuanceret mellem det ungdommeligt kokette, og den indignerede vrede, som 1920’ernes, 30’ernes og 40’ernes racisme vækkede i Josephine Baker, både i hjemlandet USA, som hun forlader for hvad hun tror er en bedre og friere tilværelse i Europa, og i det Paris, hvor hun bor, og i København, hvor hun med skiftende mellemrum optræder.
Malou Takibo synger desuden Marie Louise von Bülows tidsinspirerede, men nyskrevne, sange med jazzy nerve og masser af nærværende soul…. Det er en stormende debut. Hende vil vi gerne se mere til, og det kommer helt sikkert også til at ske.
”Oh, Josephine – Kampen om magten” er endnu en forestilling i en længere række af portrætforestillinger, Det Flydende Teater har skabt som friluftsforestillinger på Sophienholm ved Lyngby. Nyskrevet dansk dramatik, som med udgangspunkt i en konkret kulturpersonlighed, bidrager til at fortælle et stykke dansk kulturhistorie og trække tråde gennem historien og frem til i dag. Sidste år handlede det om stumfilmstjernen Asta Nielsen, i år altså om den amerikanske danser- og sangerinde Josephine Baker, som var flygtet fra racismen i USA til Europa. Josephine Baker blev et symbol på frisindet i førkrigsårene, men hun kunne ikke flygte fra racismen, der bestemt også florerede i det danske kulturliv, markant illustreret ved en decideret modbydelig anmeldelse i Jyllands-Posten.
Tidsbilledet er næsten det samme som i ”Asta”, med nazismens indtrængen som en uhyggelig skygge over begivenhederne, men både i tekst, toner og i Pelle Nordhøj Kanns instruktion, lykkes det bedre at gøre fortællingen vedkommende i dag. Musikalsk er ”Oh, Josephine” sprudlende, og spillet synes også mere veloplagt af Malou Takibo, Rolf Hansen og Luise Kirsten Skov samt med bidrag af musikerne Hans Find Møller og Marie Louise von Bülow.
Som en klon af konferencieren i ”Cabaret” byder Rolf Hansen velkommen, welcome, willkommen til det festlige Adlon i København før, under og lige efter Anden Verdenskrig. Dramatiker Thomas Markmann har taget sig visse kunstneriske friheder, når han placerer Josephine Baker her sammen andre af datidens markante kulturpersonligheder; kunstmaleren Gerda Wegner, som var gift med den første mand i verden, der fik en kønsskifteoperation, med Lulu Ziegler, med kvindesagsforkæmperen og forfatteren Agnes Henningsen og hendes ’lille dreng’, samfundsrevseren Poul Henningsen, PH, og som en næsten stum bikarakter, Leo Mathiesen. Hver især får de også plads til deres fortælling om kunst, kønsidentitet, seksualitet og ligestilling.
For med udgangspunkt i historien om Josephine Baker, der vakte forargelse for sin vovede optræden, hvor hun skar sjove ansigter, dansede til jazzede rytmer og insisterede på også at synge, selvom publikum egentlig bare hellere ville le af hendes grimmaser, fortæller Markmann også en historie om kvinders position i kunsten. Om frisind, ligeret og om det medløberi, der til alle tider opstår, når tingene spidser til. Om dobbeltmoral, og en misforstået selvforståelse i relation til det politisk korrekte. Man kan sige, at han når omkring meget på de omkring fem kvarter, forestillingen varer, og det gælder ind i mellem om at spidse ørerne og holde styr på alle boldene, der hvirvler i luften. Det slutter tilmed helt nutidsaktuelt i konferencierens beske slutreplik, med en opsang om at vor tids begreber om tolerance rimer på arrogance.
Rolf Hansen leverer en glimrende præstation i den omfattende rolle som den opportunistiske konferencier, der gerne både vil hylde frisindet og nyde borgerskabets gunst. Han spiller rollen med en servil farlighed, der hele tiden gør den interessant. Luise Kirsten Skov er sat på lidt af en opgave, når hun både skal portrættere den indremissionske svovlprædikant, komponisten Carl Nielsen og den kulturradikale PH. Hans skarptandede mor og den frisindede kunstner Gerda Wegner. Det er ikke helt let at nuancere karaktererne uden at det fremstår en smule karikeret, men hun lykkes ganske godt med opgaven.
”Oh, Josephine” har musikalsk noget meget lækkert, swingende over sig, og forestillingen finder sin balance mellem det alvorsfulde og det rent underholdende. At man så sidder i magelige havestole i den smukkeste natur, er blot et ekstra krydderi på oplevelsen. Forestillingen kan opleves frem til begyndelsen af august, derefter spiller den en periode i København og siden på turné (indendørs), i alt tæt på 80 opførelser.
—
”Oh, Josephine – Kampen om magten”. Dramatiker: Thomas Markmann. Musik og sangtekster: Marie Louise von Bülow.
Instruktion: Pelle Nordhøj Kann. Scenografi: Nicolaj Heiselberg Trap. Koreografi: Gunilla Lind. Kostumedesign: Olivia Hetman.
Medvirkende: Malou Takibo, Louise Kirsten Skov, Rolf Hansen, Marie Louise von Bülow og Hans Find Møller.
Producent: Det Flydende Teater og Teatergrad.
Spiller foran Sophienholm v/ Lyngby til 9. august. Derefter i København og på turné.
Anmeldt 22. juni (premiere)
Foto: Per Morten Abrahamsen.
