En helt ny familiemusical åbner et helt nyt teater under åben himmel i Nordsjælland. De professionelle skuespillere lader til at hygge sig i selskab med amatører og tilmed både et får og en hest.
* * * *
Omgivelserne er både landlige og smukke på engen foran Fredbogård i Græsted, højt oppe i Nordsjælland. Her har ildsjælen Chris Skytte efter mere end tre års slidsomt arbejde fået stablet et nyt teater på benene, Nordsjællands Teater. Han har fået fonde, sponsorer og selv kommunen med på ideen, og alene initiativet fortjener den dybeste respekt.
Resten af juli kan publikum fra nær og fjern derfor opleve en hyggelig og ganske munter familiemusical, skrevet af forestillingens instruktør Thomas Milton og skuespilleren Mikkel Vadsholt, og med musik og sangtekster af Chris Skytte selv, baseret på den udødelige historie om Robin Hood og hans muntre svende, som fra deres skjul i Sherwood skoven, bekæmper den onde prins John og hans kumpaner.
Hovedrollerne spilles og synges af professionelle skuespillere, mens ensemblet og de mindre roller er besat med udvalgte amatører, og det er lidt samme koncept som man tidligere på sommeren kunne opleve i Slagelse, hvor Sjællands Teater indviede en ny friluftsscene med den musikalske komedie ”Hurra for de blå husarer”.
I Græsted har Chris Skytte formentlig valgt klogt ved at satse på en mere bredt anlagt familieforestilling, der favner både de yngste og lidt ældre børn, såvel som forældre og bedsteforældre. Vi præsenteres for en Robin Hood-historie i et Disney agtigt univers, med masser af humor og kærlighed. Og de omkringsiddende børn i varierende alder syntes ganske betagede af universet på scenen foran dem.
I sin grundform er ”Robin Hood” jo i virkeligheden rendyrket socialisme. Den rige adel er korrupt, magtsyg og uhæderlig. Sheriffen af Nottingham er en led stymper, der med voldelig magtanvendelse kuer den fattige befolkning, og Robin Hood er folkets fredløse helt, som lever i skoven med sin ven Lille John og deres muntre svende – her alle kvinder – og som i den gode sags tjeneste tager fra de rige for at give tilbage til de fattige. Oppe på slottet optræder Prins John som en selvoptaget nar, sekunderet af den sleske og ambitiøse adelsmand Sir Hiss, og ude i skoven er Robin Hood så godhjertet af det halve næsten kan være nok. Den smukke Lady Marian begæres af den latterlige prins, men elsker selvfølgelig den milde og eftertænksomme Robin, og til sidst så vinder det gode over ondskaben. De elskende får hinanden, og de onde får bogstaveligt talt lokumstjansen. Jeg kan sagtens komme i tanke om lande, hvor ”Robin Hood” ville blive forbudt af myndighederne, hvis de rent faktisk bemærkede handlingen, men ”Robin Hood” er jo en klassiker, og i sidste ende er alle jo tro mod den sande konge, der kommer ridende ind i den nedadgående sol til slut, så alting er godt.
Chris Skyttes kærlighed til musicalgenren fornægter sig ikke. Han har skrevet nogle fine musicalsange, som måske på tekstplanet tangerer det lovligt banale og som i disse rurale omgivelser virker lovligt prætentiøse, men som er trofaste mod genren, og som lyder smukt i munden på de dygtige sangere, der synger til forud indspillet musik, sådan må det jo være med en yderst begrænset økonomi.
Helten Robin, spillet og sunget af en pæn og lidt fersk René Wormark, fylder faktisk mindre i billedet end skurkene, som er i særdeles legesyge hænder hos Joachim Knop som en herligt selvoptaget Prins John, en veloplagt og meget morsom Gordon Kennedy som hans håndlanger, Sir Hiss, og med Bjarne Henriksen som Sheriffen, der bliver grueligt taget ved næsen. De tre leverer deres eget lille show i showet og det gør de aldeles morsomt. De lader til at hygge sig og have det sjovt, og det smitter ned på stolerækkerne.
Matilde Zeuner Nielsen er en særdeles yndig Lady Marian med en smuk klang i den skolede musicalstemme, og man forstår godt at både prinsen og helten gerne vil giftes med hende. I rollen som hendes hofdame er Anna-Christine Bauer både kækt charmerende og velsyngende, og joviale Mikkel Vadsholt giver prøver på sit komiske talent som Lille John. Broder Tuck i Henrik Launbjergs skikkelse fungerer som historiens syngende fortæller og til sidst giver Michael Monetz den genopstandne Kong Richard med viril patos.
Ensemblet fungerer udmærket i deres små roller, og som både muntre svende, kuede borgere og prinsens garde, og et kort øjeblik stjæler et brægende får billedet. Scenen er bygget op så alle kan se, og både det lille slot og naturens egne træer udnyttes til fulde i iscenesættelsen.
Man kunne nok med gavn have skåret en halv times tid af forestillingens længde, mest af hensyn til de mindste blandt publikum, men ”Robin Hood” er blevet en ganske vellykket åbningsforestilling for det nye teater, som forhåbentlig får succes med at etablere sig, så vi også til næste sommer kan komme til at opleve muntert og musikalsk friluftsteater i de smukke omgivelser i Græsted.
—–
”Robin Hood”.
Manuskript: Thomas Milton & Mikkel Vadsholt. Musik & sangtekster: Chris Skytte.
Instruktion: Thomas Milton. Koreografi: Annika Cecilie Valeur. Scenografi: Bendict James Clifford. Korinstruktion: Chris Skytte. Indspilning/mix/musikproduktion: Ann Falden. Kostumedesign: Charlotte Falkenberg.
Medvirkende: Matilde Zeuner Nielsen, Bjarne Henriksen, Joachim Knop, Gordon Kennedy, René Wormark, Mikkel Vadsholt, Henrik Launbjerg, Anna-Christine Bauer, Maria Dahl Nielsen, Michael Monetz, Peter Kryger, Ndeye Daisy Saidy, Maja Münsberg, Camma Dam-Andersen, Sigrid Spiegelhaver, Sandra Nørholm Kay, Peter Tolstroy, Rasmus Breuning, Dorte Ulff-Møller, Amalie Mittelstrass og Nina Koefoed-Nielsen.
Produceret af Nordsjællands Teater.
Spiller ved Fredbogård i Græsted til 31. juli.
Anmeldt 12. juli (premiere).
Foto: Lærke M. Rosenberg.