Mænds 50-årskrise som meget morsomt stand-up show med tre overlegne performere.
* * * * *
Når en voksen mand græder….
… Så taler de andre om noget andet!
Tre af dansk teaters morsomste mænd; Kristian Holm Joensen, Troels Malling og Jacob Weble har sammen skabt en forestilling om at være mand i 50-års alderen. Og mens den efterhånden uundværlige læsebrille går på skift mellem dem, folder de alle arketyperne ud i et meget morsomt show.
Det handler om at være hvid, heteroseksuel, ciskønnet mand i boomer-alderen, hvor erfaring er blevet til principper, hvor parmiddage er en pestilens, og hvor parforhold enten har udviklet sig til ren rutine, eller ligefrem er sat under pres. Om at sminke liget på sin Tinder-profil, hvor man selvfølgelig søger efter kvinder, der er yngre end én selv, om at fastholde et macho-image, hvad enten det er ved at løfte vægte i fitnesscentret eller være handyman med slagboremaskinen. Og så handler det naturligvis om kvinder. Kærligheden til og fascinationen af kvinden og kvindekroppen med al dens mystik.
Jacob Weble er helt vidunderlig som filmnørden, der ikke længere kan huske navne, titler eller noget som helst andet om filmene, men ihærdigt giver sig i kast med forklaringer, der skal lette på erindringen. Kristian Holm Joensen læner sig fortsat op ad sin ungdoms fascination af Depeche Mode, som synes at være det eneste, der kan løse lidt op for hans indre knudemand, og Troels Malling synes at ramme den midaldrende singlemands oppustede ego lige på en prik. Han har masser af sex, men også altid en pakke Viagra i lommen, bare for tilfældets skyld.
Det er meget, meget morsomt, men hvor det er allermorsomst læner komikken sig op ad tragedien, for bag morsomhederne ligger alvoren på lur. Kan mænd tale om følelser? Tør mænd være ærlige om hvad de går og frygter?
Weble, Joensen og Malling tryktester gennemsnitsmanden, og åbner for hemmelighedernes indre kammer. Den ene bliver grådlabil, når han ser billeder af familiens afdøde Golden Retriever, den anden er angst for at blive senil, og ikke selv være klar over hvad der er åbenlyst for omverdenen, og den tredje får en mavepuster og dødsangst, da den indsendte tarmkræft-kit bonner ud med et resultat, der lige skal undersøges.
Men hver gang en mand græder, så taler de andre om noget andet. Så skal der lige hentes en øl, eller tales om fodbold. For sårbarhed er et svaghedstegn, når man er mand i alfahan-alderen, men når den midaldrende mands sårbarhed bliver udstillet på scenen, så bliver det samtidig forestillingens styrke.
Det er uhyggeligt genkendeligt, hvad de tre taler om og gennemlever i løbet af de små to timer inklusive pause, og ingen midaldrende mand vil formentlig forlade salen uden at føle at han – også – har set sig selv i øjnene undervejs. Og deres koner, partnere, unge elskerinder eller børn, vil få bare en lille smule forståelse for – hvorfor!
”I frit forfald” er således et fremragende show, virtuost udført med sublim timing af tre overlegne performere. Velskrevet og mageløst morsomt.
Det er skrevet og spilles af tre mænd, men bag enhver succesfuld mand står der naturligvis en kvinde – og undrer sig! Birgitte Næss-Schmidt har instrueret med udsøgt finesse og fornemmelse for at aflumrificere mandeuniverset, Kirsten Brink har skabt den enkle scenografi med tomme billedrammer og flytbare taburetter, Lise Baastrup har været konsulent på Jacob Webles manuskript, og endelig har Rosa Sandager skrevet den fine titelsang, som vi løbende forestillingen igennem får præsenteret inputs til.
”I frit forfald” spiller foreløbigt på Aveny-T på Frederiksberg til 24. september, og skal vist også en tur til Aalborg. Det er en forestilling, der bør kunne få et langt og lykkeligt liv på turné eller eventuelt på andre scener i hovedstaden.
—-
”I frit forfald”
Idé og medvirkende: Jacob Weble, Kristian Holm Joensen og Troels Malling.
Manuskript: Jacob Weble. Manuskriptkonsulent: Lise Baastrup.
Instruktion: Birgitte Næss-Schmidt. Scenografi: Kirsten Brink. Komponist: Rosa Sandager.
Producent: Christian Krage/Live Nation.
Spiller på Aveny-T til 24. september.
Anmeldt 14. september (premiere).
Foto: Morten Rygaard
