Østre Gasværks med spænding ventede dramatiske opsætning af det legendariske rockalbum The Wall leverer musikken, men ikke dramatikken.
* * * *
Der sker så meget, og så alligevel så lidt.
Det skrev jeg på min lille notesblok undervejs i første afdeling af ”Another Brick in the Wall Part 5”, efter at forestillingens medvirkende dansere for tredje, eller var det fjerde gang, var blevet hejst op under Østre Gasværks imponerende kuppel og svingede rundt til lyden af Roger Waters’ og Pink Floyds imposante musikalske mesterværk, og Johan Olsens altdominerende hovedfigur Pinks markante vokale manifestation.
For hvor mange kræfter det tekniske crew på Østre Gasværk end har lagt i denne spektakulært anlagte forestilling, hvor fuldkommen fantastisk musikken er, og leveres, og hvor godt Johan Olsen fra rockgruppen Magtens Korridorer præsterer som sanger, så sker der alt andet lige for lidt på den mægtige arena på Østerbro.
Danserne løber, smyger, svæver og ruller rundt på, omkring og over det centrale podie i Kim Witzels brede scenografi, men de fylder forbløffende lidt. Og først mod slutningen, hvor sangerne som kæmpemæssige hovedløse generaler, eller hele ensemblet som et absurd cirkus af en retssag i Line Bechs kreativt tænkte fantasikostumer fælder dom over hovedpersonen Pink, fyldes rummet med mere end blot musikken.
Nuvel, der er både et intenst lysdesign og stribevis af videoprojiceringer på gasværkets nøgne, rustikke mure – mest iøjnefaldende det berømte børnekor, der synger de legendariske linjer We don’t need no education. We don’t need no thought control. Flot ser det ud. Flot lyder det. Men som musikdramatisk teater fungerer “Another Brick in the Wall Part 5” kun i spredte, sporadiske glimt.
Pink Floyds legendariske album udkom i 1979, og det er vel reelt set ét af de mest banebrydende albums i musikhistorien. Dobbeltalbummet er blevet spillet så meget hjemme i min ungdomshybel, at det nærmest er slidt op. Og det er naturligvis et af de relativt få af pladesamlingen, som ikke blev sendt på antikvariatet da cd’en havde gjort sit indtog, men som stadig står i reolen herhjemme sammen med en lille håndfuld andre albums, som var med til at forme min musiksmag som ung.
Roger Waters’ værk er sit udgangspunkt dramatisk. Det er et konceptalbum med et vildt fabulerende, eventyrligt dystopisk handlingsforløb, der kredser omkring karakteren Pink, der vokser op med en dominerende mor og har mistet sin far i krig. Han får en kone, men smider kærligheden over bord, da han som rockstjerne falder for fristelserne fra endeløse rækker af anonyme groupies, og Pink bliver mere og mere vanvittig. Han kommer i psykiatrisk behandling, hvor han selv bliver lige så ensrettet anonym som alle andre omkring ham, og det hele slutter med en retssag over ham og hans liv. Pink står til sidst tilbage, hvor det hele startede. Alt hvad der er sket er blot another brick in the wall.
Man skulle tro at dette materiale var ligetil at gå til for en visionær instruktør som Heinrich Christensen, men det viser sig åbenbart at være langt sværere at formidle end som så. Virkemidlerne bliver på en måde for ensformige, og selve flow’et i forestillingen halter. Det er stop’n go fra tableau til tableau.
Som teateroplevelse lever ”Another Brick in the Wall Part 5” derfor desværre ikke op til forventningerne – men de var retfærdigvis også tårnhøje. Som koncertoplevelse er det en anden sag. For det otte mand store band, under ledelse af Søren Graversen, leverer Pink Floyds musik i et nyskabende og voluminøst arrangement, så det lyder af Pink Floyd, men uden blot at være en ydmyg kopi. Og lyden i gasværket er blevet helt og aldeles fremragende. Når Søren Bigum afleverer guitarsoloen i ”Comfortably Numb” må det være enhver guitarists våde ungdomsdrøm, han udlever.
Vokalt hviler meget på Johan Olsens skuldre, og han leverer sangene med overbevisende indlevelse. Dramatisk synes han at være ladt lidt i stikken, for det er et meget stort rum at fylde ud når de sungne ord ikke har magten, men der skal ikke tages noget fra præstationen. (Johan Olsen spillede rollen som Pink til premieren, men alternerer med Jimmy Jørgensen). De øvrige dygtige sangere fremstår bogstaveligt talt mere anonyme, men Nana Schwartzlose synger rollen som Pinks mor, Rikke Hvidbjerg er bl.a. hans kone, Thomas Jensen anklageren og endelig kan teaterkoncertveteranen Nis Pedersen opleves som både dæmon og den ondskabsfulde schoolmaster.
Der er både seks dansere og to såkaldte aerial artister, og selvom der undervejs skabes nogle flotte visuelle optrin, så fremstår koreografien – både på gulvet og i luften – som forestillingens mindste aktiv.
Der er gevaldigt run på billetsalget, og der er tæt på at være helt udsolgt på Østre Gasværk. Publikum kan glæde sig til en formidabel koncertoplevelse, og en lidt mere moderat vellykket og alt for stillestående musikdramatisk performance.
—-
”Another Brick in the Wall Part 5” Tekst og music af Roger Waters, samt David Gilmour og Bob Ezrin.
Instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi: Kim Witzel. Kostumedesigner: Line Bech. Koreograf: Sofie Akerø. Aerial koreograf. Sita Bhuller Otto. Lyddesign: Tim Høyer. Lysdesign: Jeppe Lawaetz & Martin Jensen. Kapelmester: Søren Graversen.
Medvirkende: Johan Olsen/Jimmy Jørgensen, Nana Schwartzlose, Rikke Hvidbjerg, Thomas Jensen, Nis Pedersen, Aviaya Rønnow Steinø, Stina Andersen, Helene Høier Aagesen, Vivian Poldõja, Oliver Prødel Melander, Troels Graakjær, Rebecca Rennison, Ben Loader, Bjarni Berg Gislason/Felix Folkenberg/Billy Kruhøffer-Kotsis, Maria Juul Gauger, Morten Daugaard, Maria Overgaard Vinther og Johannes Johansen. Musikere: Søren Graversen, Søren Bigum, Stephan Grabowski, Anders Birk, Christian Rønn ,Henrik Poulsen, René Damsbak, Tom Bilde, Jonas Munck Hansen. Københavns drengekor.
Spiller på Østre Gasværk Teater til 3. december. Og i Musikhuset Aarhus fra 5. januar.
Anmeldt 22. september (Premiere)
Foto: PR-Fotos
