Første del af Aveny-T’s huskunstner trilogi bliver aldrig rigtigt for alvor interessant, trods alle gode intentioner.
* * *
Et ungt menneske gemmer sig for trin på trappen i hvad der viser sig at være et klædeskab. Inde i skabet sidder publikum på to sider, som var vi beklædningsgenstande på bøjler og hylder, og bliver her vidner på nærmeste hold til personens indre dialog om tvivl og forvirring omkring sit forhold – tilsat en mildt sagt ikke særlig logisk dialog med en phoner fra Amnesty International, som agerer lige dele sjælesørger og djævelens advokat.
”Grubleren” er en dramatikerdebut af Anna Juul, og opsætningen på Aveny-T’s lille scene er første del af teatrets huskunstnerprojekt, der består af tre forestillinger som Nina Rask, Sofie Torp og Signe Hørman Sørensen står for. Sidstnævnte har instrueret, Nina Rask er alene i skabet som den unge (viser det sig) mand, Johan, der er flygtet derind fordi han er i tvivl om hvorvidt han skal forlade sin søde kæreste, Marie. Sofie Torp hører vi som den ualmindeligt tålmodige phoner, Julie, som meget passende studerer filosofi.
Mens Johan grubler i skabet, og phoneren assisterer med filosofiske betragtninger, rumsterer det i lejligheden udenfor, og som tiden går bliver det mere og mere indlysende at den møgirriterende Johan nok slet ikke behøver at træffe en beslutning om at forlade kæresten.
Der er alle mulige gode intentioner i Anna Juuls tekst, som med en vis sandsynlighed taler bedre ind til et ungt målgruppepublikum end den taler ind til undertegnede. For det handler meget at ’jeg’ skal være i centrum, og hvad der er bedst for ’mig’. Det er også skønt, at der er en central københavnsk scene, hvor unge dramatikere, skuespillere, instruktører og andet kan prøve sig selv og deres arbejde af i professionelle rammer, med en som her, fantastisk vellykket og original scenografisk ramme. Nogle gange finder man guldkorn i sådanne produktioner, andre gange støder man måske på kimen til noget nyt og spændende, og i de værste tilfælde kan man glæde sig over at så er det prøvet, og så behøver man ikke bekymre sig om det mere.
”Grubleren” er ikke guldkorn, men rummer dog kimen til noget, som kan udvikle sig interessant. Som soloskuespiller slider Nina Rask forbilledligt i det, og er bestemt ikke uden en vis gennemslagskraft. Publikum bliver integreret på næsten intimiderende vis, når Johan kommer helt tæt på os på hylderne i skabet, men selvom teksten handler om et almengyldigt emne, som vi vel alle på et eller andet tidspunkt har haft inde på livet, så bliver forestillingen aldrig rigtigt for alvor interessant. Ja, jeg må indrømme, at stykkets phoners tålmodighed rakte meget længere end min.
Simone Bartholin har skabt den dybt originale skabsscenografi, med spejlvægge, og gulve og hylder beklædt med stofstykker, som publikum bliver en integreret del af, men hvorfor Johan skal være iklædt en knitrende syntetisk joggingdragt-lignende grøn dragt forstår jeg ikke. Måske er det højeste mode blandt byens unge?
Anden del af trilogien kan opleves fra 11. november, og tredje del fra 27. januar. Måske de tre dele som et samlet hele tegner et mere et interessant billede af vor tid og ungdommen i dag.
—-
”Grubleren” af Anna Juul.
Instruktion: Signe Hørman Sørensen. Scenografi: Simone Bartholin. Lysdesign: Rosa Birkedal. Lyddesign: Sara Nigard Rosendal.
Medvirkende: Nina Rask og Sofie Torp (stemme)
Spiller på Aveny-T’s lille scenen til 13. oktober.
Anmeldt 25. september.
Foto: Emil Indiana Holm.
