Forside Anmeldelser 2023 DAMEN MED DE BLÅ TÆNDER – 60-ÅRS FØDSELSDAGEN

DAMEN MED DE BLÅ TÆNDER – 60-ÅRS FØDSELSDAGEN

492
0

Mette Horn svirper med veloplagt sarkasme som Damen med de blå tænder, der trods en fin gæsteliste må holde sin runde fødselsdag næsten alene.

* * * *

Vand! Jeg skal krafteddeme ikke have vand!

Meget kan man byde Damen med de blå tænder, men ikke et glas vand! Den søde, velmenende og nonbinære hjemmeplejer, Børge, vil hende ellers det bedste på en 60-års fødselsdag, som ikke er forløbet helt efter planen.

Damen med de blå tænder har ellers inviteret fine gæster; fra meningsmaskiner som Sørine Godtfredsen og Carsten Jensen over Lizette Risgaard til Politikens kulturredaktør Mette Davidsen Nielsen og venstrefløjsadvokaten Knud Folchschack. Hun har også forsøgt sig med en forsonende invitation til ungdomsveninden ’Blomme’, som hun ellers har svigtet voldsomt, og også storesøster Store P og hendes søn, har fået en invitation, selvom Damen med de blå tænder på vanlig sarkastisk vis har spoleret nevøens forretningsdrømme på Bornholm med sin grænseoverskridende opførsel, der minsandten også har sendt krigskorrespondenten Rasmus Tantholdt og hans kone, Natasja Crone direkte til krisepsykolog.

Damen med de blå tænder er en no nonsence kvinde med en fortid på den yderste venstrefløj. Nu bor hun i en 250 m2 herskabslejlighed i Prinsessegade, som den sidste af de gamle kollektivister i lejligheden, i øvrigt ikke som den eneste i opgangen, som også bl.a. tæller en meget velmenende hippiekvinde, der huser flygtningebørn – med fuldskæg og store hænder, må vi forstå.

Her i lejligheden er dækket op til fest, men det er nu kun Steno, Torben Steno, der er hyret ind som tjener og festmusiker, som lige dukker op. I stedet må hun tage til takke med naboen og hjemmeplejersken, der periodisk kigger ind, og den lokale Irma-vinmand, som lige synes at han skylder hende en gave efter at hun gennem årene har købt 21.312 flasker vin i hans butik, som han har regnet ud – man er vel købmand!

Damen med de blå tænder er en morsom sarkastisk komedie, med masser af små perler af replikker og one-liners, som ikke skal citeres her, for de hører Damen til… Det er dog også en smertelig fortælling om ensomhed, og om et menneske, som har brændt lige lovlig mange broer bag sig.

Figuren stammer fra tv-satiren Emmas Dilemma helt tilbage i 2001, og er skrevet og skabt af Lotte Svendsen. Mette Horn har gennem årene gjort hende til en satirisk kultfigur, og hun har blandt andet besøgt Kerteminderevyen for nogle år siden, men her får hun altså sin helt egen teaterforestilling på godt og vel en time og tyve minutter.

Det er måske lige at strække den, for der er efter en sprudlende indledning, nogle lovlig døde perioder undervejs, hvor det er som om historien står i stampe. Men Mette Horn svirper med veloplagt sarkasme, og favner såvel karakterens komiske side, som den smertelige ensomhed. Det er vist helt bevidst, at Lotte Svendsen har ladet sig inspirere af nytårsklassikeren ”90-års fødselsdagen”, men her er det værten og ikke butleren, der får en ordentlig skid på, tilmed suppleret med et ordentligt skud MDMA eller love drug, som det også kaldes.

Omkring Mette Horn er Christiane Bjørg Nielsen sød som hendes hippienabo, og mere stram i betrækket som den sure storesøster, der dukker op i et flashback. Sophie-Marie Jeppesen er helt skøn som den nonbinære hjemmeplejer, som ikke bare ligner Børge fra Olsen-Banden. Hun gør også fyldest som veninden fra fortiden og som Christianshavns sødeste vinhandler. Torben Steno får lov at udfolde sit eget lille show-i-showet, både i form af et par monologer og to indlagte sange, men det er naturligvis Mette Horns show, det kan og skal han ikke ændre på.

Christoffer Berdal har instrueret med en fin balance mellem komedien og tragedien, og så har Marianne Nilsson skabt en velfungerende turnéscenografi med socialistiske plakater på væggene og en balkon hvor man dog kunne savne et kig til Christianshavns smukke gader, tårne og spir.

Jeg så forestillingen til Folketeatrets pressepremiere, et par dage inden den egentlige turnépremiere, og den sidste timing manglede lige i nogle afgørende situationer. Men det skal ikke tage noget fra en munter forestilling i selskab med en rædsomt morsom kvinde og en hulens masse rødvin.

—-

”Damen med de blå tænder – 60-års fødselsdagen”. Af Lotte Svendsen.

Instruktion: Christoffer Berdal. Scenografi: Marianne Nilsson.

Medvirkende: Mette Horn, Christiane Bjørg Nielsen, Sophie-Marie Jeppesen og Torben Steno.

Produceret af Folketeatret turné.

Spiller i hele landet til 4. december, og på Folketeatrets Hippodromen i perioden 18. oktober til 16. december.

Anmeldt 25. september på Folketeatrets turnéscene i Grøndal Multicenter.

Foto: Gudmund Thai

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her