Den ikoniske nytårssketch bliver vendt på hovedet på Odsherred Teater, hvor dens 18 minutters længde strækkes til godt seks kvarter. For langt, men virtuost spillet. OPDATERET MED BEMÆRKNING
* * * *
Same procedure as last year, Miss Sophie? Same procedure as every year, James!
Det er klassikermateriale, som Odsherred Teater har taget fat i til deres årlige juleforestilling, hvor skuespillerne Henrik Ipsen og Bente Eskesen gestalter de ikoniske karakterer fra den gamle tyske tv-sketch, Miss Sophie og hendes trofaste butler, James.
Sketchen, der oprindeligt er en gammel engelsk varieté-sketch, blev i 1963 – altså for 60 år siden – indspillet af en tysk tv-station, og siden 1980 er den blevet sendt på DR hver eneste nytårsaften, og har for længst opnået kultstatus.
Sketchen varer 18 minutter, og handler om Miss Sophie, som til sin 90-års fødselsdag inviterer sine fordums bejlere – Sir Toby, Admiral von Schneider, Mr. Pomeroy og hendes kære Mr. Winterbottom på en fire-retters menu bestående af Mulligatawny suppe, fisk, kylling og frugt – og ikke mindst drikkevarerne, som hendes trofaste butler under middagen må indtage så rigelige mængder af i de fraværende gæsters sted, at han bliver plakatberuset. Gentagelserne, ikke mindst den beduggede butlers lille private kamp med et tigerskind, er det, der driver situationskomikken i sketchen, som mest af alt er et shownummer af butleren, spillet af den britiske komiker Freddy Frinton, for hvem sketchen i store træk blev et one hit wonder.
På Odsherred Teater varer forestillingen næsten seks gange så lang tid, for holdet og teatrets husdramatiker (kan man vel godt tillade sig at kalde hende) Mei Oulund, har bygget på og bygget på. I en første akt, som næsten synes uendelig, myldrer det med referencer til danskernes nytårsvaner – inklusive en nytårstale fra HM Dronning Margrethe – og satiriske hips til et sundhedsvæsen og velfærdssamfund, der er slidt i bund. For Miss Sophie er kommet på plejehjem, hvor hverken en butler eller en fire-retters menu ligger inden for de afstukne rammer, og hvor hendes 200 år gamle tigerskind fra Indien – vi får sågar at vide at Miss Sophie skulle være undfanget på tigerskindet – er blevet sendt til destruktion for at undgå en shitstorm fra dyrevelfærdsorganisationer og også lidt af hygiejniske årsager.
En livslang, uforløst kærlighedshistorie mellem Miss Sophie og James hører til de mere vellykkede nye ideer, og Alice Carreri har skrevet en håndfuld melodiøse sange, hvori Miss Sophie blandt andet synger: James, hvorfor er du butler? Fornægt dit kald, du er mit livs kærlighed”
Den fysiske skuespiller, danser og akrobat Kasper Buus agerer plejehjemsansat, med mange opgaver, herunder tilberedningen af maden, og i mangel af det ægte tigerskind, må han også påtage sig den opgave. Det kommer der meget morsomt ud af, for Buus er eminent udi den kropslige komik, og instruktøren Jannik Elkær, der står bag den fysiske teatergruppe DON GNU, har spækket forestillingen med utallige fysiske gags og finurlige effekter.
Det ændrer desværre ikke ved at første akt i den grad savner en strammere struktur, trods sine fine sange, og mange gags. Det bliver heldigvis meget bedre efter pausen.
Her får vi nemlig hele sketchen næsten som vi kender den, spillet med de originale replikker på engelsk, og med alle dens velkendte gags. Tigerdyret blander sig ganske vidst i løjerne, fordi James skal ud og tisse midt i det hele – det tror pokker med alt det han skal drikke – men her kender og genkender vi historien, og gensynets glæde er nu engang den største. Samtidig leverer Henrik Ipsen et aldeles vidunderligt bud på den ikoniske butlerkarakter, der både referer respektfuldt til Frintons original, og skaber sin helt egen stil. Rollen viser hvor dygtig, og morsom en skuespiller, Ipsen jo vitterligt er.
Bente Eskesens Miss Sophie bliver også et vellykket karakterstudie af en yndige gamle dame, der hvirvles med ind i den centrifuge af fysisk komik, der er forestillingens omdrejningspunkt, og således udvikler ”90-års fødselsdagen” sig til en gennemført slapstick-komedie, virtuost spillet af alle tre medvirkende.
Originale filmsekvenser fra tv-sketchen indgår som en del af scenografien, hvor scenograf Kristian Knudsen lader en tre-meter høj drejelig trappe indgå som et væsentligt element. Den er ikke køn at kigge på, men den udfordrer skuespillernes atletiske evner, og synes at rumme alverdens effekter som en sand Pandoras æske.
Det bliver til fire små stjerner herfra, hvor anden akten trækker markant op.
Det havde klædt forestillingens producent at kreditere originalforfatteren til sketchen, han hedder Lauri Wylie, i stedet for blot at kreditere ’holdet’ og Mei Oulund for manuskriptet. Det er alt andet lige ord til ord hans tekst, der bærer hele anden akt. Og det havde i den grad klædt forestillingen med en gevaldig opstramning, så den kunne være gennemført på en times tid uden pause. Så ville sceneudgaven ligefrem kunne kandidere til at være en fast del af teatrets op-imod-jul-og-nytår-program, helt i tv-sketchens ånd – same procedure as last year?
BEMÆRKNING: Efterfølgende har teatret bedt anmelderne bemærke, at Mei Oulund IKKE er dramatiker på stykket, men blot har bidraget med enkelte replikker, og at de oplysninger, der fremgik af ‘programvæggen’ kunne misforstås. Heri gives der også en ‘tak til’ den originale forfatter Lauri Wylie samt tv-sketchens originale skuespillere, men dog ikke en egentlig ‘kreditering’. Jeg retter ikke i selve anmeldelsen og krediteringerne, men beder læserne forholde sig til denne bemærkning.
—–
”90-års fødselsdagen – Same procedure as last year?” Manuskript: Mei Oulund og ‘holdet’ (og Lauri Wylie). Musik & sangtekster: Alice Carreri.
Instruktion: DON GNU v/Jannik Elkær. Scenografi: Kristian Knudsen. Kostumer: Helle Birkholm. Kreativ medskaber: Kristoffer Louis Andrup Pedersen, DON GNU. Videodesigner: Mikkel Suppras.
Medvirkende: Bente Eskesen, Henrik Ipsen og Kasper Buus.
Produceret i samarbejde mellem Odsherred Teater og DON GNU.
Spiller på Odsherred Teater til 16. december.
Anmeldt 22. november (premiere)
Foto: Emilia Therese.
