Sofie Torp er aldeles skøn som den unge kvinde, der bliver forladt af sin kæreste og skal finde sig selv med sin dominerende mor hængende i telefonen hele tiden.
* * * * *
Aveny-T’s projekt med at lade tre huskunstnere dominere sæsonen 23-24 med en trilogi om knuste hjerter, slutter med opførelsen af ”Min mor siger”, en musikalsk heartbreak-komedie som de kalder den, baseret på forfatteren Stine Pilgaards debutroman fra 2012 af samme navn.
Ganske som det netop har været tilfældet på Husets Teater, hvor tredje og sidste del af ’Furie trilogien’ ”Kassandra” er den mest vellykkede af de tre, så slutter Aveny-T’s trilogi om de unge knuste hjerter også med den bedste af de tre forestillinger.
”Min mor siger” blev faktisk opført tilbage i 2017 på netop Husets Teater, hvor instruktøren Signe Hørmann Sørensen havde bearbejdet romanens billedsprog for scenen, og musikeren Laurits Emanuel havde sat en række af bogens monologer i musik, og omdannet den til en stribe søde og uhyre velklingende popsange. Også dengang var det Sofie Torp, som havde den bærende rolle som den unge kvinde, der bliver forladt af sin kæreste og må finde sig i at flytte ind hos sin far i præstegården og – ikke mindst – have sin noget dominerende mor i telefonen hele tiden. Fra sit sommerhus i udstedet Amtoft, ved hun nok hvordan man guider sin voksne datter gennem livet, så alting mest af alt kommer til at handle om moderen.
Det er en meget morsom historie, midt i dens ’jeg-er-lige-blevet-forladt-af-min-kæreste’-tristesse, og Sofie Torp er aldeles skøn, som kvinden, vi bare kommer til at holde af undervejs.
Huskunstnerne er udover Sofie Torp og Signe Hørmann Sørensen også Nina Rask, som man kunne opleve som ensom ung mand i et skab i trilogiens første del ”Grubleren”, mens Signe Hørmann Sørensen selv spillede hovedrollen i ”Fuck You Account” (se anmeldelserne ved at klikke på linkene). Her agerer Nina Rask effektivt sidekick til Sofie Torp, i skiftende roller som både mor, far, eks-kæreste og veninden, der på bedste spindoktor-manér lægger ’en strategi’ for hvordan man kommer videre i livet. Laurits Emanuel har udover sin rolle som musiker også lidt replikker, som fungerer fint i samspillet. Synes du at navnet klinger bekendt i en anden sammenhæng, så er det nok fordi Laurits Emanuel også er den ene halvdel af popduoen Fyr & Flamme, som vandt det danske Melodi Grand Prix for et par år siden.
Teksten er vittigt skrevet og indeholder masser af morsomme akavede situationer, ikke mindst mellem mor og datter. Historien om hvordan de sammen samler ind til Kræftens Bekæmpelse, og moderen med en kæmpeløgn om selv at være kræftramt skovler penge ind, er eksempelvis herlig. Og skøn er sekvensen, hvor en potentiel ny bejler effektivt bliver skræmt på flugt.
Man kan måske nok synes, at forestillingen har mere fokus på det komiske end det melankolske element i Stine Pilgaards historie, og at det kan være en ulempe. Men det gør i denne sammenhæng ikke det store. Portrættet af moderen, der selvcentreret, anmassende og direkte grænseoverskridende fortsat møver ind i sin voksne datters liv er præcist illustreret, men også beskrevet med kærlighed. På en eller anden måde afskyer man ikke ligefrem karakteren, selvom man nok helst selv ville være foruden. Det er en fin balance.
Det er først og fremmest Sofie Torps fortjeneste, at ”Min mor siger” går rent hjem med fuldtonet feel-good faktor. Hun er skæppeskøn. Sød, køn, sjov og charmerende. Og så synger hun forestillingens sange aldeles strålende.
Ligesom med de to første forestillinger i trilogien, har scenografen Simone Bartholin iklædt scenen i farvestrålende draperier – her går en rød tråd gennem produktionerne, selvom ”Min mor siger” i modsætning til de to første forestillinger spiller på teatrets hovedscene og ikke på den lille foyerscene. Det spraglede farveunivers synes glimrende at illustrere det mylder af tanker, som trilogiens tre hovedkarakterer har at slås med, også her suppleret fantasirige kostumer som både søløve, søhest og hovedløs brud.
—-
”Min mor siger”. Tekst: Stine Pilgaard.
Dramatisering og instruktion: Signe Hørmann Sørensen. Komponist: Laurits Emanuel. Scenograf: Simone Bartholin. Kostumier: Hanne Mørup.
Medvirkende: Sofie Torp, Nina Rask og Laurits Emanuel.
Spiller på Aveny-T til 2. marts, samt 8. og 9. marts i Aarhus.
Anmeldt 27. januar (premiere).
Foto: Simone Bartholin.
