Foreningen Kongelig Mayestaits Acteurs fejrer 100-års jubilæum med årets studenterrevy på Teater Plays lille sal på Amager.
* * *
14. januar er en særlig dato for det kongetro Danmark. Det var nemlig på den dato i 1924 at daværende kong Christian X gav studenterskuespillerne på Københavns Universitet lov til at kalde sig Kongelig Mayestaits Acteurs – og nå ja, så har der også været et par andre royale begivenheder af en vis bevågenhed på den dato i de mellemliggende 100 år.
Fra scenen i Teater Plays lille, meget beskedne, sal på Amager indledes årets jubilerende Studenterrevy meget vittigt med at Christian X taler til os fra et maleri på bagscenen, og blandt andet beder os slukke mobiltelefonerne. Den besked er efterhånden blevet hel særlig disciplin at formidle på munter vis i revyerne, men sjældent sjovere end her.
Gennem årene – selve revytraditionen med Studenterrevyer er blot 95 år gammel, så vi kan forvente et jubilæum mere om fem år – har Studenterrevyerne i perioder været endog særdeles banebrydende og senere ganske store navne har trådt scenen for første gang i Studenterrevyerne. Det er amatører, men ofte amatører med foden grundigt på vej ind i skuespillerfaget, tekstforfatterfaget eller musikerfaget. Hvis man bare i flæng nævner en håndfuld fra ’min tid’, så påkalder Jacob Morild, Pernille Schrøder, Gunvor Reynberg, Jan Gintberg, brødrene Adam og James Price, Peter Oliver Hansen og Morten Wedendahl sig en vis genkendelse, for slet ikke at tale om Leif Panduro, Klaus Rifbjerg og Jesper Jensen, der med deres ”Gris på Gaflen”-revy fra 1962 (det var så før min tid, trods alt) intet mindre end skrev dansk revyhistorie.
Årets revy kommer næppe til at skrive sig ind revyhistorien med flammeskrift, det er faktisk nogle år siden, at Studenterrevyen for alvor har gjort det, men så sent som i 2020 medvirkede Jonas Stimose, og han er i dag endog meget succesfuld som en del af Satiregruppen Magt.
”Ingen hjælp at hente” er undertitlen på årets revy, og refererer til åbningsnummeret hvor kvartetten på scenen synger om alle tidens kriser og kvaler på en lille munter melodi i håb om at de så vil blive glemt. Revyen bør dog hurtigst muligt søge hjælp til lydmanden, som hele premiereaftenen igennem havde sine udfordringer med hvinende, hylende og brummende microports, og teknikken var i det hele taget udfordret. Selv mere erfarne spillere end de fire unge her, ville nok have mistet koncentrationen og timingen, så hatten af for at der tilmed var overskud til at joke med problemerne fra scenen.
Årets acteurs er Michelle B. Buurskov, Sara Skjoldborg, Dennis P. N. Jensen og Frederik T. Knudsen, og det er især sidstnævnte, som trækker et stort læs. Vestjyden er kommet ind med firetoget efter at have lavet Spark mig i Revyen-revyer i Esbjerg og andre semi-professionelle revyer, og han har både instrueret revyen og skrevet 21 af de i alt 33 numre. Det vil ikke undre mig hvis Frederik er én af dem vi i fremtiden vil komme til at bemærke på eller bag landets professionelle revyscener, for der er både idé og talent i hans tilgang til revytekster og performance. Til gengæld fremstår han ikke specielt nytænkende, men mere båret af den klassiske revytradition.
Et par af revyens bedste numre ligger begge inden pausen. Michelle B. Buurskov fremfører Daniel Lassens sjove rim i visen om Britt, der er cand. polit, som chefen synes er the shit, men ryger ud i noget skidt, Vittig tekst og sjovt fremført. Sara Skjoldborg har en dejlig udstråling og musikalske vibes, og slipper godt igennem en ny versionering af Grethe Søncks gamle ”Medicin med det samme”, her som den unge studerende, der ivrer efter at få SU med det samme, og må tage både kviklån og sælge sine organer for at klare sig.
Dennis P.N. Jensen er nuttet som katten, der identificerer sig som hund, men det kan ikke nægtes, at der venter et stykke arbejde forude med replikbehandlingen – både for ham og de andre – hvis karrierevejen skal gå over teaterscenen.
Er fremførelsen sine steder mangelfuld, så kan man jo altid rette sit fokus mod ideer og tekster, og her er der en del at hente. Fællesnummeret om Novo Nordisk’ succes med slankemedicin, sunget som en gospel – Det bar’ et stik – så’ du fri – og sketchen med præsten, der må lære sig at tale street lingo for at kunne vie Amager-parret, er absolut fine revynumre, det samme er koret, der synger om de mange nye køn, og duetten med mødrene, der gerne vil have diagnoser til deres børn. Frederik T. Knudsen har tre entreer som koncertmusiker, der spiller på de særeste ting, og også her ligger der en crazy-komisk originalitet, som man måske gerne havde set lidt mere af. En Studenterrevy behøver jo ikke – som mange af de professionelle, og rent kommercielle revyer – at dyrke det konformt konventionelle mainstream revymønster. Den må tværtimod gerne sende nye signaler, ja, det er vel i virkeligheden dens pligt.
Hvis dansk revys fremtid primært skuer bagud, så er der måske grund til en vis bekymring.
—
”Studenterrevyen 2024 – Ingen hjælp at hente”. Tekster og musik: Peter Engholm, Frederik T. Knudsen, Christopher Fabricius, Isabel Arnold, Daniel Lassen, Signe M. Rasmussen, Nikolaj Høgsbro, Vase & Fuglsang, Christian Damsgaard, Mia Plantin, Alberte A. Ibsen, Nikolaj vejen og Mads P. Gregersen.
Instruktion og scenografi: Frederik T. Knudsen. Koreografi: Sara Skjoldborg. Kapelmester: Nikolaj Vejen (piano), musikere Rasmus Rask Walther (trommer) og Helene C. Walther (klarinet).
Medvirkende: Michelle B. Buurskov, Sara Skjoldborg, Dennis P.N. Jensen og Frederik T. Knudsen.
Spiller på Teater Play (lille sal) til 23. marts.
Anmeldt 29. februar (premiere).
Foto: Rasmus Flensborg
