En israelsk soldats rystende bekendelser fra 1948 er højaktuelt debatteater i en anspændt nutid. Jacque Lauritsens monolog går lige i mellemgulvet på Teater Får302.
* * * * *
Hvis vi tænkte, ville vi ikke være i stand til at gøre det vi skulle senere…
Soldater skal ikke tænke. De skal udføre deres ordrer, som angivet i operationsbefalingen. Uanset om det er grusomheder, der strider imod enhver folkeret eller international konvention. På en måde frikender dette den menige soldat for ansvar. Soldatens personlige samvittighed, derimod, hvordan står det til med den?
Sidste år ved denne tid gæstespillede Teater Gaius på Teater Får302 med den på alle måder rystende ”Besættelsens fanger”, der handler om palæstinensiske fanger i israelske fængsler (læs anmeldelsen her), og i år fortsætter teatret af samme spor med monologen ”Slagmark”, der er en dramatisering af den samfundskritiske israelske forfatter Yizhar Smilanskys selvbiografiske bog fra slutningen af 1940’erne.
Smilansky deltog som ung soldat i den nyoprettede israelske stats udrensning af palæstinensere i 1948, hvor mange hundredetusinde arabere blev fordrevet fra deres hjem. Modsat de fleste af sine soldaterkammerater led Smilansky af dybt samvittighedsnag, og satte sig op imod sine foresatte i et forgæves opråb. Kritikken nedskrev han i flere bøger, som i Israel opfattes som kontroversielle, og en tv-filmatisering af ”Slagmark” blev i 1978 fjernet fra sendefladen af myndighederne.
Siden ”Besættelsens fanger” for et år siden, er konflikten mellem Israel og palæstinenserne som alle ved eskaleret til en decideret krig, antændt af Hamas’ modbydelige terrorhandling 7. oktober. Millioner af uskyldige er i dag krigens ofre i Gaza, for Israels hævntogt er nådesløst.
Med det in mente bliver soldatens bekendelser i ”Slagmark” rystende og højaktuelt debatteater i en anspændt nutid, selvom det er skrevet for 75 år siden. Hvad driver soldaterne i en krig med så mange civile ofre? Had? Ligegyldighed? Dumhed? Og kan man, med fortidens synder bragt i erindring, om ikke acceptere, så dog forstå palæstinensernes handlinger i deres kamp for frihed?
Der er, som det var tilfældet i ”Besættelsens fanger”, ingen som helst tvivl om på hvilken side af konflikten dramatikeren står. Jacque Lauritsen, der både har dramatiseret og selv står alene på den nøgne, sorte scene som soldaten med den dårlige samvittighed, er en mand med en mission. Og både som dramatiker og skuespiller står han stærkt. Portrættet af den ældre mand, der ser tilbage på de forbrydelser han var med til at begå, står knivskarpt med et markeret, martret ansigt og et tomt blik i øjnene.
Mens gamle, autentiske sort/hvide film flimrer på bagvæggen, og minder ham om fortiden, fortæller han om deportationen af palæstinensere fra en landsby, om soldaternes nedværdigende hån, om drab på helt uskyldige, om nedbrændinger af huse. Landsbyens befolkning læsses på lastbiler, uden nogle ejendele overhovedet, og køres bort til en uvis skæbne lagt fra det, der altid har været deres hjem.
Hvad har vi gang i? Vi deporterer, sender mennesker i eksil, spørger soldaten dengang i 1948, bare få år efter, at nazisterne gjorde præcis det samme mod jøderne i Europa, og mindre end 50 år efter russernes sidste pogromer mod jøder i begyndelsen af 1900-årene.
I dag, nærmest i disse timer, gentager historien sig i Gaza. Det giver ”Slagmark” et helt særligt, højaktuelt aspekt, og gør det til teater, der giver betragteren et sug i mellemgulvet. Det er en forestilling, hvis fokus og stillingtagen til problematikken bestemt kan debatteres, men som i Andreas Dawes meget nænsomme instruktion, i Edward Lloyd Pierce’ helt spartanske scenografi og diskrete lyssætning, og med Brian Larsens næsten uhørlige, truende lydunivers og flimrende film, og ikke mindst takket være Jacque Lauritsens dragende, afdæmpede spil bliver en rystende, intens og tankevækkende teateroplevelse.
—-
”Slagmark”.
Forfatter: Yizhar Smilansky. Dramatiker: Jacque Lauritsen. Oversættelse: Hans Henrik og Rivka Uzan Fafner.
Instruktion: Andreas Dawe. Scenografi og lys: Edward Lloyd Pierce. Lyd og video: Brian Larsen.
Medvirkende: Jacque Lauritsen.
Producent: Teater Gaius.
Spiller på Teater Får302 til 20. april.
Anmeldt 4. april (premiere).
Foto: Søren Meisner.
