Anne Plauborg leverer en aldeles fremragende præstation som den seksuelt forsømte adelsfrue, der forelsker sig i godsets skytte, en jævn mand af folket.
* * * * *
På Aarhus Teater kan de om en måneds tid gå på sommerferie med god samvittighed. En god sæson med højt billetsalg slutter med et par særdeles seværdige forestillinger. Den sprudlende musical ”Chicago” på Store Scene (læs anmeldelsen her), og en sanselig og ganske saftig ”Lady Chatterleys elsker” på Scala.
På forhånd har dramatiseringen af D.H. Lawrences roman fra 1928 fået en vis opmærksomhed, fordi den handler om lidenskabelig elskov, og den beskrives ikke bare på det platoniske plan, men ganske eksplicit. Jeg kan berolige dem, der måske sidder derhjemme og tænker, at sådan noget er nok ikke noget for mig, for nok er der nøgenhed i forestillingen, men den er alt andet end anstødelig. Til gengæld er der passion og begær for alle pengene. Og Camilla Kold har skabt en meget æstetisk smuk forestilling om ulmende begær og grænseløs kærlighed på tværs af det afgrundsdybe klasseskel, der prægede England i 1920’erne og til en vid udstrækning stadig gør det.
Passionen forsvinder i ægteskabet, da Sir Clifford vender invalid hjem fra krigen, og kaster sig over filosofien og litteraturen i stedet for at kaste sig over sin kone. Forsømt og med et uforløst begær vender Constance blikket mod godsets skytte, den stovte og fåmælte Oliver Mellors. De indleder et lidenskabeligt forhold i hans hytte i skoven. Et forhold, der alene på grund af klasseskellet mellem adelen og folket, vil være skandaløst hvis det kommer frem. At Lady Chatterley har en elsker, der kan give hende et barn, som hun og Sir Clifford kan opfostre som deres og som arving til godset, er der ikke noget galt med, men at elskeren er en simpel skytte, der tilmed er gift, er derimod socialt helt uacceptabelt.
”Lady Chatterleys elsker” handler således om meget mere end lidenskab. Det er i høj grad en fortælling om klasseskellet mellem den herskende adel og folket, der beskrives meget effektfuldt som overklassens kølighed overfor arbejderklassens kødelighed. Det er et stykke om aristokratisk arrogance overfor folkets stolthed, for Dicte C. Houmøllers dramatisering kredser netop om disse forskelle. Om skytten Mellors, der er på vagt overfor deres nåde, og føler sig udnyttet; for adelen udnytter altid folket, men lader paraderne falde til sidst. Og om Lady Chatterley, som i sidste ende er villig til at give afkald på alle privilegier for kærligheden. For størst af alt er kærligheden – for hende, men bestemt ikke for hendes familie; faderen og den socialt ambitiøse søster, og da slet ikke for hendes mand, der nægter at lade sig skille. Ikke på grund af hende, men på grund af skammen over at en mand fra underklassen er årsagen.
Anne Plauborg afslutter sine otte år som en del af Aarhus Teaters ensemble med en stor, markant vellykket præstation som Constance. Hun udfolder sin karakter fra en forsigtig og usikker ung kvinde, der føler sig ukomfortabel i sit følelseskolde gyldne fuglebur til at udvikle en indestængt lidenskab, der rykker, river og flår i hendes krop og sjæl, mens familien sniksnakker omkring hende, og hendes invalide mand filosoferer, uden at ænse hendes længsler. Og da begæret endelig forløses er det med en kraft som en brusende norsk elv. Det er fornemt eksekveret af Plauborg, der brænder rent igennem, og trygt kan rejse videre i karrieren med en personlig triumf i bagagen. København, here she comes!
Overfor hende står Kjartan Hansen som den stovte skytte, der først til sidst indser, at det er ægte kærlighed mellem Lady Chatterley og ham, og ikke blot adelsfruens kødelige udnyttelse af ham som avlsdyr. Af type og statur er han et helt rigtigt valg. Men det er synd, at så mange ord går tabt i hans diktion, når han nu fysisk er så glimrende en ekspressiv spiller.
Christian Hetlands Sir Clifford, der med kølig distance lever på en løgn om det lykkelige ægteskab, Anders Baggesens Sir Reid og Mette Klaksteins socialt snobbede lillesøster repræsenterer præcist overklassens arrogance, og så er Marie Marschners sygeplejerske en glimrende modvægt til Anne Plauborgs sanselige lady. Hendes lidenskab er mere social end seksuel, men man forstår dem begge.
Det er nødvendigt at fastholde tidsbilledet i 1920’erne, selvom de sociale klasseskel i England ikke har forandret sig meget på de næsten 100 år siden bogen blev udgivet første gang. Den seksuelle frigørelse har givetvis ændret ved opfattelsen af den erotiske del af fortællingen, selvom der vel stadig er flere fordomme omkring kvindeligt begær end mandligt. Scenograf Karin Gille har skabt et lysegrønt gods med høje paneler og en uendelig horisont bag de draperede gardiner. Skovens forårsfarve, og håbets farve. Der ligger en stærk og meget vellykket effekt i, at de to elskende er fuldt påklædt i deres indledende hæmningsløse elskov, og først er nøgne da fysisk begær bliver til dybfølt kærlighed, og at Anne Plauborg resten af forestillingen er klædt helt gennemsigtigt på, som et modstykke til overklassens tilknappede lukkethed.
De mange følelsesmæssige lag i historien, bliver fortræffeligt forløst i Camilla Kolds knivskarpe instruktion, der aldrig forfalder til lumre effekter. Hun har givet Anne Plauborg alle de rette værktøjer til at beskrive den unge kvindes ensomme rastløshed, og langsomt snigende seksuelle begær, der sitrer uimodståeligt frem imod klimaks.
”Lady Chatterleys elsker” bliver derfor en smuk og betagende teateroplevelse, der på bedste vis lukker og slukker for sæsonen på Aarhus Teater.
—-
”Lady Chatterleys elsker”. Forfatter D.H. Lawrence. Dramatiseret af Dicte C. Houmøller.
Instruktion: Camilla Kold. Scenografi & kostumedesign: Karin Gille. Lysdesign: Anders Kjems. Lyddesign: Aki Bech.
Medvirkende: Anne Plauborg, Kjartan Hansen, Christian Hetland, Marie Marschner, Mette Klakstein og Anders Baggesen.
Spiller på Aarhus Teater, Scala, til 8. juni.
Anmeldt 8. maj (premiere).
Foto: Emilia Therese.
