Lisbet Dahl revancherer sig i årets Tivoli Revy, der er et markant løft i forhold til sidste år. Ikke epokegørende og nyskabende, men god, gedigen, sjov og underholdende. Lige som det skal være.
* * * * *
Lige så stor en skuffelse sidste års Tivoli Revy var, med Lisbet Dahl som kunstnerisk leder, lige så stor en positiv og glædelig overraskelse er dette års revy i den smukke Glassalen.
Uden at dvæle alt for meget ved kikseren i fjor, kan man med glæde konstatere at årets revy er markant meget bedre. Det er to timers god, gedigen og sjov underholdning i klassisk Lisbet Dahl-stil, som man har kendt den fra alle årene i Cirkusrevyen. Masser af præcise parodier – i år så mange politikere, at den nye konservative leder, Mona Juhl, må sidde ind på sit kontor og tænke hvad har jeg gjort rigtigt? For hun er næsten den eneste (ok, en journalistisk stramning) der ikke parodieres. De andre er der; Mette Frederiksen i en skarp Leif Maibom-tekst om at tage imod ordner, meget præcist leveret af Rikke Bilde, der nu for fjerde gang parodierer statsministeren og for hver gang raffinerer parodien og finder nye nuancer, så det ikke blot bliver gentagelser.
Inger Støjberg er med, som heltinden fra the wild west, der blot er en helt almindelig pige, der rigtig godt kan lide kød. Igen sidder parodien lige i skabet, Rikke Buch Bendtsen er fra Randers og rammer sprogtonen perfekt, når hun i Carl-Erik Sørensen finurlige tekst rimer landmands desperado og momsen spar’ do på verdens værste musikalske slogan, Kombardo.
Mikkel Becker Hilgart, som revydebuterede på Bornholm sidste sommer og straks blev headhuntet til den store Tivoli Revy, rapper ungdommeligt som ungdommens politiske idol, Alex Vanopslagh og endelig så dukker Lars Løkke op i Lisbet Dahls præcise skikkelse, i endnu en Carl-Erik Sørensen-tekst, som den politiske kamæleon og korkprop han er, nu hvor han har lagt sig lunt i svinget – lige på midten.
Lisbet Dahl kan jo næsten sammenlignes med Lars Løkke, for også hun formår effektfuldt at dukke op på overfladen igen efter et ordentligt dyk, hvor man måske tænkte om det ikke snart var på tide at hun stoppede. Men nej, gu’ er det da ej, og det beviser hun med denne revy, der på ingen måde er epokegørende eller på nogen måde forsøger at revolutionere revygenren, men som bare leverer på et højt niveau, visuelt i Kirsten Brinks smukke scenografiske rammer, musikalsk med James Prices syvmands orkester, lys og lyd, fem fremragende solister og gennemgående gode tekster.
Thomas Eje vender tilbage til den revyscene, hvor han i 1985 debuterede og efterfølgende modtog Årets Dirch, der dengang gik til Årets Revytalent. Det gør han i al sin fysiske magt og vælde, elegant steppende, sprødt saxofon-spillende og sjovt parodierende som Donald Trump, der vil immigrere til Danmark fordi vi er verdens mest God believing country – verdens mest godtroende land. Han har selv skrevet teksten i samarbejde med Martin Miehe-Renard, der meget klogt er blevet kaldt ind som assisterende instruktør for Lisbet Dahl. Man fornemmer, at hun har lagt det kunstneriske koncept, og han har fået det til at fungere. Fint samarbejde.
Arbejdet med en revy slutter ikke bare ved premieren, der var 6. juni. Da jeg ser revyen 12.juni, er der både i første og anden akt byttet rundt på numre, og et enkelt er simpelthen blevet pillet ud og erstattet af et andet. Publikums reaktioner er det der driver revyen, og få har en bedre fornemmelse for det end Lisbet Dahl, der fra sin tidlige ungdom har lært at rækkefølgen er helt afgørende for hvordan en revy fungerer optimalt.
På scenen er det en fornøjelse at opleve Mikkel Becker Hilgarts alsidige talent, der spænder fra det helt fjollede som politisk ornitolog til det dybt alvorlige i en smuk, stille vise om to kærlighedsskæbner på hver sin side af en umulig krig. Uden at det skal lyde alt for højtravende så synes hans talent som skabt for revygenren, og man sidder med en fornemmelse af, at han ikke kommer til at holde rigtig sommerferie de næste 25 år.
Rikke Bilde og Rikke Buch Bendtsen har også hele pakken; musikalske, sjove og alsidige. Førstnævnte figurerer som både 14-årig indvandrerdreng og Dronning Mary, og sidstnævnte bl.a. som fortvivlet medarbejder i Vurderingsstyrelsen og i et sprudlende parløb om alder med Lisbet Dahl. Sammen er de kvindelige værnepligtige med Lisbet Dahl som ballast i midten.
Lisbet Dahl er en yndig og kær aldrende Barbie i Gunvor Reynbergs tekst med sjove rim på Ken. Blandt andet alle priser går til mænd, Ken, der giver nummeret kønspolitisk kant midt i den lyserøde revyfarvelade.
Aftenen slutter med et af sæsonens ganske faste temaer i revyerne, et nummer om århundredets mest populære danske tv-serie Badehotellet, hvor hele holdet flyver ud og ind af de forskellige elskede karakterer. Det går rent hjem, og fremkalder stående applaus på en helt almindelig onsdag aften. Et meget godt billede på, at Lisbet Dahl og kompagni har formået at løfte Tivoli Revyen ud af kviksandet og op hvor en revy på dette sted og med denne størrelse rettelig hører hjemme.
—-
”Tivoli Revyen 2024”. Tekst og musik: Adam Price, James Price, Mikkel Becker Hilgart, Magnus Haugaard, Gunvor Reynberg, Jonas Stimose, Martin Miehe-Renard, Thomas Eje, Neal Hefti, Vase & Fuglsang, Morten Wedendahl, Carl-Erik Sørensen, Emilie Nordentoft, Leif Maibom, Bo Skødebjerg, Mikkel Birger, Esben Thaysen Nissen, Rasmus Krogsgaard og diverse.
Instruktion: Lisbet Dahl. Assisterende instruktør: Martin Miehe-Renard. Scenografi og kostumedesign: Kirsten Brink. Koreografi: Peter Friis og Mette Berggreen. Kapelmester: James Price.
Medvirkende: Rikke Bilde, Rikke Buch Bendtsen, Mikkel Becker Hilgart, Thomas Eje og Lisbet Dahl.
Spiller i Glassalen i Tivoli til 14. juli.
Anmeldt 12. juni
Foto: Camilla Winther
