Frederik Cilius er en aldeles formidabel Jeppe på Det kgl. Teaters Gamle Scene. Så ekstraordinært god, at han helt og anderledes overskygger og udspiller resten af det meget farvestrålende ensemble.
* * * *
Det kgl. Teaters 2025-opførelse af Holbergs komedie-klassiker fra 1722, ”Jeppe på Bjerget”, er et ekvilibristisk onemanshow udført til perfektion af en fuldkommen formidabelt god Frederik Cilius.
Fra prologen, hvor Cilius ophøjet som Ludvig Holberg fra sin piedestal, med knivskarp selvironi og helt up-to-date aktualitet lader os vide, at ’det var en anden tid’ da Holberg skrev sin Jeppe, til slutscenen, hvor Jeppe efter at have gennemgået megen møje, hån og nedværdigelse atter transformerer sig om til Holberg, er det Frederik Cilius’ forestilling.
Han er sjov, han er sørgelig. Han er patetisk, og han er også lidt bondesnu på sin egen enfoldige facon. Og så spiller han rollen med den skønneste, gennemførte sønderjyske dialekt.
De fleste kender historien. Den underkuede fæstebonde Jeppe er en doven drukkenbolt, der er under tøflen hos sin kone Nille, der tilmed gør ham til hanrej med degnen. Da baronen og hans lakajer en dag finder den døddrukne Jeppe liggende på møddingen, laver de en ondskabsfuld practical joke med ham. De lægger ham i baronens bedste seng, iklæder ham fine klæder og lader ham tro, at han er baron, da han vågner af sin rus. Efter et udsvævende drikkegilde, hvor Jeppe i den tro at han er baron viser sig at være et ubehageligt magtmenneske, falder han igen omkuld af druk, og da han atter vågner er han tilbage på møddingen. For at føje spot til skade, lader baronen ham dømme til døden på skrømt for at have udgivet sig for at være baron, og ydmygelserne fortsætter således. Moralen er at bonden skal blive ved sin plov. En morale, så utidssvarende at den naturligt nok både tvistes og modsiges i 2025-opførelsen.
Frederik Cilius skriver sig med versaler ind på en lang liste over Jepper i dansk teaters mere end 300-årige historie; en liste hvor vi nulevende måske bedst husker Ole Ernst og ikke mindst Buster Larsen, som også spillede rollen i Kaspar Rostrups film fra 1981. Jens Albinus har spillet Jeppe på Aarhus Teater for 13 år siden, og om få uger er komedien igen på plakaten dér med Thure Lindhardt i titelrollen i Christian Lollikes versionering. Skuespillet er ikonisk og kanoniseret. En vaskeægte klassiker med alt hvad det indebærer af friheder for instruktøren til at bearbejde, videre- og nytænke værket.
På Det kgl. Teater er opgaven lagt i hænderne på Heinrich Christensen, der har ladet sin Jeppe være en ’ur-Jeppe’. Frederik Cilius’ kostume er næsten en-til-en en kopi af det kostume, der står udstillet på Teatermuseet. Det er personerne omkring Jeppe, der har forandret sig i takt med tiden, og her spilles af et ungt skuespillerhold som var det en paradetrup til Copenhagen Pride.
Det farvestrålende ensemble giver bestemt det 300 år gamle stykke en ny kulør, men det er også denne opsætnings helt store problem. Af den enkle årsag, at ingen af ensemblets syv skuespillere formår at give Frederik Cilius’ Jeppe noget der blot ligner værdigt modspil. Frederik Cilius overstråler og ’udspiller’ ganske enkelt alt og alle andre på scenen, og det betyder at forestillingen får en gevaldig slagside.
Problemet med denne opsætning er ikke så meget at en klassiker igen-igen partout skal tilføres en multietnisk queer-vinkel. Problemet er at skuespillerne ganske enkelt ikke er dygtige nok til at bære instruktørens tanker frem og spille komedien. Der leveres over én kam manieret overspil; anstrengt og anstrengende. Karaktererne savner indhold og dybde. Der spilles overfladisk og eksalteret hele vejen rundt, fra Nille til baronen. Det er irriterende og til tider ligefrem tåkrummende slemt, som i domstolsscenen, der forekommer at vare i evigheder, og hvor det kun er Frederik Cilius’ ordløse ansigtsmimik, der skifter mellem frygt og håb, der lyser op. Selv når han ikke taler, overskygger han resten af ensemblet.
Kontratenoren Morten Grove Frandsen, og musikeren Ramez Mhaanna, der spiller cembalo, binder dog scenerne sammen på interessant vis med sin inciterende stemmepragt, iklædt – uvist af hvilken årsag – overdådigt hvide kostumer med høj fjerprydelse. Baronen og hans lakajer m/k med mere fremstår som en ekstravagant farvelade, og i retssagsscenen fremstilles dommeren som var han en Inka præst fra et Tintin-hæfte. Christian Albrechtsen har således givet den fuld gas på kostumedesignet, mens han derimod lader sin scenografi være minimalistisk og spartansk, og overlader det til lysdesigner Balder Nørskov at skabe stemningerne.
”Jeppe på Bjerget” er allerede inden premieren totalt udsolgt, så man skal være heldig hvis man kan sikre sig en uafhentet billet på dagen. Forestillingen er seværdig alene på grund af Frederik Cilius’ monster præstation, og til onsdagens premiere var stemningen i salen tæt på euforisk; ja, selv kongen og dronningen rejste sig i deres loge i respekt for Cilius’ præstation.
Helt så euforisk er jeg ikke. Hvis dog bare det var lykkedes for Heinrich Christensen at løfte ensemblet op i nærheden af Jeppes niveau, så kunne det have været en triumf. Nu er det i stedet blevet et onemanshow med forhindringer.
———-
”Jeppe på Bjerget” af Ludvig Holberg.
Instruktion og bearbejdelse: Heinrich Christensen. Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen. Lysdesign: Balder Nørskov. Lyddesign: Janus Jensen. Kompositioner: Ramez Mhaanna.
Medvirkende: Frederik Cilius, Patricia Schumann, Zaki Nobel, Simon Mathew, Youssef Wayne Hvidtfeldt, Ursula Esmaralda Brage, Casper Kjær Jensen, Stephanie Nguyen, Morten Grove Frandsen og Ramez Mhaanna (musiker).
Spiller på Det kgl. Teater, Gamle Scene, til 23. februar.
Anmeldt 22. januar (premiere).
Foto: Camilla Winther.
VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
